Rekordmange var med til Hedensted Kommunes nytårskur 2026
8.1.2026 19:13:44 CET | Hedensted Kommune | Pressemeddelelse
Arrangementet samlede omkring 600 ledere og satte fokus på samarbejde, bæredygtighed og lokal udvikling. Dermed var nytårskuren den mest velbesøgte nogensinde.

Torsdag den 8. januar samlede Hedensted Kommunes nytårskur rekordmange deltagere. Omkring 600 ledere fra store og små virksomheder var mødt op i Hedensted Centret for at markere starten på det nye år og fejre det lokale erhvervsliv.
I sin nytårstale fremhævede borgmesteren den store opbakning som et tydeligt tegn på et stærkt fællesskab på tværs af erhverv og kommune. Han pegede på samarbejde som nøglen til at løse både lokale og globale udfordringer og fremhævede blandt andet ansvarligt erhvervsliv, befolkningstilvækst og markante investeringer i infrastruktur som væsentlige styrker for Hedensted Kommune.
Samtidig blev der sat fokus på byudvikling, naturprojekter og uddannelsesinitiativer som vigtige byggesten for fremtidens kommune.
Nytårskuren bød derudover på netværk, faglige indlæg og perspektiver på den geopolitiske situation og dens betydning for erhvervslivet, inden eftermiddagen og aftenen kulminerede med uddelingen af Hedensted Kommunes nytårskurpriser 2025.
Årets prismodtagere
Fire virksomheder blev hædret for deres indsats, udvikling og betydning for Hedensted Kommune:
Erhvervsprisen 2025
Sukup A/S modtog Erhvervsprisen for gennem mange år at have vist stabil vækst, høj faglighed og evnen til løbende udvikling. Virksomheden har stærke rødder i Hedensted Kommune og en tydelig international profil med kunder i store dele af Europa. Samtidig investerer Sukup i medarbejdertrivsel, kompetenceudvikling og lokalt engagement og bidrager dermed væsentligt til både arbejdspladser, innovation og vækst i kommunen.
- Jeg er utrolig stolt over at vi modtager Erhvervsprisen, det er stort for os. Samtidig bliver man også ydmyg, når man tænker på de mange andre gode virksomheder, som også burde stå på scenen. Så jeg er bare rigtig glad. Og der er lagt kransekage og bobler på køl til medarbejderstaben i morgen, fortæller Jens Erik Iversen, direktør og medejer af Sukup Europe A/S.
Iværksætterprisen 2025
Pestibus Skadedyrssikring ApS modtog Iværksætterprisen for på kort tid at have skabt en markant og landsdækkende virksomhed i en veletableret branche. Med fokus på ordentlighed, faglighed og skræddersyede løsninger har virksomheden opnået høj kundetilfredshed og solid vækst, blandt andet dokumenteret gennem flere gazellepriser. Pestibus er et tydeligt eksempel på, hvordan idéer kan omsættes til handling og resultater i Hedensted Kommune.
- Jeg blev en smule berørt, da jeg pludselig stod på scenen, for jeg er slet ikke vild med al den opmærksomhed. Men samtidig er jeg meget glad for at have vundet prisen, ikke mindst på mine medarbejderes vegne. Nu kan jeg tage hjem og vise dem prisen, som i sidste ende er deres fortjeneste, siger Heinrich Bro, ejer og stifter af Pestibus Skadedyrssikring ApS.
Bæredygtighedsprisen 2025
Hotel Vejlefjord A/S modtog Bæredygtighedsprisen for sin dokumenterede og langsigtede indsats for bæredygtighed. Virksomheden arbejder strategisk og transparent med ESG og har integreret klima-, miljø- og social ansvarlighed i både drift, kultur og gæsteoplevelser. Hotel Vejlefjord viser, at det er muligt at forene historik, luksus og velvære med et konsekvent ansvar for omgivelserne og fungerer som inspiration for hele oplevelses- og turismebranchen.
- Det er super fedt at modtage bæredygtighedsprisen. For selvom det ikke er helt ukendt land for os at vinde priser for vores hotel og resultater, så er det første gang, vi vinder en pris for det, der sker "i kulissen". Det er så vigtigt at der kommer fokus på denne del også, og at vi så vinder bæredygtighedsprisen, er jeg meget stolt af, siger Flemming Jakobsen, direktør på Hotel Vejlefjord A/S.
AnsvarligHedensted-prisen 2025
InMetal A/S modtog AnsvarligHedensted-prisen for sit markante fokus på social ansvarlighed, medarbejdertrivsel og lokalt engagement. Virksomheden arbejder målrettet med at skabe ordentlige rammer og udviklingsmuligheder for medarbejderne og tager aktivt ansvar for at bidrage positivt til lokalsamfundet. InMetal er et stærkt eksempel på, hvordan ansvarlighed og forretningsmæssig styrke kan gå hånd i hånd.
- Det var meget opløftende og rørende at modtage AnsvarligHedensted-prisen. Det er en stor anerkendelse af vores arbejde, og jeg er både stolt og ydmyg over modtagelsen af prisen, siger Finn Schlitterlau direktør for InMetal A/S.
Nøgleord
Kontakter
Ole Vind (V)Borgmester i Hedensted Kommune
Tlf:40 74 71 79Ole.Vind@Hedensted.dkBilleder




Følg pressemeddelelser fra Hedensted Kommune
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Hedensted Kommune
For andet år i træk: Korning vinder Lokaldysten i Hedensted Kommune2.10.2026 08:37:21 CEST | Pressemeddelelse
Selvom regnen silede ned over Korning den 11. september, stillede lokalområdet talstærkt op til Lokaldysten. Næsten hver tredje Korning-borger mødte op. Ca. 200 børn, voksne og seniorer trodsede nemlig vejret og gik, løb og cyklede med masser af kampgejst, mens balloner, musik og fælles aftensmad satte rammen om nogle våde, men aktive timer. Sejren blev fejret i går på Korning Skole med kage, hyggeligt samvær og fællessang. Og så blev præmien på 5.000 kr. overrakt af formand for Landdistrikts-, Kultur- og Fritidsudvalget, Bent Sørensen.
Toårigt budgetforlig sikrer vækst og velfærd i Hedensted Kommune18.9.2026 07:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Venstre, Socialdemokratiet, Socialistisk Folkeparti og Liberal Alliance har torsdag aften indgået budgetforlig for 2027 og 2028. Opgaven var på forhånd vanskelig med udsigt til betydelige besparelser i 2027. Ved at gøre budgettet toårigt og satse på, at Hedensted Kommune kan fortsætte væksten, friholdes den borgernære velfærd for besparelser. Samtidig iværksættes nye vækstinitiativer, mens der skal laves en samlet plan for at håndtere de kraftigt stigende udgifter på især det specialiserede socialområde.
Lidt mere luksus for cykelpendlere: Hedensted Kommune tester ny "bikepod" ved stationen4.9.2026 10:50:05 CEST | Pressemeddelelse
Nu bliver det mere attraktivt at tage cyklen til Hedensted Station. Hedensted Kommune har lånt en såkaldt bikepod af Midttrafik i seks måneder. Den nye cykelparkering skal give cykelpendlere bedre forhold og mandag den 14. september bliver den officielt taget i brug med rød løber, kaffe og boller til cykelpendlere.
Børnekulturfestival forvandler Hedensted Midtby til et univers af leg, kreativitet og oplevelser2.9.2026 09:50:04 CEST | Pressemeddelelse
På lørdag den 5. september inviteres børn og familier til en dag fyldt med fantasi, fællesskab og kulturelle oplevelser, når Børnekulturfestival igen indtager Hedensted Midtby. Festivalen er gratis og byder på et væld af aktiviteter for børn i alle aldre.
Bedste erhvervsvenlighed i Østjylland: Hedensted Kommune nærmer sig den absolutte top2.9.2026 06:45:05 CEST | Pressemeddelelse
Hedensted Kommune forbedrer sin placering i lokal erhvervsvenlighed – og er nu landets sjette mest erhvervsvenlige kommuner ifølge DI’s nye måling. Hedensted Kommune scorer især højt på evnen til at tiltrække arbejdskraft, generel erhvervsvenlighed og kommunal administration. På infrastruktur scorer Hedensted Kommunen gennemsnitligt, men her er bedring på vej med udvidelsen af E45 og andre strategiske projekter.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum