Børns Vilkår åbner nyt rådgivningstilbud til børn og unge, der er udsat for vold
30.1.2026 05:45:00 CET | Børns Vilkår | Pressemeddelelse
Fra og med denne uge kan børn og unge, der er udsat for vold, få tilbudt et særligt rådgivningsforløb hos BørneTelefonen, hvor de taler med den samme rådgiver over en længere periode. Målet er at styrke børn og unges forudsætninger for at søge hjælp.

Når børn og unge er udsat for vold i hjemmet, er det ofte noget, de skjuler for omverdenen. De kan mangle et sprog for det, de udsættes for, og mange føler skyld og skam og er bange for konsekvenserne, hvis de søger hjælp. Hvad vil det betyde for deres søskende? Kommer deres mor eller far i fængsel?
Det kræver derfor også typisk en længere erkendelsesproces, før børn og unge, der er udsat for vold, er klar til at søge hjælp.
Mange eksisterende tilbud til voldsramte børn og unge forudsætter dog, at de opgiver deres anonymitet. I denne uge har Børns Vilkår derfor åbnet et nyt rådgivningstilbud på BørneTelefonen, hvor børn og unge udsat for vold med fuld anonymitet kan tale med den samme rådgiver over en længere periode. Rådgiverne er fagpersoner med særlig viden om vold, underretninger og det kommunale system.
”Én samtale er sjældent nok til at rådgive grundigt om så alvorlig en problematik som vold. Nogle børn kontakter derfor BørneTelefonen flere gange, dog uden mulighed for at tale med den samme rådgiver. Det er derfor, vi nu har udviklet et tilbud, hvor barnet gennem et samtaleforløb med samme rådgiver løbende kan støttes i den vigtige erkendelsesproces og selv vælger, om og hvornår det opgiver sin anonymitet,” siger psykolog på BørneTelefonen, Julie Bek.
Vold mod børn er – på trods af at det er ulovligt – stadig meget udbredt i mange hjem. I Børns Vilkårs seneste undersøgelse fra 2025 svarer hver sjette elev i 8. klasse, at de har været udsat for fysisk og/eller psykisk vold det seneste år. Hvert tredje af disse børn har ikke fortalt om volden til nogen.
”En væsentlig del af vores nye rådgivningstilbud er at vise børn og unge, at vi tror på deres fortælling. Børn og unge udsat for vold har tit en stor frygt for at blive mødt med mistro og afvisning. De frygter at stå endnu mere alene og sårbare, hvis de taler højt om volden. Vores rådgivning skal ses som et tilbud, der kan så et frø, som kan styrke børn og unges handleparathed og forudsætninger for at søge yderligere hjælp,” siger Julie Bek.
Børns Vilkårs nyudviklede rådgivningstilbud er muligt takket være en bevilling fra Offerfonden. Rådgivningstilbuddet er frivilligt, og barnet eller den unge bestemmer selv tempo og længde.
Kontakter
Pressetelefon
Tlf:20204459bornsvilkar.dkOm Børns Vilkår
Alle børn og unge har ret til at vokse op i tryghed, trivsel og uden vold og overgreb. Det har Børns Vilkår kæmpet for siden 1977, men der er stadig alt for mange børn og unge, der mistrives eller oplever voldsomme svigt og overgreb, der følger dem langt ind i voksenlivet.
Siden 1987 har vores nu døgnåbne BørneTelefon lyttet til alt det svære, som børn og unge har på hjerte. De samtaler er med til at give os en unik indsigt i børne- og ungdomslivet. En indsigt, vi værner om og har stor respekt for, og som vi bruger som ståsted for vores indsatser.
Vi står altid på børn og unges stemmer, som er fundamentet for vores arbejde. Sammen med vores alliancer og partnere, de mange frivillige, der nat og dag besvarer henvendelser på vores rådgivning, via samarbejdet med fagpersoner og med baggrund i vores folkelige forankring arbejder vi for, at ingen børn og unge i Danmark vokser op med svigt og mistrivsel.
Følg pressemeddelelser fra Børns Vilkår
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Børns Vilkår
Vold mod børn med etnisk minoritetsbaggrund bliver sjældent opdaget1.5.2026 05:02:00 CEST | Pressemeddelelse
Børn med etnisk minoritetsbaggrund fylder knapt tre gange så meget i sigtelsessager om vold i familien, som de udgør i den samlede børnebefolkning. Samtidig får kommunerne færre underretninger om børnegruppen. Det viser ny rapport fra Børns Vilkår.
Landsindsamling resulterer i 16 mio. kr. til BørneTelefonen og HØRT10.4.2026 06:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Pengene er talt op efter Børns Vilkårs landsindsamling, der blev afviklet søndag den 22. marts. Resultatet lyder på 16 millioner kroner.
18.300 indsamlere støtter Børns Vilkårs landsindsamling for at sikre døgnåben rådgivning til børn og unge22.3.2026 05:30:00 CET | Pressemeddelelse
I dag afholder Børns Vilkår landsindsamling, og tusindvis af indsamlere har tilmeldt sig. Pengene går til at holde rådgivningslinjerne BørneTelefonen og HØRT åbne døgnet rundt, så børn og unge altid kan få en voksen i røret, på sms eller chat, når de står alene med svære tanker.
Holger Runes spillersæt, privat foredrag med Claus Meyer og en specialdesignet kjole af Søren Le Schmidt kommer i dag under hammeren til fordel for Børns Vilkår4.3.2026 06:00:00 CET | Pressemeddelelse
I dag går en helt særlig auktion i luften, når Bruun Rasmussen, i anledning af Børns Vilkårs Landsindsamling 2026, åbner for bud på en række eksklusive gaver og oplevelser. Alle indtægter går til den fortsatte drift af rådgivningslinjerne BørneTelefonen og HØRT, der holder åbent døgnet rundt.
Samvær med biologiske forældre kan være en stor belastning for anbragte børn og unge3.3.2026 05:30:00 CET | Pressemeddelelse
Der er stor forskel på, hvor meget og hvordan anbragte børn og unge ønsker samvær med deres biologiske forældre. Systemet gør det dog svært at tilpasse og suspendere samværet, siger både fagpersoner og unge med anbringelseserfaring i ny rapport fra Børns Vilkår.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum