Arbejdet med at skifte Øresundskabler går snart i gang
8.1.2026 09:10:00 CET | Energinet | Pressemeddelelse
I starten af 2026 begynder arbejdet med at udskifte 400 kilovolt højspændingskabler på tværs af Øresund. Arbejdet starter op på land mellem Skibstrupgård Højspændingsstation og kysten. Det vil i perioder påvirke trafikken på en kort strækning på Nordre Strandvej. Først til sommer skiftes søkablerne i Øresund.

Danmark og Sverige er ikke kun forbundet af Øresundsbroen og færgeruter. Dybt nede på havbunden af Øresund løber flere elkabler, der er vigtige for elforsyningen på Sjælland.
Især de to store kabelforbindelser på 400 kilovolt er kritiske for forsyningssikkerheden. I 2020 blev den ene elforbindelse udskiftet. Og i 2026 skal kablerne til det andet system skiftes.
Arbejdet starter op på land
Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø har givet projektet på den danske side en miljøtilladelse efter otte ugers offentlig høring i efteråret. Den svenske tilladelse forventes at komme i foråret 2026. Dermed kan projektet gennemføres som planlagt i 2026.
Allerede i januar går Energinets entreprenør Nordkysten i gang med at gøre klar til at lægge nye kabler i jorden mellem Skibstrupgård Højspændingsstation og det sted på Øresundskysten, hvor søkablerne skal ”gå i land”. Det er cirka halvanden kilometer øst for Hornbæk og lige nord for Saunte.
Der skal underbores på det meste af den cirka 600 meter lange strækning igennem Hornbæk Plantage fra højspændingsstationen til Nordre Strandvej. Det sker for at belaste naturen så lidt som muligt. Langs Nordre Strandvej bliver cykelstien gravet op på en cirka én kilometer lang strækning og kablerne bliver lagt ned i jorden.
De gamle landkabler tømmes for olie men bliver liggende i jorden, da det ellers vil være nødvendigt at fælde en del træer i plantagen. De gamle landkabler ligger nemlig ikke samme sted, som de nye kabler skal ligge.
Trafikken på Nordre Strandvej vil blive påvirket i nogle uger. Der er nemlig brug for ekstra plads, mens kabelarbejdet i cykelstien foregår. Nordre Strandvej vil som udgangspunkt være farbar i begge retninger for både biler og cykler.
Inden gravearbejdet udføres, laver Helsingør Museum arkæologiske undersøgelser i graveområdet for at søge efter mulige fortidsminder.

Arbejdet ved kysten i gang til foråret
I løbet af foråret går entreprenøren i gang med at lave kystunderboringer fra parkeringspladsen ned til Øresund. Herefter bliver der lagt store plastikrør ned i undergrunden, som søkablerne skal trækkes igennem, når de bliver lagt ud på havbunden.
I denne periode vil parkeringspladsen være spærret af, og strandgæster henvises til de andre parkeringspladser langs kysten.
Søkablerne mellem Danmark og Sverige skal udlægges, når vejret er mest roligt. Derfor sker det i sommermånederne. Det er JDC, som er Energinets entreprenør på til søs, som står for denne opgave. Først skal de tre gamle søkabler tages op, og umiddelbart herefter lægges de nye søkabler ud og graves ned i havbunden.
Arbejde ved Skibstrupgård Højspændingsstation i efteråret og senere
I efteråret 2026 skal der laves forberedende arbejde på Skibstrupgård Højspændingsstation, før det nye kabelsystem ifølge tidsplanen kan sættes i drift inden udgangen af 2026.
Der vil i perioder være støj fra gravearbejdet på land og tung trafik til og fra arbejdsområderne, herunder også Skibstrupgård Højspændingsstation.
Energinet skal desuden lægge 400 kilovolt luftledningerne i jorden som kabler fra Skibstrupgård Højspændingsstation og cirka 11 kilometer mod syd til Kvistgård Højspændingsstation nær Espergærde. Det arbejde er stadig i gang med at blive planlagt, og tidsplanen ligger endnu ikke fast. Det vil medføre en del arbejde på Skibstrupgård Station.
| Tidsplan | Aktiviteter |
| Vinter /forår 2026 | Kabelarbejde på land mellem Skibstrupgård Højspændingsstation og kysten |
| Forår 2026 | Arkæologiske undersøgelser udvalgte steder på land |
| Forår 2026 | Kystunderboringer ved dansk kyst |
| Sommer / efterår 2026 | Gamle søkabler fjernes og nye søkabler udlægges i Øresund |
| Sommer / efterår 2026 | Arbejde på Skibstrupgård Højspændingsstation |
| Udgangen af 2026 | Det nye kabelsystem sættes i drift |
Nøgleord
Kontakter
Rune BagerEnerginet
Tlf:30718094runba@energinet.dkBilleder
Links
Om Energinet
Vi varetager samfundets interesser og ejer energiens "motorveje". Vi har ansvaret for at forsyne Danmark med el og gas, skabe fair konkurrence og fremme klimavenlige energiløsninger. Læs mere på www.energinet.dk
Følg pressemeddelelser fra Energinet
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Energinet
Fejlagtigt flyttede kunder kommer tilbage til korrekt elleverandør10.8.2026 15:57:06 CEST | Pressemeddelelse
Energinet har i samarbejde med markedets aktører sikret, at de kunder, der fejlagtigt blev flyttet i forbindelse med overdragelsen af kundeporteføljen fra Velkommen-koncernen, enten er tilbage hos den rette elleverandør eller bliver flyttet snarest. Samtidig ophæver Energinet suspensionen af Energidrift i DataHub-systemet, så virksomheden igen kan gennemføre leverandørskift og hverve nye kunder.
Energinet har midlertidigt bremset leverandørskift til Energidrift28.7.2026 11:57:35 CEST | Pressemeddelelse
Energinet har fået meldinger om, at elhandelsvirksomheden Energidrift A/S har flyttet flere elkunder, end de har haft ret til. Energinet har derfor bedt selskabet om dokumentation for deres kundedialog, og har midlertidigt lukket for Energidrifts adgang til DataHub-systemet, hvor kundeaftaler og leverandørskift håndteres.
Over 32.000 elkunder får ny elleverandør30.6.2026 13:33:06 CEST | Pressemeddelelse
Elnetselskaber har opsagt aftale med flere elhandlere. Elhandlerne kan derfor ikke længere levere el til deres kunder. Energinet skal sikre, at forbrugerne får ny elleverandør. Der er tale om ca 32.500 forbrugere på Sjælland og Lolland-Falster.
Kabelarbejde på Vejlands Allé forlænges mod øst 23. juni – Artillerivej åbner for trafik inden16.6.2026 08:09:00 CEST | Pressemeddelelse
Tirsdag 23. juni udvider Energinet kabelarbejdet på Vejlands Allé på Amager. Næste strækning vil være mellem Center Boulevard og Røde Mellemvej, hvilket kan føre til trængsel især i myldretiden. Inden dette arbejde går i gang, bliver Artillerivej åbnet op for gennemkørende trafik.
Energinet besøger Sydsjælland for at gå i dialog om fremtidens elnet15.6.2026 09:18:38 CEST | Pressemeddelelse
Fra 18. til 20. juni ruller Energinet ud på Sydsjælland med en infotrailer for at møde borgerne i øjenhøjde og invitere til dialog om behovet for mere elinfrastruktur i Danmark. Traileren besøger Haslev, Vordingborg og Næstved, hvor interesserede kan komme forbi og blive klogere på den grønne omstilling, elnettets udvikling – og hvorfor der bliver brug for flere elmaster og højspændingsstationer i fremtiden.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum

