Hedeture og søvnbesvær: Sådan vil Region H støtte ansatte i overgangsalderen
23.12.2025 07:15:00 CET | Region Hovedstaden | Pressemeddelelse
Region Hovedstaden har besluttet at indføre en række indsatser målrettet kvindelige ansatte i overgangsalderen. Fremover skal overgangsalder indgå i MUS-samtaler, og ledere skal have viden om overgangsalder.
Tre ud af fire kvinder i aldersgruppen mellem 40 og 60 år oplever hedeture, påvirket søvn og nedsat koncentrationsevne, og det er symptomer, der kan forveksles med stress.
Forskning viser, at 68 % af kvinder i overgangsalderen oplever, at arbejdslivet påvirkes af overgangsalderen.
Det skal en arbejdsplads som Region Hovedstaden fremover tage højde for. Det fortæller Maria Gudme (S), der er regionsrådsmedlem i regionen. Tilbage i maj stillede hun et forslag om støtte til medarbejdere i overgangsalderen, og nu er der opbakning fra regionsrådet.
"Vi ved, at der er kvinder, der er påvirket af gener i forbindelse med overgangsalder. Det kan være svært at få et arbejdsliv til at hænge sammen, hvis man har hedeture, søvnbesvær eller er deprimeret. Regionen skal være en attraktiv og moderne arbejdsplads, hvor vi tager højde for menneskers forskellige livsfaser, og derfor indfører vi en række indsatser, der sætter fokus på overgangsalder og giver støtte til ansatte, der har gener," siger hun.
Der kan være gode grunde til at interessere sig for overgangsalder som arbejdsgiver. Forskningen på området viser, at 18% af kvinder i overgangsalderen overvejer at sige op, 28% vælger at gå ned i tid, og ca. 6% stopper helt med at arbejde.
En legitim sundhedsudfordring
Formand for udvalget for fastholdelse og rekruttering Susanne Due Kristensen (S) fortæller, at indsatserne er sammensat med inspiration fra udlandet og med udgangspunkt i forskningen på området.
"Med denne beslutning får vi sat to streger under, at overgangsalder er en legitim, sundhedsmæssig udfordring. Indsatserne skal nu foldes ud i en handleplan, og tiltagene skal ud at leve på arbejdspladserne i regionen i 2026. Mit håb er, at indsatserne vil gavne både medarbejdere og ledere," siger hun.
Det er en bred palet af indsatser, som politikerne har vedtaget. Fremover skal overgangsalder integreres i regionens arbejdsmiljømateriale og fx være en naturlig del af Medarbejderudviklingssamtaler (MUS). Derudover skal ledere og tillidsvalgte have viden om overgangsalderen.
Der er også lavet et katalog over forslag til, hvordan den enkelte arbejdsplads kan hjælpe ansatte, der har gener som følge af overgangsalder. Det kan fx være at give den ansatte fleksible mødetider og andre arbejdsopgaver i en periode.
"Indsatserne er målrettet kvinder i overgangsalderen, fordi vi ved, at netop denne livsfase kan have stor betydning for arbejdslivet. Samtidig er Region Hovedstaden en arbejdsplads for mennesker i alle livsfaser, og derfor arbejder vi generelt med fleksibilitet og hensyn, så alle medarbejdere kan få arbejdsliv og privatliv til at hænge sammen," siger Susanne Due Kristensen.
Region Hovedstaden og Region Sjælland bliver i 2027 lagt sammen til en region. Derfor går begge regioner ind i et overgangsår, der vil være præget af en række forberedelser til den kommende Region Østdanmark, fortæller koncerndirektør i Region Hovedstaden Anne Skriver Andersen.
“Vi ser ind i et overgangsår, hvor der bliver mange sideløbende processer, og hvor en ny organisation skal skabes. Der er mange beslutninger, der endnu ikke er truffet, men jeg håber, at gode indsatser fra begge regioner, der gavner de ansatte, bliver ført videre - i den ene eller anden form," siger hun.
Fakta
-
Indsatserne er organiseret i tre spor, som både dækker praktiske, kulturelle og organisatoriske dimensioner.
-
Spor 1: Overgangsalder skal integreres i fx APV, dialog om trivsel og MUS, og det skal tydeligt fremgå i onboarding-materiale, at overgangsalder er en legitim sundhedsmæssig udfordring.
-
Spor 2: Ledere, HR og evt. tillidsvalgte skal uddannes i overgangsalder, fx gennem webinarer og podcasts.
-
Spor 3: Idékatalog over indsatser, der kan bruges på den enkelte arbejdsplads: Muligheder for fleksible mødetider, hvor det er foreneligt med opgaver og drift, adgang til pauser efter behov, fx ved hedeture eller migræne, og ændringer i opgavefordeling i perioder, fx mindre fysisk belastende opgaver i en periode.
Kontakter
Region Hovedstadens presseRegion Hovedstaden
Tlf:70209588presse@regionh.dkFølg pressemeddelelser fra Region Hovedstaden
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Region Hovedstaden
Regioner presser EU: Byggeriet skal fylde mere i ny lov om cirkulær økonomi12.3.2026 08:00:00 CET | Pressemeddelelse
EU er i gang med at forberede sin nye regulering af cirkulær økonomi, Circular Economy Act, der skal styrke markedet for genanvendte materialer og mindske Europas afhængighed af nye råstoffer. Nu opfordrer Region Hovedstaden og en række europæiske metropolregioner EU til, at byggeriet får en langt mere central og forpligtende rolle i loven.
Snus, stress og for meget skærm: Ny rapport klarlægger borgernes sundhed i Region Hovedstaden5.3.2026 07:00:00 CET | Pressemeddelelse
Selvom færre tænder en cigaret, så er der flere, som bruger nikotinposer. Flere føler sig stressede, og mange fortæller om dårlig og for lidt søvn. Sundhedsprofilen tegner et billede af helbred og sundhed i Region Hovedstaden og viser igen, at sundheden er ulige fordelt.
Region H forlænger kvalificeret ansættelsesstop for speciallæger25.2.2026 12:10:02 CET | Pressemeddelelse
Der skal være flere læger, der hvor patienterne er sygest. Det kvalificerede ansættelsesstop for speciallæger på hospitaler i Region Hovedstaden ser ud til at virke og bliver nu forlænget til udgangen af 2026.
Annemarie Hellebek takker af som direktør på Bornholms Hospital24.2.2026 14:30:00 CET | Pressemeddelelse
Efter knap 10 år i direktionen på Bornholms Hospital har 64-årige Annemarie Hellebek besluttet, at der skal være en anden balance mellem arbejde og familieliv.
Annemarie Hellebek takker af som direktør på Bornholms Hospital24.2.2026 14:30:00 CET | Pressemeddelelse
Efter knap 10 år i direktionen på Bornholms Hospital har 64-årige Annemarie Hellebek besluttet, at der skal være en anden balance mellem arbejde og familieliv.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum