Ny energiteknologi på vej: EUDP uddeler 282 millioner kroner
Det Energiteknologiske Udviklings- og Demonstrationsprogram (EUDP) skyder gang i en række nye innovative energiprojekter, der skal accelerere den grønne omstilling. I alt 37 nytænkende projekter modtager tilskud for 282 millioner kroner.

EUDP støtter hvert år virksomheder og universiteters arbejde med udvikling og demonstration af nye, grønne energiteknologier, som bidrager til at indfri Danmarks klima- og energipolitiske målsætninger. Ved tilskudsprogrammets seneste ansøgningsfrist var der indsendt i alt 92 ansøgninger, der samlet søgte om 891 millioner kroner. Nu har de mange ansøgere fået svar – og i alt 37 nye energiprojekter kan skydes i gang med tilskud fra EUDP.
”Det er altid positivt, når nye energiteknologiske projekter vokser frem. Det skal vi støtte, så meget vi kan. For det er netop udviklingen af nye teknologier og innovative løsninger, der skal hjælpe os endnu længere i den grønne omstilling. Derfor er jeg også glad for, at EUDP har kunne give tilskud til så mange relevante grønne projekter i 2025,” siger klima-, energi- og forsyningsminister Lars Aagaard.
De innovative teknologier spænder bredt. Blandt denne rundes støttede projekter finder man blandt andet en energibesparende løsning til støjreduktion i ventilationssystemer, et intelligent dronesystem til reparation af offshore vindmøllevinger og en undersøisk løsning, der skal transportere elektrisk strøm gennem havet via elektroder.
”Det er tydeligt, at aktørerne på energiområdet fortsat har store ambitioner. I bestyrelsen glæder vi os over det høje faglige niveau og de mange modige idéer, der bliver bragt i spil. Hver ansøgningsrunde viser, at innovationskraften er stærk, og vi ser frem til at følge de nye projekter og se dem skabe reel impact for energisystemet og den grønne omstilling,” siger Kim Lehmann, forperson for EUDP’s bestyrelse.
Det er anden gang i år, at EUDP uddeler tilskud til innovative energiteknologiske løsninger. Tidligere på året udmøntede tilskudsprogrammet 327 millioner kroner til 40 projekter. Med tilskuddet til de 37 nye projekter, har EUDP i 2025 dermed igangsat i alt 77 innovative projekter med 609 millioner kroner i tilskud.
Sådan fordeler de 37 nye projekter sig:
- 21 EUDP-projekter, herunder 2 omhandlende el-lagring
- 15 IEA-samarbejder (projekter under Det Internationale Energiagentur)
- 1 projekt under særpuljen for pyrolyseteknologi
Læs mere og find listen over samtlige støttede projekter i denne ansøgningsrunde på EUDP’s hjemmeside.
Ny ansøgningsrunde: 384 millioner kroner i spil
Mens EUDP nu igangsætter 37 nye projekter, åbnes der samtidig for ansøgninger til næste runde, hvor der i alt er 384 millioner kroner i spil – fordelt på tre puljer. Ansøgningsfristen for næste runde er den 25. februar 2026 kl. 12.00.
Der udbydes denne gang 260 millioner kroner i EUDP’s den generelle pulje, hvor der kan søges om støtte til udvikling og demonstration af ny energiteknologi under EUDP, tilskud til etablering af testfaciliteter under Green Labs DK samt tilskud til dansk deltagelse i internationale energisamarbejder (IEA).
Udover den generelle pulje, udbydes også to særpuljer, herunder særpuljen for pyrolyse på 99 millioner kroner samt særpuljen Smart Energy og Digitalisering på 25 millioner kroner.
Læs mere om den nye ansøgningsrunde i EUDP’s indkaldelse.
Nøgleord
Kontakter
Amanda LaasholdtKommunikation, EUDP
amlt@ens.dkLinks
Følg pressemeddelelser fra EUDP – Det Energiteknologiske Udviklings- og Demonstrationsprogram
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra EUDP – Det Energiteknologiske Udviklings- og Demonstrationsprogram
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum