Oxfam Danmark

På ti dage har den rigeste ene procent af verdens befolkning brændt deres CO2-andel for 2026 af

Del

Få dage inde i 2026 har de allerrigeste opbrugt deres andel af det samlede CO2-budget. Det kalder på politisk handling, mener Oxfam.  

Den rigeste ene procent af verdens befolkning har allerede opbrugt sin andel af det årlige CO2-budget i løbet af årets første ti dage. Det viser en analyse fra Oxfam.

CO2-budgettet er mængden af ​​CO2, der kan udledes til atmosfæren uden at øge den globale opvarmning med mere end 1,5 grader.

De rigeste 0,1 procent havde allerede brugt deres andel den 3. januar. Det er et tydeligt eksempel på en velkendt problematik, siger Mads Busck, der er klimapolitisk rådgiver hos Oxfam Danmark.

”Det viser, hvordan de superrige i høj grad driver klimakrisen. Selvom de har opbrugt deres andel allerede nu, stopper de jo desværre ikke med at udlede CO2 resten af året. Verdens rigeste procent udleder hver især i gennemsnit 76 ton CO2, men deres CO2-budget er kun 2,1 ton. Deres markante overforbrug ender med at få konsekvenser for os alle sammen, og det er ikke rimeligt.”

For at holde den globale opvarmning inden for 1,5-gradersmålsætningen skal den rigeste ene procent skære deres udledninger med 97 procent inden 2030. Det viser Oxfam-rapporten Climate Plunder: How a powerful few are locking the world into disaster, der udkom forud for COP30 i efteråret 2025.

Samtidig står det klart, at dem, der har bidraget mindst til klimakrisen, bliver hårdest ramt af klimaforandringerne. En gennemsnitsperson fra den fattigste halvdel af verdensbefolkningen udleder i gennemsnit 2 kg CO2 om dagen, mens en person fra verdens rigeste 0,1 % udleder over 800 kg CO2 om dagen.

Hvis de største forurenere får lov at fortsætte uden at stå til ansvar for deres udledninger, risikerer vi, at den brede befolknings opbakning til klimahandling forsvinder. Derfor er vores politikere nødt til at gøre mere for at sikre en mere rimelig fordeling af CO2-budgettet,” siger Mads Busck.

Oxfam opfordrer derfor regeringen til at gennemføre tiltag, der kan reducere udledningerne fra de rigeste. Det kan f.eks. være ved at indføre en formueskat for de allerrigeste, pålægge en flyskat, der stiger i takt med antallet af flyvninger – samt at beskatte luksusflyvninger som business class og private flyvninger.

”Vi mener desuden, at der bør indføres et globalt forbrugsmål for vores CO2-udledninger. Vi havde chancen før jul, men missede den, da klimaloven blev revideret. Det håber jeg, at vi får lavet om på efter næste valg,” siger Mads Busck.

//

Noter til redaktører:

Oxfams nyeste rapport i klima og ulighed, baseret på data fra Stockholm Environment Institute, viser, at den rigeste 1 procent udleder 75,1 ton pr. person om året (baseret på 2023‑data, de senest tilgængelige data), svarende til 0,206 ton pr. person pr. dag. Det betyder, at 10,2 dages udledninger er nok til at bruge hele CO2‑budgettet på 2,1 ton pr. person.

Yderligere information om CO2‑budgetter og dataene bag Oxfams forskning kan findes i dette metodebilag.

Nøgleord

Kontakter

Følg pressemeddelelser fra Oxfam Danmark

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Oxfam Danmark

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
World GlobeA line styled icon from Orion Icon Library.HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye