Helle Waagepetersen bliver ny direktør for DTU Sundhedsteknologi
21.1.2026 15:00:00 CET | DTU - Danmarks Tekniske Universitet | Pressemeddelelse
Prorektor på Syddansk Universitet, Helle Waagepetersen, tiltræder 1. marts som ny institutdirektør for DTU Sundhedsteknologi.

Helle Waagepetersen er cand.pharm. og ph.d. i neurokemi og har gennem sin karriere markeret sig som en leder, der kan samle store forskningsmiljøer og udvikle dem i tæt samarbejde med både klinik og industri.
Siden 2022 har hun været prorektor for uddannelse ved Syddansk Universitet, hvor hun har haft ansvar for den samlede uddannelsesportefølje og stået i spidsen for større strategiske satsninger på tværs af de faglige hovedområder.
“Helle Waagepetersen har en usædvanlig stærk kombination af forskningsfaglig tyngde, strategisk udsyn og dokumenteret ledelseskraft. Hun har vist, at hun kan udvikle store faglige miljøer, skabe fælles retning og bygge bro mellem universitet, klinik og industri. Og det er præcis den type leder, DTU Sundhedsteknologi har brug for i en tid, hvor sundhedsområdet udvikler sig hurtigt, og hvor teknologiske løsninger får stadig større betydning for patienter og samfund,” siger prorektor på DTU, Christine Nellemann.
Internationalt anerkendt forsker
Fra 2018 til 2022 var Helle Waagepetersen institutleder for Institut for Lægemiddeldesign og Farmakologi på Københavns Universitet. Her stod hun i spidsen for et forskningsintensivt Life Science‑miljø og gennemførte en større strategisk udvikling af instituttet. Det omfattede bl.a. etableringen af tværgående forskningsmiljøer, styrkelse af innovationsmiljøer og et målrettet initiativ mod udvikling af en datadrevet uddannelsesprofil.
Inden lederrollerne opbyggede Helle Waagepetersen et internationalt anerkendt forskningsmiljø med fokus på hjernens energimetabolisme, neurotransmission og sygdomsmekanismer. Hun har publiceret mere end 185 videnskabelige artikler og modtaget flere priser for sin forskning, herunder Alzheimer Forskningsfondens pris og European Society of Neurochemistry’s Young Lectureship Award. I sin tid som professor på Københavns Universitet modtog hun også Københavns Universitets Internationale Studiemiljøpris for sin indsats i arbejdet med uddannelses- og studiemiljø.
Tæt integration mellem forskning og praksis
Samarbejdet med hospitaler og regioner har stået centralt i Helle Waagepetersens arbejde. Hun styrkede kliniknær forskning, etablerede delestillinger og arbejdede for tæt integration mellem forskningsprojekter og praksis i sundhedsvæsenet.
Det er erfaringer, der matcher DTU Sundhedsteknologis profil i feltet mellem ingeniørvidenskab og sundhedsfaglig praksis. Og det er erfaringer, som understøtter DTU Sundhedsteknologis centrale rolle i Technical University Hospital of Greater Copenhagen (TUH), hvor DTU og Region Hovedstaden udvikler og tester nye løsninger fra avanceret diagnostik til datadrevne behandlingsteknologier i tæt tværfagligt samarbejde mellem ingeniører og læger.
“DTU Sundhedsteknologi er en helt unik konstruktion i Danmark, hvor teknisk videnskab, sundhedsfaglig praksis og innovation mødes på tværs. Jeg glæder mig til at understøtte og videreudvikle instituttets stærke forskningsmiljøer, dygtige medarbejdere og tætte samarbejder med hospitaler, regioner og virksomheder. Sundhedsteknologi spiller en afgørende og stadig stigende rolle i sundhedsvæsnet, og jeg ser frem til at være med til at styrke DTU’s bidrag til den udvikling,” siger Helle Waagepetersen, kommende direktør for DTU Sundhedsteknologi.
Kontakter
Christine NellemannProrektorDTU
Tlf:41 58 45 10DTU-prorektor@dtu.dkDTU - Danmarks Tekniske Universitet
DTU er et teknisk eliteuniversitet med international rækkevidde og standard. Vores mission er at udvikle og nyttiggøre naturvidenskab og teknisk videnskab til gavn for samfundet.
Følg pressemeddelelser fra DTU - Danmarks Tekniske Universitet
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra DTU - Danmarks Tekniske Universitet
Længden på dit lår kan være med til at afsløre diabetes29.7.2026 06:00:00 CEST | Pressemeddelelse
En ny hjemmetest kan med høj præcision spore type 2-diabetes eller prædiabetes. Testen er udviklet ved hjælp af kunstig intelligens og store mængder sundhedsdata – og overrasker ved, at man bl.a. skal måle længden på sit lår.
Rekordstor interesse for DTU blandt unge28.7.2026 00:01:00 CEST | Pressemeddelelse
Mere end 3.300 ansøgere har DTU som førsteprioritet, men politiske begrænsninger betyder, at universitetet fortsat må afvise kvalificerede unge, der gerne vil være ingeniører.
DTU-instrument består første videnskabelige prøve på vej mod asteroiden Psyche20.7.2026 09:59:09 CEST | Pressemeddelelse
Forbiflyvningen af Mars var den første mulighed for at teste det DTU-udviklede magnetometers videnskabelige ydeevne ved en planet.
DTU, FE og Industriens Fond i unikt samarbejde om forsvarsteknologier15.7.2026 08:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Danmarks teknologiske beredskab skal styrkes, og det skal virksomheder og forskning bidrage til. Derfor etableres nyt, tværgående samarbejde.
Tusindvis af ansøgere til DTU’s uddannelser6.7.2026 10:00:09 CEST | Pressemeddelelse
8.539 har i år søgt optagelse på DTU, hvilket er én pct. mere end sidste år. Antallet af kvindelige ansøgere stiger også.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum