Viborg KommuneViborg Kommune

Viborg Kommune og Røde Kors i samarbejde om at sikre sårbare borgere i tilfælde af strømsvigt

Del

Som den første kommune i Danmark har Viborg Kommune indgået en aftale med Røde Kors, der skal sikre tryghed og hurtigere hjælp til sårbare borgere ved forsyningssvigt af strøm. 

Viborg Kommune har indgået en aftale med Røde Kors, der skal sikre tryghed og hurtigere hjælp til sårbare borgere ved forsyningssvigt af strøm og vand.
Viborg Kommune har indgået en aftale med Røde Kors, der skal sikre tryghed og hurtigere hjælp til sårbare borgere ved forsyningssvigt af strøm og vand. Foto: Røde Kors

I foråret 2024 blev alle borgere opfordret til at forberede sig på at kunne klare sig i tre døgn uden vand, varme og strøm. Viborg Kommune fik på den baggrund, som en af de første kommuner i landet, lavet en plan for sårbare borgere på blandt andet botilbud og plejecentre. Nu går Viborg Kommune skridtet videre og indgår en vigtig aftale med Røde Kors, der via frivillige skal supplere hjælpen til sårbare borgere i tilfælde af, at der opstår større forsyningssvigt af strøm. Aftalen gælder også, hvis vores vandforsyning bliver ramt.

Aftalen gør det muligt hurtigt at trække på Røde Kors’ frivillige til blandt andet praktisk hjælp på kommunens tilbud og evakueringssteder samt såkaldte ”tryghedsvandringer”. Begrebet dækker over mange ting: Udover praktiske gøremål kan det blandt andet være at tjekke ind hos borgere og se, om de har brug for hjælp, gå brandvagt, hvis brandalarmer er ude af drift eller tale med borgerne og skabe tryghed. Røde Kors kan ligeledes hjælpe til, hvis der bliver behov for håndtering af donationer og spontane frivillige.

– Når vandet eller strømmen forsvinder, påvirker det alt. Det kan skabe utryghed, bekymring og praktiske udfordringer særligt hos borgere i sårbare situationer. Her er det afgørende, at hjælpen kommer hurtigt, og at der er mennesker, som har tid til at lytte og støtte. Jeg er glad for, at Viborg Kommune sammen med Røde Kors kan sikre den hjælp til vores sårbare borgere, siger Kristine Stange, sundhedschef i Viborg Kommune.

Aftalen bygger på Røde Kors’ humanitære mandat og kommunens ansvar for at sikre støtte, når borgernes helt basale behov bliver udfordret af manglende forsyning.

Stærkere fællesskab ved vand- eller strømsvigt

Ved forsyningssvigt har Viborg Kommune sin beredskabsplan klar, og i den forbindelse vil krisestaben også vurdere behov for hjælp fra civilsamfundet og kontakte Røde Kors, som kan stille frivillige til rådighed.

Røde Kors Viborg ser aftalen som en vigtig styrkelse af det lokale beredskab.

– Når en hel bydel pludselig står uden strøm eller rent vand, rammer det mennesker forskelligt. Nogle bliver utrygge, andre får svært ved hverdagen. Her kan vores frivillige gøre en stor forskel. Vi er glade for, at Viborg Kommune går forrest og viser, hvordan man kan skabe et stærkt samarbejde mellem kommune og civilsamfund, siger Kirsten Holmgaard, formand for Røde Kors Viborg.

Røde Kors Viborg har ansat en frivillig aktivitetsleder til opgaven og forventer at rekruttere cirka 100 frivillige, der kan stå klar til at hjælpe.

For borgerne betyder aftalen, at

  • hvis strømmen eller vandet i dit område forsvinder i længere tid, kan du møde frivillige fra Røde Kors, der hjælper med ro, omsorg og praktisk støtte.
  • du får bedre støtte som pårørende – kommunen og Røde Kors arbejder tæt sammen om at skabe tryghed og overblik.
  • du kan melde dig som spontan frivillig, hvis du gerne vil hjælpe dine medborgere. Røde Kors sørger for at organisere indsatsen.
  • der er flere hænder og mere nærvær klar, når en kritisk situation påvirker din hverdag.

 

Fakta: Røde Kors’ opgaver i samarbejdet med Viborg Kommune

  • Tryghedsvandringer hos borgere i eget hjem eller på plejecentre og botilbud, når forsyningssvigt skaber utryghed.
  • Hjælp på kommunale samlings- og informationscentre.
  • Håndtering af donationer ved større hændelser.
  • Koordinering af spontane frivillige. 
  • Deltagelse i kommunens beredskabsøvelser om forsyningssikkerhed.

Nøgleord

Kontakter

Billeder

Viborg Kommune har indgået en aftale med Røde Kors, der skal sikre tryghed og hurtigere hjælp til sårbare borgere ved forsyningssvigt af strøm og vand.
Viborg Kommune har indgået en aftale med Røde Kors, der skal sikre tryghed og hurtigere hjælp til sårbare borgere ved forsyningssvigt af strøm og vand.
Foto: Røde Kors
Download

Om Viborg Kommune

Viborg Kommune er med sine knap 100.000 indbyggere Danmarks 11. største kommune og er med sine 1.474 km² den næststørste kommune målt på areal.

Følg pressemeddelelser fra Viborg Kommune

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Viborg Kommune

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
World GlobeA line styled icon from Orion Icon Library.HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye