Lad os snakke mere om repairability: Fjällräven vil gøre det nemmere at vælge gaver med lang levetid op til julen 2025
Bevidste juleindkøb fylder mere end tidligere, og både butikker og forbrugere efterspørger i stigende grad gaver, der kan holde og repareres. Hos Fjällräven mærkes skiftet tydeligt gennem en voksende interesse for produkter med lang levetid og mulighed for vedligeholdelse, frem for hurtig udskiftning.

I mere end 60 år har brandet udviklet produkter med fokus på funktionalitet, slidstyrke og mulighed for reparation - ikke som en trend, men som et grundprincip. Nu ønsker virksomheden at sætte ord på det fokus.
- Lad os snakke mere om repairability. For os handler det om at gøre det nemmere for forbrugerne at vælge produkter, der kan leve længe - og om at give dem redskaberne til selv at forlænge levetiden, siger Kasper Holmboe, administrerende direktør hos Fjällräven i Danmark.
Gaver, der bliver brugt - ikke byttet
Fjällräven oplever generelt, at kunder stiller mere konkrete spørgsmål før et køb. Det handler ikke kun om pasform og farver, men i høj grad om materialer, konstruktion og mulighed for reparation.
Mange vil sikre sig, at gaven kan bruges i mange år frem, og ikke mister form eller funktion efter få sæsoner. Det er heller ikke usædvanligt, at kunder møder op i butikkerne med en jakke og rygsække, de købte for 20–30 år siden, og som stadig fungerer. Ofte er det mindre ting som en lynlås, en knap eller en søm, der skal fikses.
- Vi hører mange gode historier fra kunder, der har haft deres produkter med på rejser, ture og i hverdagen gennem årtier. Når noget går i stykker, vælger de at reparere - ikke fordi de skal, men fordi produktet har fået en værdi, der rækker ud over det praktiske, fortæller Kasper Holmboe.
Designet til at kunne repareres
Fjällrävens produkter er fra start udviklet med tanke på lang holdbarhed, men efter længere tids brug, så kan slid forekomme. Dette er indtænkt i selve designen, fra starten - Det betyder blandt andet, at konstruktionen gør det nemmere at udskifte lynlåse, knapper og spænder, når behovet opstår.
- Holdbarhed handler ikke kun om stærke materialer. Det handler også om, hvor let det er at reparere, når noget bliver slidt. Hvis det er besværligt eller uoverskueligt, ender mange med at udskifte i stedet for at vedligeholde, siger Kasper Holmboe.
For at gøre reparation mere tilgængelig henviser Fjällräven i stigende grad til egne guides og videoer, som viser, hvordan man selv kan gå i gang derhjemme - uanset om det handler om vedligeholdelse, lapning eller mindre reparationer.
Reparation som fællesskab
Samtidig samarbejder Fjällräven med partnere og repair- og upcycling-events rundt om i landet, hvor forbrugere kan få hjælp og inspiration til at forlænge levetiden på deres produkter. Initiativerne er åbne for alle og bygger på idéen om, at reparation ikke kun er en individuel handling, men også et fællesskab.
Interessen ses også hos forhandlere. Flere butikker oplever, at reparation i stigende grad bliver en naturlig del af ejerskabet - ikke kun for at spare penge, men fordi det giver mening i en tid, hvor mange ønsker at reducere deres forbrug.
- Når folk først opdager, hvor enkelt det kan være at vedligeholde en jakke eller taske, bliver de ofte positivt overraskede. Reparation skal ikke føles som en pligt, men som en forlængelse af det at eje noget, siger Kasper Holmboe.
Reparationer, der gerne må ses
En tydelig tendens er også, at reparationer ikke længere skal skjules. Kontrastfarvede lapper, synlige sting og broderier er for mange blevet et personligt og bevidst valg.
- En reparation fortæller en historie. Den viser omtanke og ansvar, og står i kontrast til en kultur, hvor man hurtigt skifter ud. Det ser vi bl.a. i de historier vi får fra kunder, så sent som her i december, omhandlede et par bukser fra tilbage i 1970’erne, siger Kasper Holmboe.
Et opgør med planlagt forældelse
Hvis tekstil- og modebranchen skal imødekomme de nye forbrugerkrav, kræver det, at produkter designes med hele deres livscyklus for øje. Materialer, konstruktion og mulighed for reparation skal tænkes ind fra begyndelsen.
Flere peger på, at repairability i de kommende år vil blive et konkurrenceparameter, og i stigende grad et krav fra både forbrugere og lovgivere.
- Fremtidens forbrugere vil belønne de brands, der gør det nemt at tage ansvar. Julen er et oplagt tidspunkt at minde os selv om, at det mest holdbare valg ofte er det, vi allerede har, eller det, der kan holde længst, afslutter Kasper Holmboe.
Nøgleord
Kontakter
Tobias Sung Møller-JensenPR-chef & PartnerRØST Kommunikation
Tlf:23603458tobias@roestkommunikation.dkFølg pressemeddelelser fra Fjällräven
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.