Algoritmer afslører nye sider af det moderne gennembruds litteratur
3.2.2026 13:16:47 CET | Københavns Universitet | Pressemeddelelse
Forskere fra Københavns Universitet har digitaliseret 850 romaner fra det moderne gennembrud (1870-1900) og analyseret dem ved hjælp af algoritmer og AI. De kan nu vise, at perioden gemmer på en række oversete værker, der behandler temaer som køn og religion på overraskende måder.

Inden for litteraturforskningen ændrer forskningsmetoderne sig meget sjældent, men de seneste års revolution inden for big data og AI er ikke gået litteraternes næse forbi.
I forskningsprojektet Measuring Modernity – Literary and Social Change in Scandinavia 1870-1900 (MeMo) kombinerer forskere maskiner og mennesker for at undersøge den litteratur, der blev udgivet under det moderne gennembrud, hvor forfatterne udfordrede traditioner, normer og samfundsstrukturer.
- Vi, der beskæftiger os med denne centrale epoke i skandinavisk litteratur- og kulturhistorie, har haft en tendens til at arbejde med de samme fejrede værker af nogle få forfattere, blandt andre J.P. Jacobsen, Herman Bang og Amalie Skram, indleder lektor og forskningsleder Jens Bjerring-Hansen fra Institut for Nordiske Studier og Sprogvidenskab. Han fortsætter:
- Vi har derfor i vores projekt forsøgt at inddrage så meget empiri som muligt ved at indscanne næsten 900 værker fra perioden og basere vores undersøgelser på dette store tekstgrundlag. Det har givet os mulighed for at forske i bredden og finde værker, vi har overset tidligere. Og ikke mindst nuancere vores syn på periodens store temaer som køn, ligestilling og religion.
Fortællingen om den ulykkelige kvindelitteratur
Et godt eksempel på, hvordan de digitale metoder kan hjælpe forskere med at nuancere og udfordre etablerede litteraturhistoriske sandheder, er projektets undersøgelse af periodens kvindelige forfattere.
- Værker af kvindelige forfattere i perioden bliver tit beskrevet som ulykkelige og angste, fordi de ofte handler om at være undertrykt som køn i et mandsdomineret samfund. Men de konklusioner er som regel draget på baggrund af forskning i relativt få kvindelige forfattere – en forfatter som Amalie Skram bliver typisk fremhævet, siger ph.d.-studerende Kirstine Nielsen Degn.
Men når man inddrager mange flere kvindelige forfattere fra perioden og får computeren til at hjælpe med at identificere negativt og positivt ladede sætninger i deres værker, tegner der sig et lidt mere broget billede:
- Inden for det man kunne kalde genrelitteraturen ser vi fx mange værker med et helt andet positivt udtryk end i de kanoniske romaner, så hvis man endelig skal generalisere over de kvindelige forfattere i perioden, er det nok snarere, at de sjældent skriver neutrale værker, understreger Kirstine Nielsen Degn.
Religionen på historiens mødding?
Et andet gennemgående tema i det moderne gennembruds litteratur – i hvert fald ifølge litteraturhistorierne – er et opgør med religionens snærende bånd og et nyt fokus på fornuft og frisind. Hvorvidt denne tese harmonerer med de store mængder litteratur, der faktisk blev produceret i perioden, er også noget, som forskerne i MeMo har undersøgt nærmere.
- Når vi ser på perioden som helhed ved hjælp af sprogteknologiske værktøjer, bekræfter det ideen om, at der er en sekulariseringsproces i gang i romanerne: Religion omtales oftest negativt, og dens tilstedeværelse i litteraturen aftager gradvist over tid, forklarer postdoc Alexander Conroy.
Men, tilføjer han, der er vigtige nuancer:
- I særlige genrer som fx den historiske roman eller i de komplet glemte skønlitterære bøger af indremissionske forfattere, som bliver udgivet fra 1890 og frem, spiller religionen typisk ikke bare en stor, men også en utvetydigt positiv rolle. Og det er noget, som tidligere har været overset i forskningen, og som er værd at undersøge nærmere.
AI som disruption og mulighed
For Jens Bjerring-Hansen er projektet et eksempel på, at det kan være meget frugtbart at anvende big data og digitale metoder i litteraturstudier, herunder studier af nordisk litteratur. Og at den generative AI, som for alvor gjorde sit indtog, da forskerne var halvvejs i projektet, også kan bidrage positivt.
- MeMo var i udgangspunktret et ret traditionelt digital humaniora-projekt, hvor vi trænede algoritmer på en masse tekster for at klassificere dem efter forskellige analytiske formål. Men da de kraftfulde store sprogmodeller kom på banen, måtte vi selvfølgelig også prøve dem af, fortæller Jens Bjerring-Hansen og slutter:
- Den helt store metodiske forskel er, at store sprogmodeller og generativ AI er afhængig af løbende kontrol og evaluering fra humanistisk side for at give brugbare resultater. Vi er med andre ord blevet meget bevidste om, hvor vigtige menneskelige vurderinger og humanistisk domæneekspertise er i arbejdet med teknologien.
Læs mere om projektet: https://nors.ku.dk/english/research/projects/measuring-modernity/
Glemte romaner
Forskerne har identificeret en lang række glemte romaner og forfattere ved hjælp af de digitale værktøjer.
Disse fire er særligt interessante:
- Anonym: Stokhusslaven Søren Vintyv eller Forbryderens fjollede Datter, 1870
- Theodora Mau: Deodata, 1872
- Kristian Winterhjelm: Naturalisterne, 1885
- Vigo Lund: Præsten, 1896
Publikationer
Forskerne har undervejs i projektet løbende publiceret deres forskningsresultater . Her er et lille udpluk:
Deep distant reading: The rise of realism in Scandinavian literature as a case study
Unhappy Texts? A Gendered and Computational Rereading of the Modern Breakthrough
Nøgleord
Kontakter
Jens Bjerring-Hansen, lektor
Institut for Nordiske Studier og Sprogvidenskab
E-mail: jbh@hum.ku.dk
Telefon: 40 95 10 85
Carsten Munk Hansen, kommunikationskonsulent
KU Presse
E-mail: carsenhansen@adm.ku.dk
Telefon: 28 75 80 23
Følg pressemeddelelser fra Københavns Universitet
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Københavns Universitet
Forskere kiggede på 80.000 danske diabetikeres medicin: Kobler regelmæssigt brug til bedre hjertesundhed7.8.2026 08:45:00 CEST | Pressemeddelelse
Voksne med type 2-diabetes, som ikke tager deres medicin konsekvent, har en 27 procent højere risiko for hjertesygdomme, viser nyt studie. Effekten er endnu stærkere blandt yngre patienter.
Forskere afslører skjult mekanisme bag medfødt hjertesygdom5.8.2026 06:05:00 CEST | Pressemeddelelse
Opdagelsen af et signal i cellernes ’antenner’ kan muligvis forklare, hvorfor fostre udvikler sygdom i både hjerte og andre organer, mener forskere fra Københavns Universitet.
Stort dansk studie: Kræftpatienter rammes langt oftere af psykiske lidelser28.7.2026 06:05:00 CEST | Pressemeddelelse
Med en kræftdiagnose er der dobbelt så høj risiko for, at man senere udvikler en psykisk lidelse, end hvis man er kræftfri. I det første år er der fem gange øget risiko for at blive indlagt med en psykisk diagnose eller få udskrevet medicin til behandling af sådanne sygdomme.
Fra Nordjylland til Amager: DNA-støvsuger afslører det lokale dyreliv i dansk natur23.7.2026 06:05:00 CEST | Pressemeddelelse
Forskere har udviklet en DNA-støvsuger, der kan suge genetiske spor fra dyr ud af luften og afsløre, hvilke dyr der lever i et område. I to nye studier tager forskerne luftprøver i tre naturområder i Danmark og viser, at metoden kan bruges til at kortlægge det lokale dyreliv. Dermed rykker de et stort skridt tættere på bedre overvågning af biodiversitet ved hjælp af DNA fra luft.
Nu taler vi ikke længere kun om sorte huller, vi lytter til dem22.7.2026 14:30:00 CEST | Pressemeddelelse
For første gang i historien samler et internationalt forskerhold både teorien og observationerne af sorte hullers vibrationer i én samlet status over feltet. En af forskerne bag, kalder det ”et nyt stadie i astronomien”.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum