Sådan mindsker du julens madspild
22.12.2025 07:20:00 CET | Miljømærkning Danmark | Pressemeddelelse
Svanemærkede kantiner arbejder målrettet for at mindske madspild. Og de erfaringer kan ifølge en professionel køkkenchef sagtens tages med hjem i privaten, så vi undgår at smide for meget mad ud efter julemiddagen eller julefrokosten.

I Danmark smider de private husholdninger 235.000 ton mad ud om året, hvilket er dyrt for både klimaet og pengepungen. I julen køber og spiser vi mere mad, end vi plejer, og det betyder desværre også tit, at en stor del af julemaden ender med at blive smidt ud.
”I mange familier handler julen om en masse god mad, men for meget mad ender ofte i skraldespanden. Det er ikke kun spild af penge – det er også jordens ressourcer, vi spilder. Og så er madspild faktisk også verdens tredjestørste kilde til CO2-udslip. Derfor giver det god mening at gøre en indsats for at mindske madspild i julen, og her kan vi med fordel lære af de svanemærkede kantiner”, siger Rina Ronja Kari, kommunikationschef for Svanemærket i Danmark.
I perioden 2023-2025 har svanemærkede kantiner i gennemsnit reduceret deres madspild med 11 %, hvilket svarer til en besparelse på 0,11 kg CO₂e pr. frokostportion. Noget af det, de har gjort, er bl.a. at planlægge indkøb grundigt, servere maden på mindre fade og sikre god udnyttelse af råvarerne, fx ved at være opfindsomme i forbindelse med brug af madresterne.
Og der er ifølge Jakob Leenders Svensson, køkkenchef i den svanemærkede kantine hos WoodHub i Odense, der drives af ISS Danmark og har 400 spisende dagligt, rigtig mange små greb, man selv kan tage derhjemme for at mindske madspild i julen:
”Noget af det, jeg har god erfaring med og også bruger i privaten, er at indtænke resterne fra julemaden i nye retter. Jeg bruger fx de kartofler, der ikke bliver spist op, til indiske Aloo Tikki-kartoffelkager – og her kan man faktisk også bruge kartoffelskrællerne, hvis man blot husker at vaske dem godt. De brune kartofler bruger jeg fx i en grønkålssalat med sennepsvinaigrette toppet med de ristede mandler, vi har tilbage fra risalamanden – og så laver jeg selvfølgelig klatkager af resterne af risalamanden, siger køkkenchef Jakob Leenders Svensson.
Han giver her sammen med Svanemærket sine gode råd til at mindske madspild, der også kan bruges derhjemme:
Mindsk julens madspild – gode råd fra en svanemærket kantine:
- Planlæg dine indkøb grundigt
Planlæg menuen og lav en grundig og velovervejet indkøbsseddel, inden du tager i supermarkedet for at købe ind. Det er et simpelt trick, og det virker. For på den måde sørger du for at huske alt det, du skal bruge. Og hvis du holder dig til din indkøbsseddel uden at lade dig friste af andre gode tilbud, får du også kun købt det, du har brug for.
- Udregn portioner
Især i julen har mange tendens til at lave for meget mad af frygt for, at der ikke er nok. Prøv i stedet at regne ud, hvor meget hver person spiser, og planlæg hvor meget du så skal lave af fx kød, kartofler, salat, risalamande osv. Et voksent menneske kan spise 500-800 g mad inkl. brød. Hvis du kommer til at lave lidt for lidt eller lidt for meget julemad, så noter det – så ved du det til næste gang, du får gæster.
- Skab overblik over, hvilke varer du allerede har
Tjek hvilke varer, du allerede har i køkkenskabene eller køleskabet, så du ikke kommer til at købe noget, du allerede har.
- Prioriter kvalitet frem for kvantitet
Tænk over dit valg af varer. Kvalitetsvarer er måske dyrere end budgetprodukter, men de giver – på alle måder – ofte bedre smag i munden. Server hellere ét eller to små stykker økologisk, mørt kød med masser af velsmag, frem for flere store og seje stykker steg.
- Opbevar maden rigtigt
Sæt dig ind i, hvordan forskellige råvarer skal opbevares. Nogle madvarer skal på køl, andre holder sig bedre, hvis de opbevares udenfor køleskabet. Fx skal kartofler opbevares mørkt og køligt ved ca. 5-8 grader.
- Portionsanret på små tallerkener, eller brug mindre fade
Hvis du serverer maden på små fade, tager gæsterne automatisk mindre på tallerkenen. Det er både med til at forhindre madspild og gæster, der forspiser sig. På samme måde kan du vælge at portionsanrette julemiddagen eller nogle af anretningerne til julefrokosten på mindre tallerkner.
- Lad være med at stille al mad på bordet på én gang
Stil maden gradvist ind på bordet i takt med, at den bliver spist. Der er ingen grund til, at al maden står fremme i flere timer med risiko for, at den bliver dårlig.
- Gem resterne
Hvis der bliver julemad tilovers, kan det måske anrettes lækkert til frokostbordet dagen derpå – eller du kan give dine gæster lidt mad med hjem. Du kan også fryse resterne ned til senere brug, bare husk også at holde styr på dine rester med dato på, så er der større chance for, at du får dem brugt.
- Brug rester i andre retter
Med lidt opfindsomhed kan resterne fra julemaden også gemmes og indgå i andre retter. Resten af kartoflerne kan fx bruges til kartoffelsalat, knuste kartofler eller kartoffelbøffer, eller man kan lave de mere klassiske klatkager af resterne af risengrøden eller risalamanden.
Nøgleord
Kontakter
Lisa Olufson KlæsøePressechef, Miljømærkning Danmark
Tlf:27 12 93 69lio@ecolabel.dkBilleder




Om Miljømærkning Danmark
Miljømærkning Danmark har ansvaret for Svanemærket og EU Ecolabel i Danmark og fungerer som uafhængig kontrolinstans i forhold til de officielle miljømærker. Miljømærkning Danmark er en selvstændig enhed hos Dansk Standard.
Svanemærket
Svanemærket er det officielle nordiske miljømærke, som gør det enkelt for forbrugere, virksomheder og det offentlige at bidrage til den grønne omstilling. Svanemærket er holistisk og ser på alle relevante miljøparametre i hele produktets livscyklus. På den måde fremmer Svanemærket cirkulær økonomi, effektiv brug af ressourcer og biodiversitet – og reducerer klimabelastningen og brugen af skadelige kemikalier. Læs mere på www.svanemaerket.dk.
EU Ecolabel
EU Ecolabel (EU-Blomsten) er EU’s officielle miljømærke. EU Ecolabel blev etableret i 1992 af EU-Kommissionen for at bidrage til mere bæredygtig produktion og forbrug. Læs mere på www.eublomsten.dk.
Følg pressemeddelelser fra Miljømærkning Danmark
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Miljømærkning Danmark
Officielt miljømærke i markant vækst27.1.2026 06:25:00 CET | Pressemeddelelse
På blot fem år er antallet af produkter på det danske marked med det officielle europæiske miljømærke, EU Ecolabel, fordoblet.
Tænk dig om, når du rydder sne7.1.2026 06:25:00 CET | Pressemeddelelse
Sne og frost får mange danskere til at ty til vejsalt for at komme de isglatte fortove til livs. Men der er god grund til at finde alternative midler. Vejsalt er nemlig skidt for både din have, dine fliser og grundvandet – derudover skader det også både dit fodtøj og små hundepoter.
Hold jul med omtanke – 10 tips til en grønnere jul8.12.2025 06:25:00 CET | Pressemeddelelse
Vil du gerne holde en lidt mere miljøvenlig jul i år? Små ændringer i julevanerne kan gøre en stor forskel.
Black Friday: Så meget belaster vores køb af tøj miljøet28.11.2025 06:20:00 CET | Pressemeddelelse
Danskernes Black Friday-køb har store konsekvenser for miljø og klima. Alene tøjindkøbet ved sidste års helt store shoppedag kan anslås at have kostet mere end 2 mia. liter vand og over 1 mio. kg kemikalier.
EU Ecolabel slår rekord4.11.2025 06:25:00 CET | Pressemeddelelse
Antallet af produkter certificeret med det officielle europæiske miljømærke EU Ecolabel fortsætter med at stige, og der er nu mere end 109.000 certificerede produkter og serviceydelser i Europa.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum