Havørn og musvåge dræbt med den forbudte gift carbofuran
29.1.2026 06:00:00 CET | DOF BirdLife | Pressemeddelelse
Giftdøden blandt danske rovfugle fortsætter, uden at det endnu er lykkedes politiet at afsløre gerningsmændene bag de senere års tocifrede antal forgiftninger af ørne med insektgiften carbofuran. Senest er en havørn og en musvåge på Midtsjælland fundet døde efter at have ædt fjerkræ, der var lagt ud som forgiftet lokkemad. DOF BirdLife ser frem til, at en ny specialiseret politienhed til opklaring af natur-og faunakriminalitet kommer i funktion i 2026.

En voksen musvåge og en ung havørn er de seneste vidnesbyrd om den fortsatte brug af insektgiften carbofuran i den danske natur, selv om giften har været forbudt at bruge og besidde i EU siden 2008.
De to rovfugle blev efter et tip fra en borger i slutningen af september sidste år hentet på en mark nær Jystrup syd for Holbæk af vildtkonsulent Henrik Jørgensen, Naturstyrelsen Midtsjælland. Han afleverede straks fuglene til Faldvildtordningen på Københavns Universitet.
Derpå kunne Statens Serum Institut (SSI) dokumentere, at både havørnen, en ung han, og musvågen, en voksen han, begge var sunde og raske, da de døde på grund af den ekstremt giftige insektgift carbofuran.
- Jeg havde med det samme, jeg så havørnen og musvågen ligge tæt sammen på en mark, en kraftig mistanke om, at de var forgiftede. Man finder ikke to rovfugle liggende på den måde døde af naturlige årsager, siger Henrik Jørgensen.
Giftsagen meldt til politiet
Med dokumentationen fra Statens Serum Institut i hånden og Henrik Jørgensens beskrivelse af forløbet omkring fundet af de døde rovfugle har Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø (SGAV) anmeldt giftsagen til Midt- og Vestsjællands Politi.
- Desværre har vi ikke i Danmark gode erfaringer med hensyn til opklaringer af forgiftninger. Kun i to tilfælde har sager om faunakriminalitet med brug af gifte ført til domstolene. DOF BirdLife har siden 2008 kendskab til 41 giftsager, der har resulteret i 69 giftdøde fugle fordelt på 10 arter. 12 af sagerne har handlet om giftdræbte havørne på grund af carbofuran, i en af sagerne er en kongeørn dræbt af carbofuran, og i ni tilfælde er røde glenter døde af gifte uden at gerningsmændene bag drabene er fundet, siger Knud Flensted, der er biolog i DOF BirdLife.
Forgiftning med fuldt overlæg
- Alt tyder på, at der er tale om bevidste udlægninger af lokkemad med gifte i. Vi kan se, at forgiftningerne ofte finder sted i forbindelse med fasanopdræt og udsætning af fasaner til jagt. Men kun ganske få af sagerne de seneste to årtier er blevet opklaret, siger Kim Skelmose, der er leder af DOF BirdLifes Projekt Ørn.
Han kalder det alarmerende og dybt uansvarligt at anvende carbofuran, der er en af de hurtigst virkende gifte, man kender.
- På baggrund af de senere års mange giftdræbte rovfugle er det vores erfaring, at ørne, glenter og musvåger så at sige dør med det samme, når det carbofuran-forgiftede kød kommer ned i svælget. Også for mennesker og hunde for eksempel er carbofuran livsfarligt, siger Kim Skelmose.
Opgaver for ny politi-enhed
I slutningen af 2025 besluttede et flertal af politikerne på Christiansborg som led i det ny politiforlig at oprette en ny enhed i politiet, der skal efterforske natur- og faunakriminalitet.
Frem til 2030 vil der årligt være afsat 10 millioner kroner til enheden, der vil tælle 12 fuldtidsstillinger. Hvor den særlige politi-enhed fysisk skal have hjemsted er endnu ikke afklaret.
- Alene det seneste halve års tid har vi kendskab til to havørne, der er døde på grund af carbofuran. Og næsten hvert år har vi i en lang årrække kunnet dokumentere at rovfugle er døde, fordi den illegale gift er lagt ud i naturen. Der er i høj grad brug for en særlig politiindsats på området, og vi ser frem til, at den ny politienhed kommer i arbejdstøjet, siger Egon Østergaard, der er formand for DOF BirdLife.
FAKTA OM CARBOFURAN:
Carbofuran er et hurtigt virkende insektbekæmpelsesmiddel, der blokerer nervesystemet.
Den ekstremt farlige insektgift har siden 13. december 2007 været forbudt i detailhandlen i Danmark.
Siden 13. december 2008 har giftstoffet, der tidligere blev brugt til skadedyrsbekæmpelse på marker med majs, roer og rodfrugter, været forbudt at anvende i hele EU.
Nøgleord
Kontakter
Egon ØstergaardFormandDansk Ornitologisk Forening (DOF) / BirdLife Danmark
Tlf:31 16 20 30egon.ostergaard@dof.dkKim SkelmoseLeder af Projekt ØrnDansk Ornitologisk Forening (DOF) / BirdLife Danmark
Tlf:27 73 40 70gestaltskelmose@gmail.comKnud N. FlenstedBiologDansk Ornitologisk Forening (DOF) / BirdLife Danmark
Tlf:21 24 22 75knud.flensted@dof.dkLinks
Følg pressemeddelelser fra DOF BirdLife
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra DOF BirdLife
Havørn død af gift, der bliver brugt til aflivning af kæledyr12.3.2026 06:00:00 CET | Pressemeddelelse
Giftdøden blandt danske rovfugle fortsætter. En havørn ved Fuglebjerg på Sydvestsjælland er dokumenteret død af giften pentobarbiturat, som dyrlæger typisk bruger til aflivning af hunde, katte og kaniner
Frygt for mange døde alkefugle på tælletogt efter havfugle langs danske kyster26.2.2026 13:45:37 CET | Pressemeddelelse
Tusinder af døde lunder er de senere uger skyllet i land på kysterne af Storbritannien, Frankrig og Portugal. I de kommende uger og særligt næste weekend skal mange danske kyster gennemgås for døde havfugle. En vinter med flere ekstreme vejrsituationer skaber frygt for dødsfald blandt arter af havfugle, der i forvejen er i krise på grund af fødemangel, plastikforurening og overfiskeri. DOF BirdLife sender ornitologer ud på strandvandringer for at registrere døde havfugle i et samarbejde med Aarhus Universitet. Projektet skal kaste nyt lys over havfuglenes aktuelle krise.
ØrneTV: Første æg er lagt i havørnenes rede24.2.2026 09:03:55 CET | Pressemeddelelse
Da frosten endelig slap sit tag i Danmark, var det tilsyneladende et signal til havørnehunnen i DOF BirdLifes direkte ØrneTV om at lægge æg. Mandag 23. februar klokken 14.39 kom et æg til syne i reden. Forude venter måske flere æg med rugning og familieliv, om alt går vel.
Forslagene til signaturprojekter er gode, men jo kun en begyndelse24.2.2026 06:00:00 CET | Pressemeddelelse
Regeringen har netop peget på seks gode, konkrete områder, der kan blive til signaturprojekter for mere natur i Danmark. Samtidigt har DOF udarbejdet en vision, der peger på 33 store, sammenhængende naturområder, som kan inspirere til de næste udpegninger fra en ny regering.
Se de store vingefang suse over Danmarks natur19.2.2026 06:00:00 CET | Pressemeddelelse
Erfarne ornitologer og ørneeksperter vil søndag 22. februar på 24 lokaliteter landet over stå klar til at fortælle danskerne om Nordeuropas største rovfugle, havørnen og kongeørnen. Efter mange uger med sne og kulde er der udsigt til plusgrader på Ørnens Dag. DOF BirdLife krydser fingre for klart vejr og for alt i verden ikke tåge og dis. Hvis ørnevejret ellers arter sig, vil der være garanti for havørne på himlen de fleste steder.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum