Studerendes semesterprojekt sendes til Månen
17.12.2025 08:41:01 CET | Aalborg Universitet | Pressemeddelelse
Máni-missionen, hvor satellit skal kortlægge mulige landingssteder på Månen, er en milepæl for dansk rumfart. Og Jonas, 24 år og studerende på Aalborg Universitet, har lavet udregninger, der skal få satellitten rundt i baner om Månen.

Danmark skal på mission til Månen. En dansk satellit skal kortlægge overfladen, så man i fremtiden kan vælge sikre landingssteder for astronauter og robotter.
Det er en milepæl for dansk rumfart og første gang, at Danmark leder en rummission, der sendes ud af Jordens kredsløb.
Det samlede budget for Máni-missionen er på 373 millioner kroner, og det er et samarbejde mellem danske og europæiske universiteter, forskningsinstitutioner og virksomheder samt ESA (det Europæiske Rumagentur).
Men tre studerende fra Aalborg Universitet spiller en afgørende rolle. De har lavet udregninger på satellittens bane rundt om Månen.
”Det er lidt vildt. Men det er fantastisk, at jeg kan bruge min studietid på noget, der skal bruges i virkeligheden. Og så er det fedt, at det er en danskledet mission”, siger Jonas Jakobsen, der bliver færdig med sin kandidat i Electronic Systems i sommeren 2026.
Jonas, der er 24 år, har lavet udregningerne som et semesterprojekt sammen med sine to medstuderende, Rasmus Haupt Dybkjær og Lukas William Ninn Fasken.
”Jeg talte med min vejleder om, hvad vi skulle lave. Og så fortalte han om det her projekt om en mission til Månen, som lød fantastisk spændende. Allerede der tænkte jeg, at jeg mega gerne ville bidrage til det, så sammen med Rasmus og Lukas lavede vi et projektforslag”, fortæller Jonas.
Satellitten skal efter planen opsendes i 2029. Derefter regner man med, at missionen varer tre år, hvor den kan levere videnskabelige resultater.
Store krav til kredsløb
Det er – selvfølgelig – ikke helt enkelt at sende en satellit i kredsløb om Månen. Der var flere krav, som de studerende skulle opfylde.
Satellitten skal have en bane, så den kan tage billeder af overfladen fra flere vinkler. Solen skal stå på forskellige måder og kaster dermed forskellige skygger, så billederne bliver meget mere detaljerede end ved blot at fotografere fra oven.
Da satellitten ikke kan tage billeder og sende data tilbage til Jorden på samme tid, er det vigtigt at sende på tidspunkter, der går mindst ud over at tage billeder. Tiden i rummet er kostbar og skal udnyttes.
Satellitten skal også ligge, så den kan sende data tilbage til Jorden uden at det interne lager på satellitten bliver fyldt op.
Og endelig er der batterierne, som skal lades op. Satellitten have et kredsløb, så den kan bruge sine solceller og få Solens stråler til at lade batterierne op.
Frygter ikke regnefejl
”Vi har simuleret Jordens, Månes, Solens og satellittens bevægelser i tre år, som er minimumslevetiden for projektet. Med tre år får vi også mange variationer med i forhold til fuldmåne, halvmåne, årstider på Jorden og så videre, så vi statistisk er dækket ind”, siger Jonas Jakobsen.
Men er Jonas ikke bare en smule nervøs for regnefejl?
”Jeg er ikke nervøs. Vi har gode sikkerhedsmarginer, og vi samarbejder jo med folk, der har meget erfaring inden for feltet. Vi har lavet utallige simuleringer”, siger Jonas Jakobsen.
Faktaboks: Máni-missionen
- Máni-missionen blev godkendt på et møde mellem medlemslandene i ESA den 16. december.
- Máni-missionen skal tage højopløselige billeder og kortlægge specifikke områder på Månen.
- Kortlægningen er afgørende for at kunne planlægge astronauters eller robotters bevægelser på Månen og for at vælge sikre landingssteder.
- Missionen er et samarbejde mellem Københavns Universitet, Aalborg Universitet, Aarhus Universitet og Syddansk Universitet.
- Det er nordjyske Space Inventor, der producerer satellitten.
- Også Danmarks Meteorologiske Institut samt andre europæiske forskningsinstitutioner i og virksomheder er med i samarbejdet. Blandt andet en polsk virksomhed, der leverer teleskopet til satellitten.
- Det samlede budget er cirka 373 millioner kroner). Den danske regering bidrager med 125-130 millioner kroner. Resten betales af andre medlemsstater, som har virksomheder og forskere, der bidrager til missionen.
Kontakter
Kim Rathcke JensenAAU Communication and Public Affairs
Tlf:(+45) 6196 7166kiraje@adm.aau.dkJonas JakobsenStuderende
Studerende, Electronic Systems, Aalborg Universitet
Følg pressemeddelelser fra Aalborg Universitet
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Aalborg Universitet
Nyt studie peger på udmattelse som en overset del af skolebørns trivsel21.8.2026 05:50:00 CEST | Pressemeddelelse
Når danske skolebørn taler om trivsel, handler det ikke kun om venner, læring og psykisk velbefindende. Et nyt studie i Social Science & Medicine peger på, at træthed og mangel på energi fylder overraskende meget i børnenes egen forståelse af trivsel.
Ny SBi-anvisning skal lette byggesektorens arbejde med klimaberegninger19.8.2026 13:07:15 CEST | Pressemeddelelse
Bygningsreglementets klimakrav betyder, at langt flere bygninger skal dokumentere deres klimapåvirkning gennem en livscyklusvurdering (LCA). Ny SBi-anvisning om beregning af bygningers klimapåvirkning skal gøre arbejdet lettere samt sikre kvalitet og ensartethed.
Ny platform skal hjælpe danskere med at forstå og håndtere smerter12.8.2026 06:05:00 CEST | Pressemeddelelse
Danskere med muskel- og ledsmerter kan nu få gratis, forskningsbaseret onlinehjælp gennem en ny digital platform udviklet af forskere fra Aalborg Universitet og Aalborg Universitetshospital. Platformen samler viden og kurser, der skal styrke forståelsen og håndteringen af smerter og samtidig fungere som et fælles redskab for sundhedsprofessionelle.
Erfaren universitetsleder vender hjem til Nordjylland5.8.2026 11:35:40 CEST | Pressemeddelelse
Jacob Graff Nielsen er ansat som ny dekan for Det Humanistiske og Samfundsvidenskabelige Fakultet ved Aalborg Universitet. Han kommer fra en stilling som dekan ved Københavns Universitet.
Forskere vil bruge data fra ambulancer til at undgå unødige indlæggelser29.7.2026 08:50:00 CEST | Pressemeddelelse
Ambulancepersonalet skal have bedre redskaber til at vurdere, hvilke patienter der er kritisk syge, og hvilke der ikke har behov for indlæggelse. Derfor udvikler forskere fra Aalborg Universitet sammen med Region Nordjylland og Treat Systems ApS et system, der løbende vurderer patientens tilstand i ambulancen.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum