Ny metode skal give børn med søvnapnø den rigtige behandling første gang
23.1.2026 07:00:00 CET | Regionshospitalet Gødstrup | Pressemeddelelse
Mange børn med obstruktiv søvnapnø sover uroligt, snorker højt og har pauser i vejrtrækningen om natten. Det kan gå ud over både trivsel, udvikling og familieliv. Et nyt tværsektorielt forskningsprojekt ved Regionshospitalet Gødstrup skal gøre udredningen mere præcis og hjælpe flere børn hurtigere i den rigtige retning.

Obstruktiv søvnapnø vurderes at forekomme hos 2–4 procent af børn i alderen 2–10 år, svarende til op mod 50.000 børn i Danmark. I dag får mange børn fjernet polypper og mandler ved mistanke om søvnapnø. Behandlingen hjælper mange, men senere opgørelser viser, at op mod en fjerdedel ikke bliver raske af standardoperationen.
Samtidig peger undersøgelser på, at nogle børn opereres uden reelt at have søvnapnø, mens andre ikke får den hjælp, de har brug for.
Det kan føre til både overbehandling og underbehandling og til, at symptomer som uro, koncentrationsbesvær og irritabilitet bliver tolket som noget andet, fx ADHD, uden at søvnen bliver undersøgt grundigt.
200-250 børn følges i et toårigt forskningsprojekt
Projektet følger 200–250 børn med mistanke om obstruktiv søvnapnø gennem udredning og behandling over to år. Ud over den kliniske vurdering indgår to sygdomsspecifikke spørgeskemaer om barnets symptomer og livskvalitet, og der følges op efter 3 og 6 måneder.
Målet er at finde mønstre i luftvejene, som kan forklare, hvorfor nogle børn ikke får tilstrækkelig effekt af standardoperationen, og hvordan udredningen kan skærpes. Ambitionen er at løfte andelen af børn, der bliver raske efter første behandling, fra omkring 75 procent og så tæt på 100 procent som muligt.
- Når et barn sover dårligt nat efter nat, påvirker det hele hverdagen. Vi vil gerne væk fra samme løsning til alle og i stedet blive bedre til at vælge den behandling, der passer til det enkelte barn, siger Mascha Hildebrandt, læge og ph.d.-studerende ved Regionshospitalet Gødstrup.
DISE viser hvor luftvejen lukker til
Forskningsprojektet indfører og evaluerer metoden DISE til børn i Danmark. DISE (Drug-Induced Sleep Endoscopy) bruges allerede til børn i flere andre lande. DISE er en undersøgelse, hvor barnet sover under let bedøvelse, mens lægen med et tyndt kamera kan se, hvor luftvejen bliver blokeret. Formålet er at kunne målrette behandlingen og undgå unødvendige eller forkerte indgreb.
- Det gør det muligt at se, hvor luftvejen reelt bliver blokeret, udover mandlerne og polypperne er der flere steder hvor dette kan ske, bl.a. ved den bløde gane, tungeroden eller strubelåget - steder, man ikke kan vurdere på samme måde, når barnet er vågent, forklarer Mascha Hildebrandt.
De første børn har allerede fået foretaget DISE i forbindelse med opstarten af projektet på Regionshospitalet Gødstrup. Projektet er desuden succesfuldt opstartet i Øre-næse-hals praksis i Randers.
- DISE giver os mulighed for at se problemet, mens det faktisk opstår. Det kan blive et vigtigt skridt mod mere målrettet behandling, så flere børn får den rigtige hjælp første gang, siger professor Therese Ovesen fra Øre-, Næse-, og Halskirurgi, Regionshospitalet Gødstrup og Institut for Klinisk Medicin, Aarhus Universitet.
Projektet er tværsektorielt og forankret i praksis med deltagelse af øre-, næse-, og halsklinikker i både by og land samt hospital. Der indgår også internationalt samarbejde, hvor data sammenlignes med en anonymiseret kohorte fra Antwerpen Universitet i Belgien.
Forskerne forventer, at en mere præcis udredning kan give flere gevinster:
- Bedre søvn og trivsel for barnet, færre symptomer i hverdagen og mindre risiko for, at problemerne bliver misforstået eller fejlbehandlet
- Mere ro og mindre bekymring for familien, fordi man hurtigere får en forklaring og en plan
- Færre unødvendige eller virkningsløse indgreb, færre gentagne forløb og bedre grundlag for ensartet behandling på tværs af regioner.
- På længere sigt kan bedre opsporing og opfølgning også have forebyggende betydning, fx for børn med overvægt, som kan have øget risiko for, at søvnapnøen fortsætter efter operation.
Fakta om DISE-projektet:
Titel: Endoscopic classification of airway obstruction in Danish children with obstructive sleep disordered breathing
Projektperiode: Ultimo 2025 til Ultimo 2027 - med mulighed for forlængelse.
Deltagere: 250-300 børn (2–10 år) med mistanke om obstruktiv søvnapnø
Metode: DISE (Drug-Induced Sleep Endoscopy) efter standardiseret protokol
Opfølgning: Efter henholdsvis 3 og 6 måneder, inkl. spørgeskemaer til familierne.
Samarbejde: Øre-,næse-,halslægerne Århusvej, Randers og Regionshospitalet Gødstrup, samt international sammenligning med kohorte fra Antwerpen Universitet
Pilotprojekt i praksis (Øre-næse-halslægerne Århusvej): 6 børn (11/2024) viste, at DISE er gennemførlig og praktisk anvendelig i dansk praksis
Nøgleord
Kontakter
Mascha Hildebrandt, Læge, PhD studerende, Øre-, Næse-, og Halskirurgi, Regionshospitalet Gødstrup, mail: mashil@rm.dk
Professor Therese Ovesen, Øre-, Næse-, og Halskirurgi, Regionshospitalet Gødstrup og Institut for Klinisk Medicin, Aarhus Universitet. Mail: theroves@rm.dk
Dorthe Gærup Olesen, kommunikationskonsulent, mail: dogani@rm.dk, Tlf: 61379386
Billeder

Links
Følg pressemeddelelser fra Regionshospitalet Gødstrup
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Regionshospitalet Gødstrup
Stor undersøgelse af børns blodtryk udvides til Aalborg17.8.2026 08:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Mere end 1.600 børn i Herning Kommune har allerede deltaget i en stor undersøgelse af børns blodtryk. Nye bevillinger bringer projektet tættere på målet om 10.000 børn, og udvider undersøgelsen til Aalborg Kommune.
Hospitalet får ny professor i udredning af hjertesygdom2.6.2026 09:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Ph.d. Simon Winther er udnævnt til klinisk professor ved Institut for Klinisk Medicin på Aarhus Universitet. Med udnævnelsen bliver han den tredje professor ved Universitetsklinik for diagnostik, behandling og rehabilitering af iskæmisk hjertesygdom på Regionshospitalet Gødstrup – og hospitalets 10. professor.
Berit Bjerre Handberg bliver ny cheflæge på Operation og Intensiv29.5.2026 08:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Regionshospitalet Gødstrup kan med glæde meddele, at fra 1.9. 2026 er Berit Bjerre Handberg ansat som cheflæge på Operation og Intensiv.
Nu bliver der skabt en sanse– og nyttehave med stort potentiale for fremtiden12.5.2026 08:43:21 CEST | Pressemeddelelse
Det første spadestik er taget til et helt særligt område på Regionshospitalet Gødstrup. En sanse– og nyttehave, der skal være et fristed for patienter og personale, og hvor der skal dyrkes grøntsager og frugt, der skal bruges i hospitalets køkken.
Fejl på opdatering af telefoner er tæt på at være løst8.5.2026 11:25:23 CEST | Pressemeddelelse
Efter, at 1254 telefoner mandag i denne uge blev ramt af en fejl ved en planmæssig opdatering, er Regionshospitalet Gødstrup nu igen ved at være i normal drift.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum