Udenrigsministeriet

Invitation til at indsende interessetilkendegivelse – Børnenes U-landskalender 2027

Del

Har jeres organisation en stærk og formidlingsvenlig idé til et udviklingsprojekt, der kan gøre en konkret forskel for børn i et udviklings- eller mellemindkomstland – udenfor Afrika – og som samtidig kan fortælles engagerende til danske børn? Så inviteres I til at indsende en interessetilkendegivelse til Børnenes U-landskalender 2027.

Om Børnenes U-landskalender

Børnenes U-landskalender er et fælles oplysnings-, udviklings- og fundraising initiativ mellem DR, Udenrigsministeriet (UM) og en årligt udvalgt dansk civilsamfundsorganisation. Projektet når bredt ud til danske børn og familier gennem DR’s programmer og engagementsaktiviteter, en landsdækkende skoleindsats med det årlige undervisningsmateriale og den traditionsrige lågekalender. Overskuddet fra kalendersalget går ubeskåret til årets udviklingsprojekt.

Hvem kan søge?

Alle danske civilsamfundsorganisationer med dokumenteret erfaring i udviklings- og/eller humanitært arbejde – samt solid erfaring med udviklingskommunikation og engagementsarbejde – kan indsende en interessetilkendegivelse. Desuden skal organisationen kunne indgå i et tæt samarbejde med DR og UM og bidrage aktivt til både research, rejseplanlægning og formidling.

Krav til interessetilkendegivelsen (max. 7 sider – inkl. billeder og illustrationer)

Interessetilkendegivelsen skal give et kortfattet, men præcist billede af projektidéen og organisationens kapacitet.* Den skal som minimum indeholde:

1. Projektidé og udviklingsfagligt indhold (max 3 sider)

  • Kort beskrivelse af projektet, lokal kontekst og målgruppe
  • Hvordan projektet bidrager til ét eller flere af verdensmålene
  • Projektets overordnede forandringsteori, målsætninger og forventede resultater
  • Beskrivelse af lokale og internationale partnere
  • Vurdering af, om sikkerheds- og adgangsforhold gør det muligt at gennemføre research- og produktionsrejser. Lande og regioner/landsdele der er markeret røde i UMs rejsevejledninger er udelukkede. Se også UMs rejsevejledninger

2. Formidling og engagement (max 3 sider)

  • Hvordan organisationen vil støtte udviklingen af undervisningsmateriale, DR’s programmer og andre oplysningsaktiviteter
  • Organisationens idéer til egne formidlingsaktiviteter
  • Overvejelser om samarbejde og koordinering ift. DR og UM – gerne med eksempler på et eller flere projekter med flere stakeholders og børn som målgruppe
  • Såfremt organisationen har andre kommunikations- fundraising eller engagementsaktiviteter i samme periode og samme målgruppe, skal der redegøres for, hvorledes organisationen vil sikre synergier for at undgå kanabalisering

3. Budget (max 1 side)

  • Foreløbigt budget på op til 10 mio. kr. (hvoraf op til 10 % kan bruges på organisationens formidlingsmæssige og praktiske bistand) Denne bevilling skal følge retningslinjerne for støtte til enkeltprojekter (Enkeltprojekter (um.dk)).

Tidsplan

  • 13. februar 2026 kl. 23.59: Interessetilkendegivelse indsendes elektronisk til Udenrigsministeriet (um@um.dk) med kopi til Kontoret for Public Diplomacy, Presse og Kommunikation (kom@um.dk) og Kontoret for Humanitære indsatser og Civilsamfund (humciv@um.dk)
  • Ultimo marts 2026 inviteres en eller flere udvalgte organisationer til at indsende en fuld projektansøgning som forventeligt skal være Udenrigsministeriet i hænde medio maj 2026.

Yderligere oplysninger kan fås hos:

Samuel Frimand-Meier samfri@um.dk (Projektansøgning) og Rikke Lind Andersson, rikane@um.dk (Engagementsindsats)

 

Lande og projekter de sidste 5 år:

    • I 2026 er projektlandet Rwanda og tematisk fokus er børnevaccination og vand/sanitet i landdistrikter.
    • I 2025 var projektlandet Indonesien og tematisk fokus var inddragelse af børn og unge i klimaindsatser i udsatte storbyområder (klimatilpasning og -sikring).
    • I 2024 var projektlandet Uganda, og tematisk fokus var naturbaserede løsninger på klimaforandringer i et landdistrikt (bl.a. træplantning) og børn som forandringsagenter.
    • I 2023 var projektlandet Sierra Leone, og tematisk fokus var adgang til uddannelse og sportsfælleskaber for piger, primært i slumområder i de større byer.
    • I 2022 var projektlandet Tunesien og fokus var på medier og ytringsfrihed.

*Se baggrund for flere detaljer om forventninger til organisationen ift. engagementsarbejdet

World GlobeA line styled icon from Orion Icon Library.HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye