
Ny rapport: Indgreb mod stigende elpriser øger risikoen for prisvolatilitet i Danmark
28.1.2026 10:00:00 CET | Mind Energy | Pressemeddelelse
Nye politiske initiativer i Norden og Tyskland risikerer at øge både elpriser og prisudsving i Danmark. Danske energiforbrugere er i stigende grad eksponeret mod udviklingen i de omkringliggende markeder. Derfor kan den politiske udvikling i nabolandene have stor betydning for særligt dansk industri og produktion. Det viser en ny, nordisk energirapport fra Mind Energy.

Forskellene mellem de nordlige og sydlige dele af det nordiske elmarked vokser. De sydlige prisområder oplever højere priser og større volatilitet. Samtidig har priserne i de nordlige områder har været både lavere og mere stabile. Det viser en ny rapport fra Mind Energy; Nordic Energy Market Insights Report. For Danmark betyder det, at de danske elpriser i højere grad end tidligere påvirkes af udviklingen i Tyskland og Sydnorge.
“Vores analyse af energimarkedet viser, at de politiske initiativer, der for nyligt er indført i Norge og Tyskland, risikerer at forværre de problemer, de er sat i verden for at løse, især perioder med høje elpriser og store udsving. Det gør det ekstra relevant for danske virksomheder at overveje deres energirisiko,” siger Lasse Kamp Simonsen, der er Head of Structured Desk i Mind Energy.
2025 har været præget af politiske indgreb og et mere vejrafhængigt marked
Elmarkedet i Norden har i 2025 været præget af højere priser og markant større udsving end tidligere år. En væsentlig forklaring er et energisystem, hvor vind og sol fylder stadig mere. I perioder med såkaldt dunkelflaute – det vil sige vejrforhold med meget lidt sol og vind, og deraf følgende lav produktion af sol- og vindenergi – presses priserne op, fordi dyrere reservekapacitet må dække efterspørgslen efter strøm.
For særligt de store energiforbrugere betyder det, at eksponering mod spotmarkedet bliver mere risikofyldt, mere usikker og i mange tilfælde dyrere. Når priserne i højere grad bestemmes time for time af vejret, bliver udsvingene større, og konsekvenserne for virksomheder med variabelt elforbrug mere markante.
Norsk påvirkning
Samtidig har flere af Danmarks nabolande indført eller foreslået politiske indgreb, der påvirker energiforbruget. I Norge har man indført ordningen Norgespris. Et statsligt tiltag, hvor private husstande og fritidsboliger kan vælge at låse elprisen fast på 0,5 NOK per kWh uanset markedsprisen. I rapporten fra Mind Energy fremgår det, at de tidlige indikationer på elforbruget er, at Norgespris allerede har ført til øget elforbrug i Sydnorge blandt husholdninger, der har valgt denne løsning.
Den øgede efterspørgsel kan presse priserne op i hele regionen – også i Danmark –, der er tæt forbundet med de nordiske elmarkeder. Mind Energys beregninger viser, at øget forbrug i Sydnorge kan betyde, at elpriserne i Danmark, Sverige og Finland ligger mellem 0,5 og 1,5 procent højere, end de ellers ville have gjort.
Tysk påvirkning
Også i Tyskland er der indført støtteordninger, herunder en subsidieret elpris for dele af den energiintensive industri. Samtidig har Tyskland udfaset store dele af sin mere stabile elproduktion og er i stigende grad afhængig af vind og sol. Det gør prisdannelsen mere volatil, og når efterspørgslen holdes oppe i perioder med dunkelflaute, kan det forstærke prisudsvingene i sammenkoblede markeder som det danske.
Forskellene mellem de sydlige og nordlige prisområder i Norden er steget over tid. Prisforskellen mellem Nordens billigste område, NO4 (Nordnorge) og det dyreste, DK1 (Vestdanmark) har i de seneste tre år været på ca. 58 EUR/MWh. Til sammenligning var forskellen i årene 2015 til 2021 ca. 8 EUR/MWh Generelt er priserne i de nordligste dele af Norden faldet, mens priserne i nogle af de sydlige budområder, der er mere knyttet til priserne i Tyskland, er steget med over 100 % i forhold til før energikrisen.
En ny virkelighed for danske elforbrugere
Ifølge Mind Energy står særligt de store danske energiforbrugere fra industri og produktion over for en ny virkelighed, hvor elprisen i stigende grad bestemmes af vejret og politiske beslutninger uden for Danmarks grænser. Det øger usikkerheden og stiller større krav til arbejdet med risikostyring og elindkøb.
“Virksomheder, der ikke aktivt forholder sig til deres energirisiko, påtager sig en markant højere risiko end tidligere og i sidste ende resulterer dette i de fleste tilfælde i højere energiomkostninger,” siger Lasse Kamp Simonsen.
Rapporten fra Mind Energy konkluderer, at de politiske indgreb, der er indført i flere europæiske lande, samlet set kan føre til mere volatilitet snarere end mindre. For danske virksomheder betyder det, at elprisen i stigende grad bør betragtes som en strategisk risikofaktor, som kræver løbende opmærksomhed og aktiv styring.


Nøgleord
Kontakter
Morten Kidal
Tlf:21 70 37 99Vedhæftede filer
Om Mind Energy
Mind Energy er Nordens største uafhængige energileverandør. Mind Energy har bl.a. kontorer i Aarhus, København. Stockholm, Malmø, Helsinki og Oslo. På tværs af koncernen har Mind Energy ca. 320 ansatte og aktiviter i både Norden, Europa, Storbritannien, Balkan og Australien.
Mind Energy er ejet af de to andelsselskaber Andel (ca. 2/3 ejerskab) og NRGi (ca. 1/3 ejerskab).
Følg pressemeddelelser fra Mind Energy
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.