Flere end én million træer på vej: København rejser mere skov uden for byen
2.2.2026 07:53:00 CET | Københavns Kommune Økonomiforvaltningen | Pressemeddelelse
Københavns Kommune rejser nu skov svarende til op mod 1,4 millioner nye træer uden for byens grænser. Træerne plantes som led i kommunens klimaindsats og skal bidrage til renere luft, beskytte grundvand og skabe mere natur de næste mange årtier.

I fremtiden bliver der endnu flere grønne og naturskønne områder over hele landet.
Københavns Kommune er nemlig gået i gang med at plante op mod 1,4 millioner træer rundt omkring på Sjælland, Fyn og i Jylland i samarbejde med Klimaskovfonden. Træerne skal plantes på i alt ca. 402 hektar jord, som svarer til et areal på omkring 560 fodboldbaner.
Nogle af de første træer blev plantet i Lejre Kommune i juni sidste år. Siden er der afsat penge til endnu flere træer i henholdsvis september og senest i december måned. Dermed er man nu klar til at rejse skov 44 forskellige steder i landet, hvoraf 33 steder er på Sjælland.
Det glæder overborgmester Sisse Marie Welling (SF), at København nu omsætter klimapolitik til handling:
”Jeg har længe arbejdet for at plante flere træer. De renser luften for CO₂, beskytter drikkevandet, og det er en meget konkret måde at tage klimaet alvorligt på. Sidste år stod jeg selv med hænderne i jorden i Lejre Kommune og plantede nogle af de første træer på vegne af København, og nu følger vi op i stor skala og planter endnu flere træer. Det er jeg stolt af, for klimaet kender ikke kommunegrænser,” siger overborgmester Sisse Marie Welling (SF).
Pengene til de nye områder med træer kommer fra en pulje af overskydende midler i 2025.
Samlet har København dermed nu aftaler med Klimaskovfonden for 32 mio. kr. til skovrejsning på 44 forskellige steder i Danmark.
Skovrejsning er et effektivt klimaredskab, som ikke kun binder CO₂, men også styrker biodiversiteten og beskytter grundvandet – flere projekter, som Københavns Kommune bidrager til, ligger tæt på HOFORs grundvandsboringer - herunder det vand, københavnerne drikker fra.
Direktør i Klimaskovfonden Poul Erik Lauridsen siger:
”Med den meget ambitiøse indsats går Københavns Kommune virkelig foran på klimaområdet. Det er et godt eksempel på et samarbejde, der gør det muligt at handle for klimaet gennem noget så konkret som at plante mere skov, selvom man som kommune ikke selv har ledige arealer til det. Når skovene samtidig er med til at beskytte det grundvand, der skal levere drikkevand til københavnerne i fremtiden, så giver det ekstra god mening.”
Klima-, miljø- og teknikborgmester Line Barfod (EL) siger:
”Skovrejsning er en af de mest effektive måder at binde CO₂, beskytte vores drikkevand og styrke biodiversiteten. I København har vi ikke særlig meget plads indenfor kommunegrænsen til at plante ny skov. Områder med urørt skov er presset af landbrug og skovdrift. Derfor er jeg glad for, at vi nu som et led i vores ambitiøse Klimastrategi 2035 har sat flere midler af til at plante mere skov sammen med Klimaskovfonden. Det betyder både noget for vores klima i dag, men også for de kommende generationer.”
Kultur-, fritids- og borgerserviceborgmester Christopher Røhl (RV) siger:
”For Radikale Venstre er rent drikkevand til hovedstaden en mærkesag, som vi længe har forfulgt på rådhuset. Københavns drikkevand rækker langt ud over kommunegrænsen. Det hentes i andre kommuner – og rent drikkevand er langt fra noget, vi kan tage for givet. Det kræver handling, hvis det fortsat skal være tilgængeligt i vandhanen. Derfor er vi også glade for, at det med Klimaskovfonden er blevet muligt at sætte ind for mere rent drikkevand. Med biodiversitetsvenlig skov på ca. 560 fodboldbaner rundt om i landet, får vi, særligt med træplantningerne nær HOFORs grundvandsboringer, en ”tre i en løsning”. For vi sikrer hermed en reel forandring for drikkevand, biodiversitet og klima. Det er grøn realpolitik, der virker. Og det er præcis den slags løsninger, vi radikale er stolte af at være en del af.”
Fakta
- Skovrejsningen kan lade sig gøre, fordi Københavns Kommune via Klimaskovfonden har mulighed for at finansiere skovrejsning på kommunalt- eller privatejede arealer via øremærkede bidrag uden for kommunegrænsen i Danmark.
- Skovrejsning uden for kommunen indgår i Klimastrategi 2035 under Københavns Kommunes ”håndaftryk”. Det vil sige klimaindsatser, der ikke kan medregnes i kommunens egne reduktioner, men som bidrager til klimaindsatsen andetsteds.
- Politikerne bag Overførselssagen afsatte i marts 2025 de første 12 millioner kroner til skovrejsning. Siden har det via overskydende midler været muligt at afsætte endnu flere penge til træer med to nye politiske beslutninger, hhv. i september (10 mio. kr.) og december (10 mio. kr.).
- Det forventes, at det samlede skovareal på 402 hektar vil optage ca. 126.000 tons CO₂ over skovenes levetid.
- Alle projekter reserverer mindst 10 pct. af arealet til biodiversitet, og 95 pct. af fondens nuværende skovrejsningsprojekter ligger i områder med drikkevandsinteresser.
- Klimaskovfonden planter gennemsnitligt omkring 3.500 træer per hektar i de nyplantede skove. Over tid, efter tyndinger, mindskes antallet af træer, og når skoven er omkring 80 år, vil der være omkring 400 træer per hektar. Denne praksis sikrer, at træerne har plads til at vokse og udvikle sig ordentligt, hvilket fremmer en robust og sund skovstruktur.
Se samarbejdsaftalen for skovrejsningsprojekterne
Find link til aftalen her.
Tidligere pressemeddelelse om skovrejsning i Lejre Kommune
Kontakter
Overborgmester Sisse Marie Welling via tlf. 24 91 51 58 (modtager ikke SMS).
For yderligere oplysninger, kontakt Økonomiforvaltningens presse på presse.okf@kk.dk eller tlf. 21 25 15 24.
Klimaskovfonden, kontakt am@klimaskovfonden.dk eller tlf. 23 11 17 51.
Klima-, Miljø- og Teknikforvaltningens presse, kontakt på presse@tmf.kk.dk eller tlf. 23 27 80 90.
Kultur-, Fritids- og Borgerserviceforvaltningens presse, kontakt på kffpresse@kk.dk eller tlf. 23 27 44 70.
Nøgleord
Vedhæftede filer
Følg pressemeddelelser fra Københavns Kommune Økonomiforvaltningen
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Københavns Kommune Økonomiforvaltningen
Nu kan udviklingen af hundredvis af boliger og erhverv i Valby gå i gang31.3.2026 06:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Københavns Kommune sælger en større grund ved København Syd station til Skanska. Dermed kan udviklingen af op mod 270 boliger, 130 plejeboliger og erhverv nu gå i gang.
Nu sker det: Københavns buslinjer overgår til 100 procent el29.3.2026 06:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Søndag sætter Københavns Kommune strøm til buslinje 19 og 5C. Dermed kører samtlige buslinjer i København nu på el. Overgangen markerer en vigtig milepæl i arbejdet for at gøre hovedstaden grønnere.
København styrker båndet til Kyiv: Forlænger og udvider venskabsbyaftale27.3.2026 06:00:00 CET | Pressemeddelelse
I 2023 indgik Københavns Kommune og Kyiv en treårig venskabsbyaftale. Nu har de to hovedstæder besluttet at forlænge aftalen med fem år. Samtidig udvides samarbejdet med et nyt fokus på beredskab og samfundssikkerhed.
Ny rapport viser stort potentiale: Så mange kunne træde direkte ind på arbejdsmarkedet i København17.3.2026 10:11:50 CET | Pressemeddelelse
Mens hver femte ledige stilling i hovedstaden ikke bliver besat med den ønskede kompetence, er der lige på den anden side af Øresund i Region Skåne 52.000 ledige. En ny rapport kortlægger nu blandt andet muligheden for at få ledige svenskere i job i København.
Høje boligpriser dæmper tilflytningen til København: Så meget forventes hovedstaden at vokse frem mod 20606.3.2026 12:22:57 CET | Pressemeddelelse
København vokser fortsat – men ikke så hurtigt som tidligere. Det fremgår af Københavns Kommunes nye befolkningsprognose, der viser, at hovedstaden voksede med 4.550 borgere sidste år – omtrent 3.000 færre end i 2024. Den lavere befolkningsvækst hænger blandt andet sammen med, at mange unge ikke længere har råd til at flytte til byen.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum