Cepos

Ny CEPOS-analyse: Regeringens afbureaukratisering kuldsejler – over 600 flere kolde hænder trods løfte om færre

Del

Embedsværk har stadig vokseværk. Regeringen lovede 1.000 færre ledere og administratorer i staten i 2025, men der er kommet 661 flere, viser ny analyse fra CEPOS

Karsten Bo Larsen
Karsten Bo Larsen Foto: Jakob Melgaard

Regeringens ambition om at reducere antallet af 'kolde hænder' i staten med 1.000 fuldtidsstillinger i 2025 er på kollisionskurs med virkeligheden. 

En ny analyse fra CEPOS viser, at antallet af administratorer og ledere i staten i stedet er steget med 661 fuldtidsstillinger i løbet af årets første tre kvartaler.

"Ambitionen er at reducere antallet af 'kolde hænder' i staten med 1.000 i 2025. I løbet af de første 3 kvartaler har der været en stigning på over 600 fuldtidsstillinger. Medmindre der sker et mirakel i 4. kvartal, bliver der tale om et løftebrud," siger Karsten Bo Larsen, forskningschef i CEPOS.

Ifølge analysen er det første gang siden 2017, at der kortvarigt blev registreret et fald i det administrative personale tidligere på året. Men faldet blev hurtigt mere end opvejet af nye ansættelser, så den samlede udvikling igen går den forkerte vej.

"Der er planlagt en række yderligere afskedigelsesrunder i staten, men de når kun at få begrænset effekt i år. Derfor anser jeg det for urealistisk, at regeringen kommer i mål med en reduktion på 1.000 fuldtidsstillinger i år," siger Karsten Bo Larsen.

Siden 2011 er antallet af administrativt ansatte og ledere i staten steget med ca. 23.800 fuldtidsstillinger, ifølge CEPOS’ opgørelse. Alene under den nuværende SVM-regering er der kommet over 6.000 flere 'kolde hænder'.

"Det er ikke urealistisk, at regeringen isoleret set kommer i mål med at deres målsætning om at nedlægge 5.000 stillinger frem mod 2030. Det store problem er derimod, at regeringen ikke har styr på, hvor mange bureaukrater der bliver ansat i nyoprettede stillinger," siger Karsten Bo Larsen og fortsætter:

"Vi kan således meget vel ende med en yderligere vækst i det statslige bureaukrati, fordi regeringen ikke har forpligtet sig til et håndfast måltal for, hvor mange ’kolde hænder’ der samlet set må være ansat i staten i 2030."

Ifølge CEPOS består langt hovedparten af væksten under SVM-regeringen af akademikere og ledere, mens antallet af øvrige ansatte stort set er uændret.

"Selv hvis man tror på, at det vil lykkes for regeringen at reducere det samlede antal kolde hænder i staten med 5.000 i de kommende år, kan man i den grad sætte spørgsmålstegn ved, om ambitionsniveauet er højt nok. Stigningen siden 2011 og frem til i dag har været på ca. 23.800 fuldtidsstillinger – heraf ca. 6.000 alene under SVM-regeringen," siger Karsten Bo Larsen, forskningschef i CEPOS.

Han foreslår i analysen, at der indføres et egentligt bureaukratloft, hvor lønudgifterne til administration og ledelse fastfryses og gradvist reduceres år for år, så niveauet bringes tilbage mod 2011-niveauet.

Karsten Bo Larsen kan kontaktes på 41 22 04 76 for uddybende kommentarer.

Læs analysen her.

Kontakter

Følg pressemeddelelser fra Cepos

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Cepos

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
World GlobeA line styled icon from Orion Icon Library.HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye