Lokalt udviklingsselskab vinder udbud på havnen i Nykøbing Falster
11.12.2025 20:03:13 CET | Guldborgsund Kommune | Pressemeddelelse
Havneudvikling ApS har vundet udbuddet af tre grunde på havnen i Nykøbing Falster. Det besluttede Guldborgsund Kommunes byråd torsdag aften. Bag Havneudvikling ApS står den lokale entreprenørvirksomhed MSE Entreprise A/S.

Når der skal bygges hotel, kontorbygning til rådhus og de første boliger på havnen i Nykøbing Falster, bliver det et selskab med lokale kræfter, der kommer til at stå bag som både ejer af grundene og bygherre. Havneudvikling ApS har vundet udbuddet og skal dermed købe de tre grunde og bygge henholdsvis hotel, rådhus og de første boliger på havnen. Det besluttede byrådet i Guldborgsund Kommune torsdag aften på sit møde, efter at et enigt Erhverv og Udviklingsudvalg samt et enigt Økonomiudvalget havde sendt sagen videre til byrådet.
Havneudvikling ApS ejes af JSCS Holding ApS. Det er Jan Sørensen, der står i spidsen for selskabet. Han er også direktør i den lokale entreprenørvirksomhed MSE Entreprise A/S fra Nørre Alslev. Derudover har Havneudvikling ApS allieret sig med arkitektfirmaet PLH. og rådgivningsfirmaet Artelia, som begge har været en del af byggeriet af rådhuset i Høje Taastrup Kommune samt andre store byggerier.
Der var indkommet to købstilbud, og to eksterne rådgivere, Horten og Rambøll, har gennemgået tilbuddene sammen med kommunen for at sikre en objektiv og korrekt behandling og proces. Det vindende tilbud er valgt på baggrund af det bedste forhold mellem pris og kvalitet med følgende underkriterier:
- Opførelse af hotel- og boligbyggeriet
- Opførelse af en kontorbygning, som kommunen lejer og benytter som rådhus
- Højeste pris for grundene
- Tidsplan og proces
Borgmester Simon Hansen takker begge tilbudsgivere, og han glæder sig til de næste skridt.
”Omdannelsen af den tidligere erhvervshavn er det største udviklingsprojekt i Guldborgsund Kommunes historie, og der er allerede gang i mange spændende ting med for eksempel Markedshallen, ungeområde, foreningsliv og meget andet. Med salget af grundende vil vi nu snart se de første nye bygninger på havnen,” siger Simon Hansen og fortsætter:
”Boligerne vil være attraktive for mange, der bor her i forvejen og for nytilkomne, og de vil skabe hverdagsliv helt ned til vandet. Hotellet vil understøtte vores fantastiske kulturinstitutioners muligheder for at afholde større arrangementer og events, ligesom vores mange, glade turister kan få gavn af et moderne hotel helt centralt i Nykøbing. Det er virkelig spændende.”
Kommunen bliver lejer i stedet for ejer
Rådhuset er det første af de tre byggerier, som Havneudvikling ApS skal opføre, og det bygges i den sydlige ende af havnen tæt ved Kong Frederik IX’s bro. Området kan ikke bruges til eksempelvis boliger på grund af støj- og miljøkrav.
Som bygherre står Havneudvikling ApS for alle omkostninger i forbindelse med opførelsen af rådhuset. Kommunen bliver lejer af bygningen på helt almindelige markedsvilkår.
Ideen om at bo til leje kom frem i forbindelse med, at kommunen stod over for lovpligtige og omfattende renoveringer af både Jobcentret og det nuværende rådhus på Parkvej. Den billigste løsning ville koste mindst 145 millioner kroner, der skulle tages fra anlægsbudgettet, der så ikke kunne bruges på renovering af skoler, anlæg af cykelstier eller plejehjemsbyggeri. Beløbet svarer stort set til kommunens årlige anlægsbudget.
Dertil kom, at kommunen fortsat ville have høje driftsomkostninger for bygningerne samt løbende udgifter til vedligeholdelse og renovering ud over det lovpligtige. Samlet set fik det politikerne til at vende sagen på hovedet for at afsøge andre og billigere løsninger.
”I stedet for at bruge virkelig mange penge på dyre og lidt kedelige renoveringer af vores kontorbygninger og fortsat have høje driftsomkostninger, kan vi nu holde vores samlede huslejeudgifter i ro ved at bo til leje. Det er virkelig positivt. Samtidig får borgerne nem adgang til dem, der behandler alt fra byggesager til fornyelse af pas, og vores medarbejdere får ordentlige arbejdsforhold,” siger borgmesteren.
Over de kommende år skal hotellet og boligerne opføres i den nordlige ende af havneområdet, hvor de to andre grunde ligger, som udbuddet bestod af. Jan Sørensen, direktør i Havneudvikling ApS og ejer af MSE Entreprise A/S, ser frem til at være en del af udviklingen.
”Vi er meget glade for, at vi har vundet udbuddet. Vi har samlet nogle dygtige og erfarne samarbejdspartnere, og det er interessant både som borger og som virksomhed at være med til at udvikle Lolland-Falster som område. Jeg er helt sikker på, at havneudviklingen i Nykøbing kommer til at betyde virkelig meget for udviklingen af hele Guldborgsund Kommune, og vi glæder os til at kunne bidrage,” siger han.
De modtagne bud kan indeholde forretningshemmeligheder. Derfor offentliggøres indholdet af de to indkomne tilbud ikke af hensyn til dem som har budt.
Kontakter
Simon HansenBorgmester
Guldborgsund Kommune
Johanne Duus HornemannPresse- og kommunikationskonsulent
Guldborgsund Kommune
Billeder

Følg pressemeddelelser fra Guldborgsund Kommune
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Guldborgsund Kommune
GULDBORGSUND: Sådan kan du afgive din stemme til folketingsvalget3.3.2026 14:42:20 CET | Pressemeddelelse
Så er der snart folketingsvalg. Her er et overblik over, hvordan du kan afgive din stemme i Guldborgsund Kommune. Det gælder også dig, der ikke kan komme til valgstedet den 24. marts.
Plan for Cementen er klar - flere p-pladser på vej25.2.2026 06:08:01 CET | Pressemeddelelse
Den ikoniske parkeringsplads Cementen i Nykøbing trænger til en kærlig hånd. Nu er planerne for renovering tæt på at være klar til udbud. Derfor kan Guldborgsund Kommune løfte sløret for, hvordan pladsen kommer til at se ud i fremtiden.
Storstrømmens Broløb er udsolgt24.2.2026 09:00:00 CET | Pressemeddelelse
Løbefesten over de to broer har trukket tusindvis af deltagere, og den unikke begivenhed kan nu melde udsolgt.
Lokale ildsjæle og fællesskaber hyldet ved festlig prisfest i Nykøbing F. Teater20.2.2026 21:31:06 CET | Pressemeddelelse
Fredag aften blev de lokale foreningsfællesskaber hyldet til Prisfest 2025 på Nykøbing F. Teater, hvor Guldborgsund Kommune samlede frivillige, foreninger, familier og venner til en aften i fællesskabets tegn.
Hvorfor falder vi i svindlernes fælder – og hvordan vi undgår dem?19.2.2026 16:27:54 CET | Pressemeddelelse
Det sætter Guldborgsund-bibliotekerne fokus på med et foredrag, hvor kommunikationsrådgiver og podcastvært Anna Thygesen tager afsæt i sin egen historie samt psykologien bag svindlernes metoder.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum