Danskerne har ændret syn på, hvornår man er for gammel til at arbejde – men ikke på, hvornår man er for ung til at stoppe
26.1.2026 11:15:17 CET | Aalborg Universitet | Pressemeddelelse
Ny undersøgelse af forskere fra Aalborg Universitet beskriver befolkningens, seniorernes og arbejdsgivernes opfattelser af, hvornår man er ”for gammel” til og ”for ung” til at forlade arbejdsmarkedet.

Selvom mange danskere brokker sig over, at pensionsalderen stiger, så har vores grænser flyttet sig for, hvornår vi mener, at man er for gammel til at arbejde.
En ny omfattende undersøgelse, som er udarbejdet for Videnscenter for fastholdelse af seniorer på arbejdsmarkedet viser, at flere og flere mener, at man godt kan arbejde langt op i 60’erne – og ofte også over 70.
Andelen, der mener, at kvinder først er “for gamle” efter 65 år, er steget fra 43 procent (2006) til 73 procent (2025). Tallene for mænd viser en stigning fra 59 procent til 72 procent.
Til gengæld er synet på, hvornår man er ’for ung’ til at trække sig tilbage, stort set uforandret de seneste 20 år. Mange danskere mener fortsat, at man godt kan stoppe før 60 år.
Det kan læses i det nyligt udkomne bog Hvornår er man for gammel til arbejde og for ung til pension? af forskerne Christian Albrekt Larsen og Jeevitha Yogachandiran Qvist, Institut for Samfund og Politik, Aalborg Universitet. De har analyseret befolkningens, seniorernes og arbejdsgivernes normer for alder og tilbagetrækning.
“Vores data viser, at grænsen for, hvornår man er ’for gammel’ til at arbejde, er rykket markant op gennem de seneste 20 år. I dag forventer mange, at man kan arbejde langt op i 60’erne,” siger professor Christian Albrekt Larsen.
Til gengæld står ’”for ung”-grænsen overraskende stille – især for opfattelsen af mænd. I både 2006 og 2025 angav 54 procent en alder under 60 år for mænd.
”Det betyder, at tidlig tilbagetrækning fortsat anses som helt legitimt,” tilføjer han, selvom Efterlønsordningen har været under afvikling siden 2006.
Mere fleksible pensioner – et tveægget sværd
Undersøgelsen dokumenterer en markant nedgang i faste fratrædelsesaldre på danske arbejdspladser. Flere seniorer kan i dag selv afgøre, hvornår de vil stoppe, og arbejdsgiverne stiller færre formelle krav om at gå i en bestemt alder.
Denne fleksibilitet kan være en stor fordel for den enkelte – men er ikke uden konsekvenser.
“De-standardiseringen – individualiseringen – af livsforløb er et tveægget sværd,” siger lektor Jeevitha Yogachandiran Qvist.
“Det er positivt for økonomien, når normerne om, hvornår man er ’for gammel’, flytter sig opad. Men hvis normen om, hvornår man er ”for ung” til at stoppe, bliver opløst, kan det trække i den modsatte retning. Og her viser data, at især mænds ”for ung”-grænse ikke er blevet højere – heller ikke blandt dem med god uddannelse,” siger hun.
Kønsforskelle forsvinder – men ikke helt
Historisk har kvinder haft lavere grænser for både, hvornår man er “for ung” og “for gammel”. Undersøgelsen viser, at forskellene er blevet mindre. Men de er ikke forsvundet.
“Kønsforskellene i normerne udlignes gradvist, men kvinder anses stadig en smule tidligere både ’”for unge” og ”for gamle” end mænd,” siger Jeevitha Yogachandiran Qvist.
“Det gælder også blandt arbejdsgivere, hvor kvindelige arbejdsgivere typisk angiver lavere grænser end mænd. Det viser, at køn stadig spiller en rolle for forestillinger om arbejdsliv og pension.”
Opfattelser kan påvirke adfærd
Opfattelser om ”for ung” og ”for gammel” kan påvirke vores adfærd. Det kan have betydning, når arbejdsgivere skal rekruttere eller afskedige medarbejdere. Det kan også have betydning, når seniorerne beslutter sig for, om de skal fortsætte med at arbejde.
”Det interessante ved normer er, at vores forventninger til, hvad vi tror andre gør, og hvad vi tror, at andre mener, at vi bør gøre, kan påvirke vores egne handlinger. Beslutninger om at blive på arbejdsmarkedet eller trække sig tilbage fra arbejdsmarkedet sker ikke i isolation,” siger Christian Albrekt Larsen.
Hvornår er man for gammel til arbejde og for ung til pension? af Christian Albrekt Larsen og Jeevitha Yogachandiran Qvist kan læses her.
De to AAU-forskere arbejder med tilsvarende spørgsmål i forskningsprojektet ”SeniorArbejdsLiv”, der er finansieret af Trygfonden. Læs om det her.
Fakta
Hvad viser undersøgelsen?
- Grænsen for “for gammel” stiger markant
Andelen, der mener, at kvinder først er “for gamle” efter 65 år, er steget fra 43 procent (2006) til 73 procent (2025). Tallene for mænd stiger også. - "For ung"-grænsen rykkes ikke
For både mænd og kvinder ligger den typiske “for ung”-grænse stadig på 60 år – samme niveau som den tidligere efterlønsalder. - Faste aldersgrænser på arbejdspladser forsvinder
Ældredatabasen viser et markant fald i kutymer for faste fratrædelsesaldre siden 1997. - Få forskelle mellem grupper
Normerne varierer kun svagt på tværs af uddannelser, brancher og køn. Det tyder på et bredt samfundsmæssigt normskifte.
Fakta
Undersøgelsen bygger på disse data:
European Social Survey (2006 og 2018) – befolkningsnormer fordelt på mænd og kvinder
VIVE’s befolkningsundersøgelse 2025 – tre grupper, inkl. en uden kønsspecifikation
Arbejdsgiverundersøgelserne 2018, 2022 og 2025 – normer på arbejdssteder med 5+ ansatte
Ældredatabasen 1997–2022 – kutymer om fratrædelsesaldre blandt +52-årige
Nøgleord
Kontakter
Christian Albrekt LarsenProfessor, Institut for Samfund og Politik, Aalborg Universitet
Tlf:6084 9227Tlf:6084 9227albrekt@dps.aau.dkJeevitha Yogachandiran QvistLektor, Institut for Samfund og Politik, Aalborg Universitet
Tlf:99408208jy@dps.aau.dkCharlotte Tybjerg SørensenJournalist og presserådgiver, AAU Kommunikation og Public Affairs, Aalborg Universitet
Tlf:93562069ceso@adm.aau.dkFølg pressemeddelelser fra Aalborg Universitet
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Aalborg Universitet
Ny platform skal hjælpe danskere med at forstå og håndtere smerter12.8.2026 06:05:00 CEST | Pressemeddelelse
Danskere med muskel- og ledsmerter kan nu få gratis, forskningsbaseret onlinehjælp gennem en ny digital platform udviklet af forskere fra Aalborg Universitet og Aalborg Universitetshospital. Platformen samler viden og kurser, der skal styrke forståelsen og håndteringen af smerter og samtidig fungere som et fælles redskab for sundhedsprofessionelle.
Erfaren universitetsleder vender hjem til Nordjylland5.8.2026 11:35:40 CEST | Pressemeddelelse
Jacob Graff Nielsen er ansat som ny dekan for Det Humanistiske og Samfundsvidenskabelige Fakultet ved Aalborg Universitet. Han kommer fra en stilling som dekan ved Københavns Universitet.
Forskere vil bruge data fra ambulancer til at undgå unødige indlæggelser29.7.2026 08:50:00 CEST | Pressemeddelelse
Ambulancepersonalet skal have bedre redskaber til at vurdere, hvilke patienter der er kritisk syge, og hvilke der ikke har behov for indlæggelse. Derfor udvikler forskere fra Aalborg Universitet sammen med Region Nordjylland og Treat Systems ApS et system, der løbende vurderer patientens tilstand i ambulancen.
Droner og AI hjælper forskere med at forstå vores rovdyr28.7.2026 14:09:14 CEST | Pressemeddelelse
Ved hjælp af avancerede droner, termiske kameraer og kunstig intelligens har en gruppe forskere fra Aalborg Universitet studeret vores hjemlige rovdyrs aktiviteter om natten. Billederne og metoden kan ses i den nye naturserie på Danmarks Radio, Dyrenes Danmark. Metoden giver ekstraordinær ny viden om vores vilde dyreliv om natten.
Flere unge tilbydes teknologi og naturvidenskab på Aalborg Universitet28.7.2026 00:01:00 CEST | Pressemeddelelse
Det Ingeniør- og Naturvidenskabelige Fakultet vokser markant, når nye studerende starter på Aalborg Universitet efter sommerferien. Det viser en frisk opgørelse af tilbudte studiepladser på bachelor- og professionsbacheloruddannelser.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum