Naturfredningsforening om nyt klimamål: Chokerende uambitiøst
18.12.2025 09:56:45 CET | Danmarks Naturfredningsforening | Pressemeddelelse
Regeringen har overraskende indgået en soloaftale om et klimamål på 82 procent for 2035. Det er chokerende uambiøst og en hæmsko for den fremadrettede klimapolitik, mener Danmarks Naturfredningsforening.
Regeringen har netop præsenteret en aftale om et klimamål på 82 procent, som kun partierne i regeringen – venstre, socialdemokratiet og moderaterne – står bag.
Dermed ligger målet langt under de 90 procent fx SF, Enhedslisten, De Radikale og Alternativet har forslået.
Regeringens plan for at nå målet er desuden udelukkende baseret på CO2-fangst og lagring, hvor regeringens nuværende planer på området allerede er kuldsejlet og det stort anlagte CCS-udbud står til at blive en eklatant fiasko.
Præsident i Danmarks Naturfredningsforening Maria Reumert Gjerding ærgrer sig over, at regeringen valgte en smal aftale, som samtidig er meget uambitiøs:
– Det er dybt skuffende og chokerende uambitiøst, det som regeringen er nået frem til med sig selv. Klimapolitik bør handle om at skære udledninger her og nu – ikke om at udskyde problemerne til fremtiden, siger præsident i Danmarks Naturfredningsforening, Maria Reumert Gjerding.
Hun peger på, at målet mangler den ambition og forandringskraft, som har kendetegnet det danske klimamål for 2030.
– Erfaringerne fra at sætte et 70-procentsmål i 2030 viser, at ambitiøse mål virker. Dengang lød det også svært og ambitiøst, men det blev en stærk drivkraft for omstilling og innovation. I dag fortæller regeringen stolt den historie internationalt, om at man har nået målet. Derfor er det svært at forstå, hvorfor man nu vælger at sænke ambitionsniveauet så markant, som det er tilfældet her. Det er næsten til at græde over, siger hun.
Et usikkert skridt mod klimaneutralitet
Ifølge Danmarks Naturfredningsforening gør et mål på 82 procent i 2035 vejen mod regeringens erklærede mål om klimaneutralitet i 2045 både længere og mere risikabel.
– Når der kun er ti år fra 82 til 100 procent, så skubber man de svære beslutninger foran sig. Det betyder, at de sidste reduktioner i høj grad risikerer at blive både dyrere, sværere og mere konfliktfyldte. Klimaforandringerne venter ikke – og det bør dansk klimapolitik heller ikke. Forhåbentlig kan dette makværk laves om, siger Maria Reumert Gjerding.
Hun ærgrer sig samtidig over, at med en soloaftale så forsvinder den bredde, der hidtil at har kendetegnet dansk klimapolitik:
-Styrken i den danske klimapolitik har været, at så mange partier fra forskellige fløje i Folketinget bakkede op. Det kaster regeringen under bussen nu, og det er rigtigt trist og farligt for den videre udvikling. Det en hæmsko for den fremadrettede klimapolitik, siger Maria Reumert Gjerding.
En forpasset chance for at lukke klimapolitikkens blinde vinkler
Regeringens udspil var samtidig en oplagt mulighed for en bredere revision af klimaloven, som kunne have adresseret nogle af de mest markante blinde vinkler i dansk klimapolitik. Den mulighed er ikke blevet grebet.
– Det er en kæmpe forpasset chance. Vi har længe peget på behovet for at inddrage forbrugsbaserede udledninger, Danmarks massive og uholdbare brug af biomasse samt en langt bedre sammentænkning af klima, natur og miljø i klimaloven. Intet af dette bliver der taget fat på i dag, siger hun.
Danmarks forbrugsbaserede udledninger hører fortsat til blandt de højeste i verden, men indgår stadig ikke som et egentligt pejlemærke i klimapolitikken.
– Hvis vi kun måler det, der udledes inden for Danmarks grænser, overser vi en stor del af vores reelle klimaaftryk. Det svækker både troværdigheden, Danmarks position som grønt foregangsland og effekten af klimapolitikken, siger Maria Reumert Gjerding.
Kontakter
Kasper Pihl MøllerTeamleder for presseDanmarks Naturfredningsforening
Tlf:26816228kpm@dn.dkFølg pressemeddelelser fra Danmarks Naturfredningsforening
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Danmarks Naturfredningsforening
Ny politisk aftale lukker huller for jordsvindel – men udskyder beskyttelsen af drikkevandet28.1.2026 15:41:41 CET | Pressemeddelelse
Ny politisk aftale er et skridt i den rigtige retning, mener Danmarks Naturfredningsforening, der dog savner bedre miljøkontrol og drikkevandsbeskyttelse
Naturfredningsforening: Indfør sprøjteforbud på de sårbare drikkevandsområder hurtigst muligt12.1.2026 18:02:17 CET | Pressemeddelelse
Trods årtiers indsats er beskyttelsen af det danske drikkevand mod forurening en eklatant fiasko, slår ny rapport fra Miljøministeriet fast, og peger samtidig på et sprøjteforbud som den bedste og billigste løsning for samfundet.
DN og Sportsfiskerne: Danmark dumper i indsatsen for et bedre vandmiljø20.12.2025 09:13:00 CET | Pressemeddelelse
Ministeriet for Grøn Trepart har netop præsenteret den opdaterede udgave af Vandområdeplan 3, der skal sikre, at vandløb, søer, grundvand og kystvande kommer i god tilstand senest i 2027. Men planen er utilstrækkelig og indsatserne kommer for sent, mener Danmarks Naturfredningsforening og Danmarks Sportsfiskerforbund.
Ny kvælstofaftale er et vigtigt skridt mod bedre havmiljø og natur3.12.2025 11:46:00 CET | Pressemeddelelse
Danmarks Naturfredningsforening glæder sig over den nye politiske aftale, som markant skærper kravene til landbrugets udledning af kvælstof. Samtidig roser foreningen beslutningen om at etablere 10 nye store naturområder.
DN: Danmark skal have et ”Økokrim” – og forurenerne skal betale16.10.2025 05:30:00 CEST | Pressemeddelelse
Det skal have alvorlige konsekvenser at ødelægge natur og miljø i Danmark. Det mener Danmarks Naturfredningsforening, der i et nyt udspil foreslår en ny særlig efterforskningsenhed.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum