Ny professor styrker behandlingen af komplekse knoglelidelser

Del

Den 43-årige ortopædkirurg, Jan Duedal Rölfing, udnævnes til klinisk professor på Institut for Klinisk Medicin på Aarhus Universitet. Her forsker han i ortopædkirurgisk rekonstruktion med fokus på fejlstillinger, benlængdeforskelle og manglende knogleheling.

Jan Duedal Rölfing tiltræder professoratet i Ortopædkirurgisk Rekonstruktion på Institut for Klinisk Medicin og Ortopædkirurgisk Afdeling på Aarhus Universitetshospital den 1. februar 2026.
Jan Duedal Rölfing tiltræder professoratet i Ortopædkirurgisk Rekonstruktion på Institut for Klinisk Medicin og Ortopædkirurgisk Afdeling på Aarhus Universitetshospital den 1. februar 2026. Foto: Aarhus Universitetshospital.

Jan Duedal Rölfing har i en årrække forsket i behandling af både almindelige knoglebrud og mere komplekse ortopædkirurgiske tilstande som fejlstillinger i arme og ben, benlængdeforskelle og knogler, der ikke heler af sig selv. Det er tilstande, der kan have stor betydning for patienternes fysiske funktion og livskvalitet uanset alder.

”Mit mål er at skabe den nødvendige evidens, så vi kan tilbyde den bedst mulige behandling til patienter med komplekse knoglelidelser. Professoratet er kulminationen af mange års målrettet forskningsindsats ved siden af min kliniske fuldtidsstilling. Ansættelsen giver mig mulighed for at dedikere mere tid til forskning og udvide samarbejdet med både danske og internationale kolleger,” siger Jan Duedal Rölfing.

Den nye kliniske professor deltager i flere nationale og internationale forskningsprojekter, blandt andet om komplikationer ved rekonstruktive teknikker, korrektion af fejlstillinger med motoriserede marvsøm og anvendelse af eksterne ringfiksatorer ved svære knoglebrud. I 2026 igangsættes desuden WISE-DK, et landsdækkende projekt om genoptræning efter håndledsbrud.

Ved siden af den kliniske forskning arbejder Jan Duedal Rölfing som overlæge på Ortopædkirurgisk Afdeling på Aarhus Universitetshospital og med medicinsk uddannelsesforskning, hvor han undersøger, hvordan studerende og yngre læger udvikler kirurgiske kompetencer i trygge læringsmiljøer. Han organiserer og afholder også workshops for eksperter fra hele verden for at udveksle erfaringer med avancerede rekonstruktive behandlinger.

Kontakt
Klinisk professor og overlæge Jan Duedal Rölfing
Aarhus Universitet, Institut for Klinisk Medicin og
Aarhus Universitetshospital, Ortopædkirurgisk Afdeling
Telefon: 30 22 03 28
Mail: jan.roelfing@clin.au.dk

Health er det sundhedsvidenskabelige fakultet på Aarhus Universitet, hvis hovedopgaver er forskning og uddannelse. Fakultetet udbyder en lang række sundhedsuddannelser, bl.a. læge, tandlæge, idræt og folkesundhedsvidenskab. Health består af fem institutter, ca. 4.400 studerende, 1.500 ansatte og 600 ph.d.-studerende.

Følg pressemeddelelser fra Aarhus Universitet: Health

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Aarhus Universitet: Health

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
World GlobeA line styled icon from Orion Icon Library.HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye