Københavns Kommune Økonomiforvaltningen

Nu får København og Aarhus mulighed for at sætte ind over for ulovlig korttidsudlejning

Del

En ny politisk aftale giver kommuner lov til at føre tilsyn med ulovlig korttidsudlejning på tjenester som Airbnb. Virkelig godt nyt, lyder det samstemmende fra tre borgmestre.

Snart kan det være slut med nøglebokse på stribe til københavnske og aarhusianske opgange som symbolet på, at her er der lukket land for lejlighedssøgende, mens udlejere ulovligt tjener kassen på turister.

Regeringen har nemlig sammen med en række partier på Christiansborg netop indgået en ny aftale, som styrker tilsynet og forhøjer bødestraffen for brud på reglerne for korttidsudlejning via tjenester som for eksempel Airbnb.

"Jeg er stor tilhænger af, at man kan tjene en skilling på at leje sin bolig ud, mens man er på ferie. Men reglerne skal overholdes, og det bliver de ikke i dag. Derfor er jeg glad for, at vi nu kan komme efter dem der snyder med store bøder både til bagmænd og platforme. Boliger er til at bo i, ikke til at drive skyggehoteller," siger minister for byer og landdistrikter Morten Dahlin (V).

Og det er overborgmester Sisse Marie Welling (SF) enig i. Derfor er hun glad for den nye aftale.

"Jeg er glad for, at der findes tjenester som Airbnb, man kan benytte sig af, når man for eksempel selv holder ferie, men det er simpelthen en hån mod helt almindelige københavnere, når griske udlejere fjerner boliger fra markedet for at leje dem ud via tjenester som Airbnb. Derfor er jeg så glad for, at regeringen og aftalepartierne nu tager det første skridt til, at vi kan få lejlighederne tilbage til københavnerne. Det er virkelig godt, og som overborgmester kan jeg godt garantere allerede nu, at vi står klar til at føre klapjagt mod dem der bryder reglerne," siger Sisse Marie Welling.

Der findes ingen officielle tal på, hvor stort omfanget af Airbnb-snyd er, og hvor mange lejligheder i København, der bruges til såkaldte skyggehoteller, da data ikke tidligere er blevet delt med myndighederne.

Det bliver der lavet om på nu. Og samtidig får kommunerne lov til at føre tilsyn med, at man ikke lejer sin helårsbolig ud mere end maksimalt 70 dage om året.

Det er en mulighed, Københavns Kommune har tænkt sig at benytte sig af.

"Ulovlig udlejning presser priserne på boliger op og risikerer at omdanne nogle gader og bydele til rene kulisser for turister. Vi har i alt for lang tid manglet værktøjer til at dæmme op for problemet. Med denne aftale får Københavns Kommune bedre muligheder for at sætte en stopper for rigmænd, der bevidst bryder reglerne for at tjene penge på ulovlig udlejning. Vi har allerede vedtaget at etablere en Boligpatrulje, der kan gå i gang med det opsøgende arbejde og øget kontrol, lige så snart loven træder i kraft," siger Line Barfod (EL), klima-, miljø- og teknikborgmester i Københavns Kommune.

Også i Aarhus Kommune kender man godt til problemerne. Derfor er borgmester Anders Winnerskjold (S) også glad for den nye aftale.

"Det har været bekymrende at konstatere, at de sympatiske muligheder, Airbnb rummer for private for at supplere deres indtægt - og for andre for som turist at finde nye overnatningsmuligheder, bliver misbrugt. Derfor er det glædeligt, at der nu er landet en politisk aftale med både konkrete redskaber og øgede sanktioner, så vi i kommunerne sammen med andre relevante myndigheder får bedre muligheder for at komme misbruget til livs. Også af hensyn til de boligsøgende, som spekulationen har begrænset mulighederne for ved organiseret misbrug af lejemål," siger Anders Winnerskjold.

Fakta:

Aftalen ’Styrket tilsyn og bedre sanktionsmuligheder i relation til korttidsudlejning’ er indgået af regeringen (Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne), Danmarksdemokraterne, Socialistisk Folkeparti, Liberal Alliance, Det Konservative Folkeparti, Enhedslisten, Dansk Folkeparti, Radikale Venstre og Alternativet.

Det omfatter aftalen:

  • Der indføres mulighed for at påbyde udlejningsplatforme, ejere og brugere at udlevere relevante oplysninger til tilsynsmyndigheden i konkrete tilsynssager.
  • Der indføres mulighed for at påbyde udlejningsplatforme at gribe ind over for ulovligt indhold ved at blokere for flere bookinger eller fjerne en udlejningsannonce.
  • Der indføres nye muligheder for bødestraf, hvis udlejningsplatforme, ejere og brugere ikke efterlever påbud fra tilsynsmyndigheden.
  • Der indføres skærpede bødestørrelser for overtrædelse af sommerhuslovens regler for korttidsudlejning af egen fulde helårsbolig.
  • Der indføres skærpede bødestørrelser for at udleje en ejendom i strid med reglerne om erhvervsmæssig udlejning, navnlig for de såkaldte skyggehoteller.
  • Der indføres mulighed for, at en kommune kan overtage tilsynet med, at kortidsudlejning af egen fulde helårsbolig sker efter reglerne

Baggrund:

  • Reglerne for udlejning af egen fulde helårsbolig blev indført i 2019 i sommerhuslovens §§ 5-6 og fastsætter tre mulige udlejningsgrænser:
    • Hvis udlejningen af egen fulde helårsbolig foretages privat uden brug af udlejningsplatform, er grænsen 30 dage pr. kalenderår.
    • Hvis udlejningen af egen fulde helårsbolig udelukkende formidles via en udlejningsplatform, der indberetter lejeindtægten til Skatteforvaltningen, er grænsen 70 dage pr. kalenderår.
    • Den enkelte kommunalbestyrelse kan beslutte at hæve grænsen for udlejningen af egen fulde helårsbolig, der udelukkende formidles via en udlejningsplatform, der indberetter lejeindtægten til Skatteforvaltningen, fra 70 dage og op til 100 dage pr. kalenderår

Læs den fulde aftale via linket her.

Følg pressemeddelelser fra Københavns Kommune Økonomiforvaltningen

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Københavns Kommune Økonomiforvaltningen

Så meget mere skal førstegangskøbere nu have op af lommen for at købe bolig i København8.12.2025 12:39:27 CET | Pressemeddelelse

Førstegangskøbere skal nu mindst tjene 900.000 kr. om året for at låne til en bolig på 60 m² i København - hele 22 procent mere end i 2024. Det viser Københavns Kommunes årlige boligredegørelse. Den konkluderer blandt andet også, at der er behov for 77.000 nye boliger i byen frem mod 2060, og knap hver anden ung udenfor byen drømmer om at flytte til København.

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
World GlobeA line styled icon from Orion Icon Library.HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye