BørneTelefonen og HØRT ruster sig til julen, hvor konflikter og tunge tanker præger samtalerne med børn og unge
22.12.2025 06:00:00 CET | Børns Vilkår | Pressemeddelelse
Sidste år havde BørneTelefonen og HØRT knap 1.200 samtaler med børn og unge i juledagene fra d. 23. til den 31. december. Det er forventningen, at der også i år vil være travlt på linjerne, og derfor skruer organisationen op for kapaciteten, så flere frivillige rådgivere har mulighed for at tage vagt i julen.

I en samtale sidste år fortalte en pige til BørneTelefonen, at julen var rigtig svær, fordi det var første jul uden hendes mor. Hun fortalte, at hendes far var vred og ubehagelig, og at han havde drukket. I en anden samtale beskrev en dreng, at han hadede den familietid, der fulgte med julen, fordi bølgerne altid gik højt.
For mange børn og unge står julen i skærende kontrast til det billede, som generelt kendetegner højtiden. Frem for julehygge, gaver og afslapning er det for nogen en tid, hvor savn, misbrug, konflikter og mistrivsel skygger for glæden.
I juledagene fra d. 23. til den 31. december i 2024 havde de frivillige rådgivere på BørneTelefonen og HØRT knap 1.200 samtaler med børn og unge. Det var særligt emnet utrygge og konfliktfyldte relationer til forældre, der prægede samtalerne. Mere end hver 10. samtale handlede om det. Ud af alle samtaler fandt 59 af dem sted juleaftensdag og -nat.
”Det er helt afgørende, at børn og unge har et sted, hvor de gratis og anonymt kan række ud efter hjælp - også juleaften. Vi hører ofte om konflikter og dårlig stemning, der har gjort børn og unge utrygge og modløse. Mange fortæller også om savn og ensomhed - det er måske første jul, uden en man holder af, eller første jul som skilsmissebarn. Her kan BørneTelefonen være en vigtig støtte, når skolen og andet holder lukket, og man ikke har kontakt til andre voksne”, siger Rasmus Kjeldahl, direktør for Børns Vilkår. I forlængelse heraf opfordrer han alle voksne til i julen at holde et ekstra vågent øje på de børn, der lever i udsatte hjem, samt at underrette, hvis der er grund til bekymring.
Flere frivillige kan tage vagter
For at imødekomme de mange henvendelser i juledagene og sikre, at flest mulige børn og unge kan komme igennem til en voksen, vil BørneTelefonen og HØRT hos Børns Vilkår i Aarhus som noget nyt have åbent hen over julen. Det giver mulighed for, at flere frivillige kan møde på vagt.
”I år har vi skruet lidt op for kapaciteten netop for at gribe så mange børn og unge som muligt, der rækker ud efter hjælp. For nogle handler det om at få sat ord på de tanker og bekymringer, de går rundt med, og som de måske ikke har andre at tale med om, mens det for andre handler om voldsomme og farlige situationer, der er så akutte, at der er brug for hjælp her og nu. Derfor er det så vigtigt, at vi gør, hvad vi kan for at sikre en god bemanding hele julen”, siger Rasmus Kjeldahl.
Emner som problemer med kæresten/ekskæresten og bekymringer for venskaber fyldte også en del i julens samtaler sidste år. Samtidig handlede lidt mere end hver fjerde samtale i juledagene i 2024 om emner relateret til psykisk mistrivsel. Det er fx samtaler om selvskadende adfærd, selvmordstanker/selvmordsforsøg og ensomhed.
Fakta
-
I juledagene 23.-31. december 2024 var der 1.168 samtaler på BørneTelefonen og HØRT. 59 samtaler foregik juleaftensdag og -nat.
-
Henvendelsesårsagen ’Utrygt/konfliktfyldt relation til forælder’ udgjorde 12 pct. af samtalerne i juledagene i 2024, mens den udgjorde 8 pct. af samtalerne i hele 2024.
-
Henvendelsesårsagen ’Selvmordstanker/selvmordsforsøg’ udgjorde 8 pct. af samtalerne i juledagene i 2024. Samtaler om ’Selvskadende adfærd’ fyldte også 8 pct. af samtalerne i juledagene.
-
Samtaler om ensomhed fyldte 5 pct. af samtalerne i juledagene. Resten af året fylder kategorien i 4. pct af samtalerne.
-
Rådgivningstilbuddene BørneTelefonen og HØRT er åbne på telefon, chat og sms døgnet rundt, hele året.
Kontakter
Pressetelefon
Tlf:20204459bornsvilkar.dkOm Børns Vilkår
Alle børn og unge har ret til at vokse op i tryghed, trivsel og uden vold og overgreb. Det har Børns Vilkår kæmpet for siden 1977, men der er stadig alt for mange børn og unge, der mistrives eller oplever voldsomme svigt og overgreb, der følger dem langt ind i voksenlivet.
Siden 1987 har vores nu døgnåbne BørneTelefon lyttet til alt det svære, som børn og unge har på hjerte. De samtaler er med til at give os en unik indsigt i børne- og ungdomslivet. En indsigt, vi værner om og har stor respekt for, og som vi bruger som ståsted for vores indsatser.
Vi står altid på børn og unges stemmer, som er fundamentet for vores arbejde. Sammen med vores alliancer og partnere, de mange frivillige, der nat og dag besvarer henvendelser på vores rådgivning, via samarbejdet med fagpersoner og med baggrund i vores folkelige forankring arbejder vi for, at ingen børn og unge i Danmark vokser op med svigt og mistrivsel.
Følg pressemeddelelser fra Børns Vilkår
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Børns Vilkår
Ny analyse af skolefravær: 12.000 elever går glip af mindst hver fjerde skoledag7.5.2026 06:00:00 CEST | Pressemeddelelse
12.000 elever havde mindst 50 dages fravær sidste skoleår. Det er næsten en fordobling på fem år. Alligevel er der kun underrettet på omkring en tredjedel af eleverne, og størstedelen modtager hverken en social indsats eller specialundervisning. Det viser en ny analyse fra Børns Vilkår.
Vold mod børn med etnisk minoritetsbaggrund bliver sjældent opdaget1.5.2026 05:02:00 CEST | Pressemeddelelse
Børn med etnisk minoritetsbaggrund fylder knapt tre gange så meget i sigtelsessager om vold i familien, som de udgør i den samlede børnebefolkning. Samtidig får kommunerne færre underretninger om børnegruppen. Det viser ny rapport fra Børns Vilkår.
Landsindsamling resulterer i 16 mio. kr. til BørneTelefonen og HØRT10.4.2026 06:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Pengene er talt op efter Børns Vilkårs landsindsamling, der blev afviklet søndag den 22. marts. Resultatet lyder på 16 millioner kroner.
18.300 indsamlere støtter Børns Vilkårs landsindsamling for at sikre døgnåben rådgivning til børn og unge22.3.2026 05:30:00 CET | Pressemeddelelse
I dag afholder Børns Vilkår landsindsamling, og tusindvis af indsamlere har tilmeldt sig. Pengene går til at holde rådgivningslinjerne BørneTelefonen og HØRT åbne døgnet rundt, så børn og unge altid kan få en voksen i røret, på sms eller chat, når de står alene med svære tanker.
Holger Runes spillersæt, privat foredrag med Claus Meyer og en specialdesignet kjole af Søren Le Schmidt kommer i dag under hammeren til fordel for Børns Vilkår4.3.2026 06:00:00 CET | Pressemeddelelse
I dag går en helt særlig auktion i luften, når Bruun Rasmussen, i anledning af Børns Vilkårs Landsindsamling 2026, åbner for bud på en række eksklusive gaver og oplevelser. Alle indtægter går til den fortsatte drift af rådgivningslinjerne BørneTelefonen og HØRT, der holder åbent døgnet rundt.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum