Ny podcastserie inviterer kendte til samtale om mænd og maskulinitet
15.1.2026 08:00:00 CET | Roskilde Universitet | Pressemeddelelse
Podcastserien 'Drømmemænd' formidler og diskuterer spørgsmål om mænd og maskulinitet fra et forskningsmæssigt perspektiv og med afsæt i populærkulturen.

Er mænd i krise - eller i forandring? Er tolerance blevet maskulint?
Det er bare et par af de spørgsmål, som bliver forsøgt besvaret i den nye podcastserie 'Drømmemænd', der får premiere den 21. januar.
I podcastserien taler værterne, lektor Tobias Raun fra Roskilde Universitet og forfatter og journalist på Weekendavisen Linea Maja Ernst, med kendte danskere om mænd og maskulinitet i populærkulturen. Sammen sætter de fokus på forandringer i måden, vi tænker, gør og repræsenterer maskulinitet på i dag. Serien undersøger emnet i et krydsfelt mellem forskning, kultur og offentlig debat.
Serien er på seks episoder, og de kendte gæster er forfatter og vært på DR-podcasten ’Hjerteflimmer for voksne’ Sebastian Lynggaard, forfatter og psykolog Glenn Bech, caster for tv-programmet ’Bachelorette’ Ingebeth Solveig Drost, forfatter og dramatiker Elias Sadaq, forfatter Lasse Dyrholm Jensen og musiker Simon Kvamm.
"Ambitionen er at gøre forskningsbaseret viden tilgængelig for en bredere offentlighed på en måde, der opleves både vedkommende og aktuel, og hvor der er plads til både faglig fordybelse, nysgerrig refleksion, grin og pingpong mellem værter og gæster," siger vært og lektor Tobias Raun fra Institut for Kommunikation og Humanistisk Videnskab på Roskilde Universitet.
Teori og hyggelig samtale
Et af målene med podcasten er at forsøge at balancere mellem forskningsformidling især koblet til maskulinitetsteori, hyggelig samtale mellem to værter og en kulturanalyse af, hvor man står lige nu i forhold til kønsspørgsmål, og hvordan det debatteres, repræsenteres og leves i den aktuelle danske kultur.
Det sker på baggrund af en samtale med en ny kendt gæst i hver episode.
”Dette er virkelig et forsøg på at tage populærkulturen ind og tage den alvorligt som et sted, hvor der i disse år foregår en vigtig og udfordrende debat om maskulinitet. Det er tydeligt, at der er opbrudsstemning, og at der sker noget nyt – og det mangler vi at undersøge og diskutere på kvalificeret og nuanceret vis. Det er podcasten et forsøg på i dialog med nogle af de stemmer, som aktivt bidrager til genforhandlingen af maskulinitet. Vi forener det populære og det mere nørdede,” siger Tobias Raun.
Podcastserien er blevet til med støtte fra et Carlsberg Mindelegat fra Carlsbergfondet, og den er produceret af Rakkerpak Productions.
Fakta: Drømmemænd
Podcastserien 'Drømmemænd' kan høres på alle kendte podcast-apps herunder Spotify. Her vil de to første episoder være tilgængelige fra den 21. januar 2026. Derefter udgives en episode hver uge.
Serien rummer seks episoder:
1. Mænd i krise – eller i forandring? Maskuline idealer og selvtvivl. Gæst: Sebastian Lynggaard, forfatter, vært på DR-podcasten ’Hjerteflimmer for voksne’ og står bag Instagram-profilen @herligesvend.
2. Er tolerance blevet maskulint? Maskulinitetsnormer og homofobi. Gæst: Glenn Bech, forfatter og psykolog.
3. Mand med perleørering: Den nye heteroseksuelle mand i ’Bachelorette’. Gæst: Ingebeth Solveig Drost, caster til tv-programmet ’Bachelorette’.
4. Den brune mands handlerum: Hårdhed, omsorg og seksualitet. Gæst: Elias Sadaq, forfatter og dramatiker.
5. Transmandens tilsynekomst: Maskulinitetens grænseland. Gæst: Lasse Dyrholm Jensen, forfatter.
6. Musik og maskulinitet: Hvorfor er guitaren så vigtig foran skridtet? Gæst: Simon Kvamm, musiker.
Kontakter
Lektor Tobias Raun, e-mail: tobiasra@ruc.dk, mobil: 2491 1699
Billeder

Følg pressemeddelelser fra Roskilde Universitet
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Roskilde Universitet
Modtager af RUC’s forskningsformidlingspris: ”Forskningsformidlingen kan være med til at kvalificere forskningen”17.9.2026 08:44:25 CEST | Pressemeddelelse
I år går Roskilde Universitets forskningsformidlingspris til lektorerne Sabina Pultz og Magnus Paulsen Hansen for formidlingen af deres forskningsprojekt, som sætter fokus på arbejdsløshed og behandlingen af arbejdsløse.
Nyt masterforløb skal ruste Danmark mod kriser og trusler16.9.2026 10:02:53 CEST | Pressemeddelelse
Center for Samfundssikkerhed og Resiliens (SECURE) på Roskilde Universitet tager imod det første hold studerende på et nyt masterforløb i samfundssikkerhed og totalberedskab – det første af sin art i Danmark. Minister for samfundssikkerhed og beredskab Lisbeth Bech-Nielsen deltager i åbningen.
Årets æresalumne på Roskilde Universitet er Lars Frelle-Petersen16.9.2026 05:30:00 CEST | Pressemeddelelse
Hvad gør en god leder – og hvad undervurderer ledere ofte? Departementschef Lars Frelle-Petersen deler sine erfaringer. Han modtager i år Roskilde Universitets æresalumnepris.
Roskilde Universitet og Sjællands Universitetshospital indgår strategisk partnerskabsaftale15.9.2026 07:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Målet med det strategiske samarbejde er at udvikle, igangsætte og drive indsatser inden for parternes kerneområder til gavn for regionen.
Nyt værktøj skal styrke samarbejde mellem Danmark og Tyskland10.9.2026 08:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Når Femern Bælt-forbindelsen åbner, bliver Østdanmark og Nordtyskland knyttet langt tættere sammen. Men en tunnel skaber ikke i sig selv en sammenhængende region. Derfor har Roskilde Universitet som led i det dansk-tyske Interreg-projekt Dannelsesregionen udviklet Femern Bælt Kompasset – et nyt værktøj til organisationer, der samarbejder på tværs af grænsen.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum