Lauritz.com

Originale røde postkasser på auktion hos Lauritz.com til fordel for Danmarks Indsamling 2026

Del

De ikoniske røde postkasser, som i generationer har været en del af det danske gadebillede, får nu nyt liv – og en ny betydning. Lauritz.com sætter i forbindelse med Danmarks Indsamling 2026 omkring 200 originale postkasser på auktion, hvor alle indtægter går direkte og ubeskåret til Danmarks Indsamling 2026.

Auktionen rummer både omkring 100 klassiske originale røde postkasser, de sidste postkasser fra over 50 kommuner, postkasser fra særlige historiske adresser samt en række kunstnerisk transformerede postkasser, der gør den traditionsrige genstand til samtidskunst og samlerobjekt.

“De røde postkasser er en del af vores fælles historie. De har båret kærlighedsbreve, afskeder, julekort, postkort og hverdagens små ord ud i verden. Nu kan de være med til at gøre en forskel på en helt ny måde – til fordel for Danmarks Indsamling,” lyder det fra CEO af Lauritz.com, Thomas Djurhuus Friberg. 

Postkasser med historie fra hele Danmark

Blandt auktionens mange postkasser findes de sidste postkasser fra en lang række kommuner – unikke stykker Danmarkshistorie, som har stået i byer og lokalsamfund i årtier.

Eksempler fra auktionen tæller blandt andet postkasser fra markante og fortællende steder i Danmark:

  • Christiansborg Slotsplads, København K – placeret i Danmarks magtcentrum og et stærkt symbol på nationens historie og demokrati.

  • Amaliegade, København K – tæt på Amalienborg og Frederiksstadens historiske byrum.

  • Kastellet, København Ø – et af Nordeuropas bedst bevarede fæstningsanlæg og et sted med særlig tyngde i dansk historie.

  • Kastrup Lufthavn – et internationalt knudepunkt, hvor millioner af rejsende gennem tiden har sendt hilsner ud i verden.

  • Banegårdspladsen, Aarhus C og John F. Kennedys Plads, Aalborg – postkasser fra byens puls og bevægelse, hvor hverdagen og de store øjeblikke krydser hinanden.

  • Ramsherred, Odense – i H.C. Andersens fødeby, hvor eventyrets Danmark stadig lever.

  • Algade, Roskilde – tæt på Roskilde Domkirke, kongelig historie og kulturens store samlingspunkter.

  • Svaneke Torv og Gudhjem, Bornholm – postkasser fra ø-liv, sommerstemning og dansk kystkultur.

  • Gilleleje – en postkasse fra en af de mest historisk ladede kystbyer i fortællingen om Danmark under besættelsen.

Når postkassen bliver kunst

Auktionen rummer også en særlig kategori af postkasser, der er blevet forvandlet til kunstværker af danske kunstnere. Her mødes nostalgi, design og fortælling i et objekt, som både kan stå som statement piece i hjemmet – og samtidig støtte et godt formål.

Blandt auktionens kunstværker kan nævnes:

Jes Brinch – “Nostalgi-postkasse”
En håndmalet postkasse skabt til Danmarks Indsamling 2026, hvor motiverne fortæller historien om dansk postvæsen gennem tiden – fra kuglepost og jernbanepost til e-mail og droner. Et værk med humor og futuristisk nostalgi, hvor fortid og fremtid mødes på en ikonisk genstand.

Søren Dahlgaard – “Kunstpostkasse”
En postkasse overdækket med mere end hundrede kunstfrimærker produceret på Post Danmarks oprindelige frimærkemaskiner i samarbejde med artstamp.dk. Værket trækker tråde til mail art-traditionen og rummer desuden en særlig goodiebag til den kommende ejer.

Mille Kalsmose – “Collected Memory – Et levende arkiv”
Et deltagerbaseret værk, hvor postkassen bliver et levende arkiv for menneskelig forbundethed. En række håndskrevne breve følger med som en del af værket, og den nye ejer inviteres til selv at fortsætte fortællingen.

Hele beløbet går til Danmarks Indsamling 2026

Auktionen afholdes i tæt tilknytning til Danmarks Indsamling 2026, og alle indtægter går direkte til formålet.

Lauritz.com donerer alle involverede salærer og gebyrer, så beløbet går direkte og ubeskåret til Danmarks Indsamling 2026.

Sådan deltager man

Postkasserne kan bydes på online via Lauritz.com fra d. 16. januar kl. 09:00, og auktionerne løber frem til d. 31. januar 2026.

Se hele udvalget af postkasser og støt Danmarks Indsamling 2026 på Lauritz.com.

Fakta i korte træk

  • Omkring 200 originale røde postkasser på auktion

  • De sidste postkasser fra over 50 kommuner

  • 100 klassiske originale postkasser

  • Postkasser fra historiske adresser og kunstnerisk udsmykkede værker

  • Alle indtægter går direkte og ubeskåret til Danmarks Indsamling 2026

Kontakter

Om Lauritz.com

Lauritz.com er et online auktionshus, som primært sælger kunst, kunstindustri, smykker, møbler og andet indbo på sin hjemmeside og via live auktioner i Hørsholm. Virksomheden blev efter en konkurs i 2023 købt af Auktionshuset.com, hvorved 7 auktionshuse og godt 50 arbejdspladser blev bevaret. I oktober 2024 relancerede Auktionshuset.com virksomheden under Lauritz-brandet.

Følg pressemeddelelser fra Lauritz.com

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Lauritz.com

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
World GlobeA line styled icon from Orion Icon Library.HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye