Ekstremt vejr er værre for Arktiske økosystemer end den gradvise opvarmning

Arktis er allerede kendt som den region på kloden, der varmes hurtigst op. Men bag de velkendte kurver for gennemsnitstemperaturer gemmer der sig en anden og mere foruroligende historie: Ekstreme vejrhændelser, der på få dage kan ændre økosystemer i dybden.

Det viser en netop offentliggjort videnskabelig artikel af professor Torben R. Christensen fra Aarhus Universitet i tidsskriftet Science Advances.

Ifølge artiklen har forskningen i klima og miljø i Arktis i årtier været domineret af analyser af middeltemperaturer, gennemsnitlig nedbør og langsomme trends som “Arctic greening” og en gradvis optøning af permafrosten.

Men nye studier viser, at Arktis samtidig er på vej ind i en ny æra af bioklimatiske ekstremer, hvor hedebølger, tørke, regn på sne og pludseligt tøvejr om vinteren optræder oftere og over større områder.

Analyser baseret på højt opløselige vejrdata over syv årtier peger på, at næsten en tredjedel af de arktiske landområder i dag udsættes for typer af ekstreme begivenheder, der stort set ikke forekom i midten af det 20. århundrede, fremgår det af artiklen.

Når én hændelse ændrer økosystemet i årevis
Det særlige ved ekstremhændelser er, at de kan skubbe organismer og økosystemer ud over deres tålegrænser.

Ifølge artiklen kan en enkelt vinterlig pludselig regn på sne indkapsle dyrenes føde i is og føre til omfattende dødelighed hos græssende dyr som moskusokser og rensdyr. På samme måde kan kombinationen af hedebølger og tørke udløse visneskader på buske, udtørring af jord og ændret kulstofudveksling mellem jord, vegetation og atmosfære.

Disse effekter kan opstå på dage eller uger, men påvirker bestandene og økosystemernes funktion i årevis. Det udfordrer både biologisk mangfoldighed, fødegrundlag for lokalsamfund og vores mulighed for at forudsige fremtidige drivhusgasudslip fra Arktis.

Påvirker hele klodens klima
Ekstremvejr i Arktis er ifølge artiklen ikke kun et lokalt problem. Vegetationstab reducerer optaget af CO₂, optøende permafrost kan frigive store mængder drivhusgasser, og ændrede sneforhold påvirker Jordens refleksion af sollys. Dermed kan arktiske ekstreme vejrhændelser fungere som forstærkende feedback på den globale opvarmning.

Beslutningstagere og forvaltning bør derfor ifølge professor Torben R. Christensen indarbejde scenarier med pludselige og stærke påvirkninger – fra infrastruktur og beredskab til naturforvaltning og beskyttelse af sårbare arktiske samfund.

For at kunne skabe disse scenarier, er der ifølge artiklen behov for to ting:
For det første mere tæt og langvarig overvågning i Arktis, hvor vejrstationer, fjernmåling og økologiske målinger kobles, så man kan følge både klimaekstremer og økosystemernes reaktion.

For det andet en tilpasning af jord- og klimasystemmodeller, så de ikke kun er kalibreret til middelværdier, men også kan håndtere hyppighed, intensitet og sammensatte ekstreme begivenheder.

Kulstofbalancen skal ses i hele landskabet
Artiklen fremhæver især behovet for at se kulstofkredsløbet i Arktis som en såkaldt samlet Net Ecosystem Carbon Balance (NECB). Begrebet dækker over både optag og udslip af CO₂ og andre gasser og det kulstof, som transporteres med vandløb, sne og is ud gennem landskabet.

I dag måles disse typer af kulstofkilder ofte hver for sig – for eksempel atmosfære-økosystem udveksling ét sted og opløst organisk kulstof i vandløb et andet.

Ifølge artiklen er det nødvendigt at samle dem til et samlet regnskab på landskabsniveau for at vurdere, om et område samlet set er kulstofkilde eller om det kan opsamle kulstof, og hvor sårbart området er over for både gradvise ændringer og pludselige ekstremer.

Læs hele artiklen ”Beyond averages: Why Arctic extremes matter” (vedhæftet).

For yderligere oplysninger, kontakt venligst Aarhus Universitet ved professor Torben R. Christensen, institut for Ecoscience på +45 93509049 eller via e-mail: torben.christensen@ecos.au.dk