TUBA

Skuespiller Sarah Werner er ny ambassadør for TUBA: Det skal ikke være skamfuldt at vokse op i en familie med misbrug

Del

Terapien i TUBA blev et vendepunkt for skuespiller Sarah Werner. Hun træder nu ind i rollen som ambassadør for at skabe opmærksomhed om de dybe spor, som en opvækst i en familie med misbrug sætter.

”Jeg følte, at det var mig, der var noget galt med, men det er jo helt forkert, at det er os pårørende, der skal gå rundt med de tanker og følelser,” fortæller skuespiller Sarah Werner.
”Jeg følte, at det var mig, der var noget galt med, men det er jo helt forkert, at det er os pårørende, der skal gå rundt med de tanker og følelser,” fortæller skuespiller Sarah Werner. Foto: Nelle Renberg Andersen

Det er lettere at tie end at tale. Det lærer man tidligt, når man vokser op i en familie med misbrug. Sådan var det også for Sarah Werner, der er kendt for roller som Ulvepigen Tinke, julekalenderen Absalons hemmelighed og spillefilmene Arven, To verdener og Idioten. Som ny ambassadør for TUBA ønsker den 33-årige skuespiller at bryde med den tavshed og det tabu, hun selv har oplevet.

”Jeg vil gerne være med til at åbne døren for dem, der står på tærsklen og tvivler på, om det nogensinde bliver bedre. Det skal ikke være skamfuldt at vokse op i en familie med misbrug. Det skal være nemmere at sige højt – og at få den hjælp, man har brug for,” siger Sarah Werner.

Som barn og ung følte hun sig ensom og tynget af tabuet og skammen, der ofte følger børn til forældre med misbrugsproblemer.

”Jeg følte, at det var mig, der var noget galt med, men det er jo helt forkert, at det er os pårørende, der skal gå rundt med de tanker og følelser,” mener Sarah Werner.

Frygten for at gentage mønsteret

Hvert 10. barn i Danmark op med mindst én forælder med et alkoholproblem – hvert 7., hvis man medregner stofmisbrug. Heraf vil cirka en tredjedel selv udvikle misbrugsproblemer senere i livet. Selvom Sarah ikke har udviklet et misbrug, har hun alligevel frygtet at gentage de usunde adfærdsmønstre og den utrygge dynamik fra sin opvækst.

”At vokse op i en familie med misbrug er mere end bare fulde forældre. Der følger usunde handlemønstre og adfærd med, som jeg var bange for selv at komme til at kopiere i mit eget forælderskab,” fortæller hun.

Det var blandt andet derfor, Sarah søgte hjælp i TUBA. Selvom hun havde et ønske om at få det bedre, var det ikke uden indre modstand, hun trådte ind ad døren til terapi første gang.

”En ting er at sige, at nu vil jeg gerne se mine traumer i øjnene og arbejde med mig selv, noget andet er at gøre det og have tillid til, at der findes nogen, der kan hjælp en,” fortæller Sarah, og fortsætter:

”Jeg tvivlede på, om jeg kunne stole på terapeuten, på de andre i gruppen, og om hjælpen var den rette.”

Efter et par gange sænkede hun paraderne, og i dag er hun meget taknemmelig for den specialiserede hjælp, hun fik i TUBA.

"Jeg er blevet bedre til at mærke mig selv og sætte grænser. Det virker banalt, men det er lidt af et mirakel for sådan en som mig. Jeg havner sjældent et mørkt sted, og når jeg gør, er det kun for kortere perioder," siger hun.

Konsekvenser skal anerkendes

Som ambassadør for TUBA vil Sarah Werner gøre sit for at nedbryde den tavshed og skam, der er forbundet med at vokse op i en familie med alkohol- eller stofmisbrug.

"Som samfund mangler vi en grundlæggende anerkendelse af, hvor alvorlige konsekvenser det kan have at vokse op med en forælder med misbrugsproblemer. Mange pårørende får ikke den hjælp, de har brug for. Det skal vi kunne gøre bedre," mener hun.

I TUBA hilser Maria Vase, konstitueret landsleder, Sarah Werner varmt velkommen.

”Vi er utrolig glade for, at Sarah vil være med til at sætte fokus på de udfordringer og konsekvenser, det har at vokse op i familier præget af forældres misbrugsproblemer. Vi ved af erfaring, at det har stor betydning, når kendte danskere går forrest og nedbryder barrieren mellem tabu og hjælp. Derfor er vi også stolte af at byde Sarah varmt velkommen som ambassadør for TUBA.”

Blå bog: Sarah Werner

Sarah Werner er født i 1992. Som 9-årige fik hun hovedrollen som Ulvepigen Tinke i 2002. Herfra tog en tidlig skuespillerkarriere og drøm fart, og hun har spillet med i flere store spillefilm, tv-serier og tegneserier. På listen findes store, danske film- og serieperler som Arven (2003), Brødre (2004), Absalons hemmelighed (2006), Drømmen (2006), To verdener (2008), Doggystyle (2018-2022), Sygeplejeskolen (2022) og Idioten (2023).

Nøgleord

Kontakter

Links

Om TUBA

TUBA har eksisteret siden 1997 og er et gratis og specialiseret terapi- og rådgivningstilbud til børn og unge mellem 12 og 35 år, der er vokset op i familier ramt af alkohol- eller stofmisbrug.

Hvert år hjælper TUBA mere end 3.000 børn, unge og unge voksne på landsplan.

TUBA har 33 afdelinger fordelt rundt i landet.

Læs mere om TUBA arbejde og effekt her: https://tuba.dk/wp-content/uploads/2025/03/TUBA_Aarsmagasin_2024_25_WEB.pdf

Følg pressemeddelelser fra TUBA

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra TUBA

World GlobeA line styled icon from Orion Icon Library.HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye