Ny analyse: Diabetes koster samfundet mindst 13 milliarder kroner årligt
29.1.2026 06:03:00 CET | Diabetesforeningen | Pressemeddelelse
Diabetes har store omkostninger. Både for den enkelte og for samfundet. Vi skal sætte langt mere systematisk ind med forebyggelse og teknologi, mener Diabetesforeningen.
13,3 milliarder kroner. Så meget koster diabetes som minimum hvert år samfundet. Det viser en ny analyse, som Statens Institut for Folkesundhed (SIF) har lavet for Diabetesforeningen.
Regningen fordeler sig på produktionstab, især ved førtidspension, og på udgifter til sundhedsvæsen og medicin.
I undersøgelsen har forskerne sammenlignet gruppen af danskere med diabetes med en gruppe danskere uden diabetes men med samme køn, alder, uddannelse og sygelighed i øvrigt. Og når man sammenligner de to grupper, er det tydeligt, at prisen er høj. Både for den enkelte og for samfundet.
Lang vej igen
Mennesker med diabetes bliver indlagt langt oftere og har i det hele taget meget mere kontakt til sundhedsvæsnet. Diabetes kræver livslang behandling og kan give alvorlige følgesygdomme, som i sidste ende kan medføre tidlig død.
Ifølge Claus Richter, administrerende direktør i Diabetesforeningen, så viser tallene, at vi stadig har lang vej igen, når det kommer til forebyggelse og behandling af kroniske sygdomme som diabetes.
– Vi skal sætte langt mere systematisk ind med forebyggelse og opsporing over for den store gruppe af danskere, som er i risiko for at udvikle type 2-diabetes. Og for de 375.000 danskere som allerede har diabetes, skal vi forebygge, at sygdommen udvikler sig og får yderligere konsekvenser for liv og helbred, siger Claus Richter.
Vi har teknologien
Claus Richter peger her især på de nye teknologiske muligheder, som åbner for langt mere effektiv regulering af sygdommen. For type 2-diabetes gælder det særligt sensorer, som løbende kan måle blodsukkerværdien. For mennesker med type 1 diabetes, er det særligt AID-insulinpumper, som døgnet rundt tilfører den nødvendige insulin tilpasset efter data fra en sensor.
– Vi har teknologien, som gør os i stand til at forebygge følgesygdomme langt mere effektivt. Men selv velafprøvet teknologi bliver rullet for langsomt og ulige ud. Også selvom udgifterne ved ikke at bruge teknologien er meget store. Jeg håber, vi med sundhedsreformen vil begynde et paradigmeskifte, hvor politikerne finder modet til at satse langt mere på teknologi, som kan forebygge forværring og indlæggelser. Det betaler sig. Både for den enkelte og for samfundet, siger Claus Richter.
Diabetesforeningen vurderer, at de 13,3 mia. kr. er et konservativt estimat, og at beløbet i virkeligheden kan vise sig at være endnu større. F.eks. medregner undersøgelsen ikke de godt 20.000 danskere, som har fået konstateret diabetes, men som ikke får medicin. Den medregner heller ikke en del af udgifterne relateret til nogle af de følgesygdomme, som diabetes ofte er årsag til, fx hjertekarsygdomme og nyresygdomme.
Fakta fra analysen:
Diabetes medfører årlige merudgifter for det danske samfund på 13,3 mia. kr.
-
Produktionstab i alt: ca. 6,2 mia. kr.
-
Førtidspension: 4,8 mia. kr.
-
Langvarigt sygefravær: 717 mio. kr.
-
Tidlig død: 637 mio. kr.
-
Sundhedsudgifter i alt: ca. 7,1 mia. kr.
-
Sygehusbehandling: 3,2 mia. kr.
-
Receptpligtig medicin: 2,2 mia. kr.
-
Andre sundhedsydelser (hjemmehjælp, almen praksis, fodterapi, øjenlæge): 1,7 mia. kr.
380.000 danskere har diabetes. Heraf 345.000 med type 2 og 35.000 med type 1.
FAKTA: Type 1 og type 2-diabetes
-
Type 1-diabetes er en autoimmun sygdom, hvor kroppen ikke selv producerer insulin. Kræver livslang insulinbehandling.
-
Type 2-diabetes er karakteriseret ved nedsat insulinfølsomhed og/eller utilstrækkelig insulinproduktion.
Kontakter
Diabetesforeningens pressetelefonDiabetesforeningen
Tlf:63129012gla@diabetes.dkSøren GeislerDiabetesforeningen
Tlf:31199078sge@diabetes.dkLinks
Om Diabetesforeningen
Diabetesforeningen kæmper for at komme diabetes til livs. Opdage sygdommen i tide. Forebygge at den udvikler sig. På sigt at kunne helbrede den. Og hver dag løfte livskvaliteten for dem med sygdommen inde på livet. Diabetesforeningen begyndte sit virke i 1940 og har omkring 90.000 medlemmer. Hovedsædet ligger i Glostrup.
Følg pressemeddelelser fra Diabetesforeningen
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Diabetesforeningen
Diabetesforeningen: Sundhedskrisen kalder på grønt lys til nulmoms på frugt og grønt nu28.1.2026 10:26:33 CET | Pressemeddelelse
Når politikerne vil gøre fødevarer billigere, bør de sætte ind der, hvor det gavner både pengepung og sundhed: Fjern momsen på frisk og frossen frugt og grønt nu. Det vil give lavere priser, styrke folkesundheden og redde op mod 3.200 liv hvert år.
Diabetesforeningen: Historisk gennembrud for mennesker med type 2-diabetes24.1.2026 19:39:56 CET | Pressemeddelelse
Ny aftale om kronikerpakker sikrer afgørende rettigheder for mennesker med kroniske sygdomme.
Nyt projekt skal sikre tidligere opsporing af diabetes og hjerte-kar-sygdomme19.1.2026 06:04:00 CET | Pressemeddelelse
To af Danmarks største patientforeninger går nu sammen i et nyt stort nationalt projekt, der skal sikre målrettet tidligere opsporing og forebyggelse af hjerte-kar-sygdomme og type 2-diabetes blandt mennesker i høj risiko. Det nye samarbejde mellem Diabetesforeningen og Hjerteforeningen har netop fået en bevilling på 19,5 millioner kroner fra Novo Nordisk Fonden.
20 organisationer og virksomheder i fælles udmelding: Fjern momsen på frugt og grønt31.12.2025 06:00:00 CET | Pressemeddelelse
Fjern momsen på frugt og grønt. Sådan lyder det fra en bred alliance af forbrugere, lønmodtagere, fødevareproducenter, detailhandel, sundhedsorganisationer og naturorganisationer, der er gået sammen i en fælles appel til regeringen.
Verdens Diabetesdag: Kraftig stigning i diabetes – men støtte og behandling følger ikke med14.11.2025 06:00:00 CET | Pressemeddelelse
På ti år er antallet af danskere med diabetes steget næsten 40 procent, men hjælpen følger ikke med. Diabetesforeningen advarer på Verdens Diabetesdag om, at stigningen vil fortsætte, hvis politikerne ikke sikrer lige adgang til behandling og støtte i hele landet.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum