HK Danmark

Flere ældre bliver syge af stress: Det er på høje tid, at arbejdsgiverne tager ansvar

Del

Risikoen for at få en stressrelateret erhvervssygdom stiger støt med alderen, viser en ny analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd. Analysen er en påmindelse om, at vi ikke må fastlåse blikket på de unge, mener HK.

Er du over 60 år, er risikoen for en stress-sygemelding hele 40 procent højere end blandt de 30-39-årige. Tendensen gælder for både mænd og kvinder.  

 - Det er i særlig grad de erfarne kolleger, der bliver syge af stress på jobbet. Vi hører ellers tit, at stress skyldes små børn og ambitioner i fritiden. Men analysen viser klart, at det i høj grad handler om forhold på arbejdspladsen – og dem har arbejdsgiverne et ansvar for at forbedre, siger Mads Samsing, forbundsformand for HK. 

Behov for at investere i psykisk arbejdsmiljø 

Ifølge analysen, der er udarbejdet af Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE) og HK, fik 2,2 ud af 1.000 lønmodtagere i alderen 60-65 år i 2023 en stressrelateret erhvervssygdom, mens tallet var 1,5 blandt de 30-39-årige.  

Jo ældre man bliver, jo højere bliver risikoen for at blive ramt af en stressrelateret erhvervssygdom.  

 - Det er ofte årevis med elendigt psykisk arbejdsmiljø, der giver arbejdsrelateret stress. Derfor er det helt nødvendigt at investere i et bedre psykisk arbejdsmiljø, hvis vi vil have folk til at blive længere i arbejde, understreger Mads Samsing. 

Bedre forebyggelse og bedre hjælp 

HK opfordrer til en national handlingsplan mod stress med konkrete krav til forebyggelse og indsatser på tværs af arbejdspladser, kommuner og sundhedsvæsen. 

 - Det skal være lettere at få god hjælp, og der er alt for stor variation i de kommunale tilbud. Og vi skal have styr på det psykiske arbejdsmiljø – blandt andet ved at uddanne ledere med personaleansvar og sikre, at alle arbejdspladser har en stresspolitik, siger Mads Samsing. 

HK efterlyser desuden et opgør med den udbredte opfattelse af stress som den enkeltes ansvar. 

 - Vi kan ikke blive ved med at skubbe problemet over på den enkelte medarbejder. Der er behov for handling, ellers risikerer vi, at endnu flere – ikke mindst de ældre – bliver syge og falder helt ud af arbejdsmarkedet. Det har vi hverken råd til menneskeligt eller samfundsøkonomisk, siger Mads Samsing. 

Kontakter

Links

Følg pressemeddelelser fra HK Danmark

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra HK Danmark

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
World GlobeA line styled icon from Orion Icon Library.HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye