Dansk virksomhed vinder AI-pris: Lytter til fiskene for at spare på foderet og forbedre vandmiljø
Industriens Fonds AI-pris på 200.000 kr. går til den danske teknologivirksomhed OxyGuard International, som bruger kunstig intelligens og undervandsmikrofoner til at reducere foderforbruget i fiskeopdræt markant.

Det er en løsning, der kombinerer avanceret lydanalyse med computervision for at sikre både bundlinje og miljø. Det er begrundelsen fra juryen, som har valgt OxyGuard som vinderen af Industriens Fonds AI-pris 2025.
”Vi er beæret over, at vi har vundet prisen. Det giver os mod, håb og tro på, at vi er på vej i den rigtige retning,” siger Mette Cristine Schou Frandsen, projektleder og biolog i OxyGuard International.
OxyGuard International, der har hovedsæde i Farum, har i årtier leveret udstyr til overvågning af vandkvalitet i over 120 lande. Gennem deltagelsen i et AI Denmark-forløb har virksomheden taget et afgørende skridt fra at levere hardware til at implementere intelligente systemer, der griber direkte ind i driften.
Ved hjælp af undervandsmikrofoner optager OxyGuard lyden af fiskene, mens de spiser. Disse lydoptagelser omdannes til billeder, som en kunstig intelligens analyserer for præcist at bestemme, hvornår fiskene er mætte. Det gør det muligt for fiskeopdrættere at stoppe fodringen i tide, hvilket minimerer spild og skåner vandmiljøet.
"Forløbet hos AI Denmark har betydet, at vi er gået fra at tænke på det som et lille projekt ved siden af vores virksomhed til, at vi nu kører fuld AI-implementering," siger Mette Cristine Schou Frandsen.
Fra lille projekt til fuld implementering
OxyGuard konkurrerer på et globalt marked, hvor bæredygtig produktion er i højsædet. Virksomhedens deltagelse i AI Denmark-virksomhedsforløbet har været fokuseret på at udnytte data til at løse problemer, der tidligere var umulige at håndtere manuelt.
"Vi kan nu se, at vi med et AI-styret modul kan sænke foderforbruget ret væsentligt – omkring 20 procent. Hvis vi kan skabe et system, der sikrer det, så er det rigtig godt for kundernes økonomi, og så er det rigtig godt for miljøet," forklarer Mette Cristine Schou Frandsen om perspektiverne i løsningen.
Et mønstereksempel på dansk innovation
Industriens Fonds AI-pris uddeles årligt til en virksomhed, der har deltaget i et virksomhedsforløb i AI Denmark og udmærket sig særligt i arbejdet med kunstig intelligens og bæredygtighed. Det er en uafhængig jury bestående af en række af landets førende AI-eksperter fra dansk erhvervsliv, som har udvalgt finalisterne og i sidste ende vinderen.
“OxyGuard er et mønstereksempel på, hvordan danske virksomheder kan bruge AI til mere end effektivisering. Her er AI indlejret i produktet og bliver en del af den værdi, virksomheden leverer globalt. Det er præcis den type højteknologiske nicheløsninger, der kan sikre Danmarks konkurrencekraft i en verden, hvor AI udvikler sig ekstremt hurtigt,” siger Thomas Hofman-Bang, adm. direktør i Industriens Fond.
Teknologi der kan høre forskel
Gennem forløbet i AI Denmark har OxyGuard arbejdet med at omdanne lyddata til visuelle spektrogrammer, som gør det muligt at bruge computer vision-teknikker til at klassificere fiskenes spiseadfærd. Det har transformeret virksomhedens tilgang fra simpel overvågning til intelligent styring af fodringen.
”Som forsker på DTU er det stærkt motiverende at se sin viden og forskning blive bragt i spil og gøre reel gavn for virksomheder og samfund. Samarbejdet med OxyGuard er et godt eksempel på den bro, der fører forskningen ud i verden og skaber værdi,” siger Camilla Thyregod, der er chefkonsulent hos DTU Compute – Statistik og Dataanalyse.
Stærkt felt af finalister
OxyGuard vandt prisen i et stærkt felt af finalister, der alle har demonstreret, hvordan AI kan implementeres i praksis i danske SMV'er. De øvrige finalister – H. Daugaard og BrainCapture - modtager hver en præmie på 20.000 kr. som anerkendelse for deres indsats. Virksomhederne har arbejdet med henholdsvis optimering af transport og diagnostik af epilepsi i udviklingslande.
Prisen blev uddelt ved AI Denmark Summit den 17. december 2025, hvor erhvervsliv og eksperter var samlet i Industriens Hus til AI Denmark Summit 2025 for at hylde de virksomheder, der går forrest inden for erhvervsrettet anvendelse af kunstig intelligens.
FAKTA
Om Industriens Fonds AI-pris
- Uddeles én gang om året ved AI Denmark Summit.
- Prisen er på 200.000 kr. og hædrer fremragende anvendelse af kunstig intelligens blandt små og mellemstore danske virksomheder.
- Virksomheder, som har gennemført et forløb i AI Denmark, kan komme i betragtning til prisen.
Om AI Denmark
- Et landsdækkende initiativ, der skal fremme dansk erhvervslivs anvendelse af kunstig intelligens.
- Projektet hjælper SMV'er med at udnytte data og AI til forretningsudvikling.
- Drives af Teknologisk Institut, Alexandra Instituttet, DTU, Københavns Universitet og Aalborg Universitet.
- Projektet er skabt i samarbejde med og finansieret af Industriens Fond.
Om OxyGuard International A/S
- Grundlagt i 1989 og arbejder med bæredygtige løsninger inden for overvågning og fodring af fisk.
- Hovedsæde i Farum, Danmark.
- Gennem sit virksomhedsforløb i AI Denmark har virksomheden fået rådgivning af eksperter fra DTU.
Kontakter
Sigurd Schou MadsenIndustriens Fond
Tlf:91373110SSM@industriensfond.dkIndustriens Fond
Industriens Fond er en privat uafhængig fond, som arbejder på at styrke dansk erhvervslivs konkurrenceevne.
Følg pressemeddelelser fra Industriens Fond
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Industriens Fond
48 procent stigning: Virksomheder søger hjælp i dansk cybermærke14.8.2025 10:01:35 CEST | Pressemeddelelse
Stadig flere danske virksomheder arbejder aktivt med it-sikkerhed og ansvarlig dataanvendelse. I Danmarks mærkningsordning for it-sikkerhed og ansvarlig dataanvendelse sker en markant stigning i antallet af registrerede virksomheder, og særligt den nye cyberlov har sat it-sikkerhed højt på dagsordenen.
Nyt projekt sætter ecodesign og produktdata på SMV’ernes dagsorden9.5.2025 08:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Danske virksomheder får nu mulighed for at styrke deres kompetencer og innovationskraft i takt med EU’s nye krav til ecodesign og digitale produktpas.
Nyt millionprojekt reducerer madspild og giver restprodukter større værdi8.5.2025 07:58:00 CEST | Pressemeddelelse
Danmarks fødevareindustri genererer årligt 385.000 tons madspild. Nu skal et nyt projekt til 13 millioner kroner hjælpe virksomheder med at udnytte deres sidestrømme fra fødevareproduktionen mere effektivt og dermed nedbringe madspildet.
Ny undersøgelse: Social bæredygtighed er en nødvendighed for mange yngre medarbejdere10.4.2025 06:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Diversitet og inklusion er i høj kurs blandt unge på det danske arbejdsmarked, viser ny undersøgelse fra Tænketanken EQUALIS og Industriens Fond. Et faktum, der stiller krav til arbejdsgiverne, hvis de vil rekruttere og fastholde unge talenter, siger adm. direktør i EQUALIS, Gine Maltha Kampmann.
Nyt værktøj skal hjælpe virksomheder i gang med takeback-løsninger3.4.2025 09:50:39 CEST | Pressemeddelelse
Danmarks produktionsklynge MADE og Industriens Fond sætter nu gang i udviklingen af værktøjet ’Takeback strategier’, som skal hjælpe virksomheder med at tage brugte produkter retur for at reparere og genanvende dem. Startskuddet lyder 26. maj, hvor MADE inviterer til læringsdag om cirkulær produktion.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum