Elever har fået skolemad i tre uger: - Det er dejligt, at man ikke skal spise madpakker
27.1.2026 07:00:00 CET | Næstved Kommune | Pressemeddelelse
Vesterlandsskolen er med i et forsøg med skolemad, hvor elever på mellemtrinnet får serveret mad hver dag. Madordningen er blevet taget godt imod af eleverne

Når klokken har passeret 11.10, begynder de første elever at komme for at hente mad.
- Det dufter godt nok godt, siger en dreng fra fjerde klasse.
Han og en klassekammerat får udleveret dagens lune frokostret i to sorte flamingokasser.
Det er Bianca Lindenskov, der udleverer maden. Hun er uddannet kok og ansat som køkkenhelt på Vesterlandsskolen, afdeling Fuglebjerg. Hendes job består i at modtage mad fra leverandøren Det Danske Madhus, varme den op, forberede mad til dagen efter, gøre rent med mere.
- I dag står menuen på fiskefilet af isingfilet med kogte kartofler, dampede gulerødder og en dild- og citronsauce til, fortæller hun.
I løbet af de andre dage i ugen vil eleverne blandt andet få serveret kylling i karry med ris og grøntsager til og samosaer med grøntsagsfyld og stegte kartofler og courgetter til.
Vesterlandsskolen er med i skolemads-forsøg
Eleverne får skolemad, fordi Vesterlandsskolen er udtaget til et forsøg under Børne- og Undervisningsministeriet. Det skal indsamle viden om og erfaringer med skolemad i Danmark.
På afdeling Fuglebjerg får alle elever i 4., 5. og 6. klasse skolemad hver dag uden betaling, og på afdeling Grønbro er der en egenbetaling på 15 kroner per måltid.
- Det havde selvfølgelig været drømmescenariet, hvis vi kunne give mad til alle vores elever, men det er præmissen i forsøget, at det kun er enten indskoling, mellemtrin eller udskoling, der kan deltage, fortæller skoleleder Christine Felbo.
Det er skolebestyrelsen, der har valgt mellemtrinnet som målgruppe.
- Det er fordi, det er her vi har erfaring med, at nogle elever begynder at holde op med at spise deres madpakke. De kan synes, det er lidt akavet eller pinligt at sidde med madpakkerne, og det kan gøre det svært at holde fokus igennem en hel skoledag, siger Christine Felbo.
Slipper for madpakker
Lucas Sørensen fra 6. klasse er glad for, at Vesterlandsskolen er kommet med i forsøget:
- Jeg synes, det er meget fedt, at vi er blevet udvalgt. Det er dejligt, at man ikke skal spise madpakker, siger han.
Malthe Egholm fra 5. klasse kan godt lide, at hele klassen nu får det samme at spise:
- Vi snakker mere sammen og sidder ikke så meget i vores egen verden, siger han.
Hans klassekammerat Malucca Valentin-Andersen er glad for, at madpakkerne er fortid:
- Jeg synes, det er en god ting. Man får flere børn i skolen til at spise, i stedet for at der er mange, der ikke spiser deres madpakker
Er man mæt, lærer man bedre
Skoleleder Christine Felbo er enig med eleverne. Der er mange fordele ved, at alle elever får det samme at spise, og at det er sundt, indbydende og nærende:
- Jeg tror, det her får stor betydning. Hvis man er mæt, kan man bedre tage læring til sig i løbet af en skoledag og være aktiv i de sociale og faglige fællesskaber. Desuden er der en masse dannelse i at spise sammen. Have et fælles måltid, som man samles om. Det har stor betydning i mange familier, og det får det også her i skolen, siger hun.
Formand for Børne-, Skole- og Uddannelsesudvalget, Kasper Schneider glæder sig til at følge forsøget.
- Det bliver spændende at se hvilken forskel, et sundt og lækkert, fælles måltid midt på dagen får af betydning for eleverne på Vesterlandsskolen – både for deres indlæring og for fællesskabet. Jeg kan da godt selv blive lidt misundelig, når jeg ser, hvad de får til frokost i løbet af sådan en skoleuge, siger han.
Menuen på skolen følger kostrådene. Eleverne får vegetarretter tre dage om ugen, fisk en dag og kød en dag.
Forsøget med skolemad kører i tre år frem til og med 2028.
Kontakter
Christine FelboSkoleleder, Vesterlandsskolen
Tlf:55888041Tlf:22770164cfelb@naestved.dkKasper SchneiderFormand, Børne,- Skole- og Uddannelsesudvalget
Tlf:26 27 27 85kansch@naestved.dkBilleder



Følg pressemeddelelser fra Næstved Kommune
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Næstved Kommune
Næstved Kommune får erfaren og stærk profil som ny kommunaldirektør27.3.2026 09:00:00 CET | Pressemeddelelse
Næstved Byråd har torsdag aften besluttet at ansætte Henrik Harder som ny kommunaldirektør i Næstved Kommune. Med ansættelsen ser kommunen frem til et stærkt og tillidsfuldt samarbejde om den fortsatte udvikling af Næstved.
Næstved får en ny daginstitution i 202826.3.2026 20:18:11 CET | Pressemeddelelse
Byrådet har torsdag aften besluttet at afsætte 51,3 millioner kroner til at få bygget en ny daginstitution i Næstved.
Dansk-tysk konference i Næstved samler unge og beslutningstagere om fremtidens Femern Bælt-region26.3.2026 08:00:00 CET | Pressemeddelelse
Konference styrker samarbejdet mellem danske og tyske unge, fagfolk og politikere for at skabe en mere sammenhængende og bæredygtig Femern Bælt-region.
Invitation: Forbered dig på dit barns møde med nikotin19.3.2026 08:00:00 CET | Pressemeddelelse
Næstved Kommune inviterer forældre til gratis aften om unges brug af nikotin. Journalist Jacob Kragelund fra DR Kontant fortæller om børn og nikotinprodukter.
Børnene overhaler de voksne: Rekordhøj læselyst på bibliotekerne17.3.2026 06:00:00 CET | Pressemeddelelse
For første gang nogensinde overhaler børnenes læselyst de voksnes på bibliotekerne i Næstved Kommune. I 2025 stod børnematerialer for 51 procent af det samlede udlån.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum