Folkekirkens Nødhjælp

Danskerne shopper genbrug til jul i stor stil

Del

Genbrug er årets julehit: Hver tredje dansker overvejer at købe brugte gaver til jul – og det giver travlhed i landets genbrugsbutikker.

Folkekirkens Nødhjælp

Når danskerne skal på juleshopping, planlægger mange at slå vejen forbi den lokale genbrugsbutik. Derfor kan flere gaver som brugte møbler, unik keramik og læste bøger ende under juletræet i år.  

En ny Epinion-undersøgelse for Folkekirkens Nødhjælp viser, at 34 procent af danskerne overvejer at give en eller flere julegaver brugt i år. Særligt porcelæn, glas, keramik, bøger, legetøj og køkkenudstyr er populære genbrugsgaver. 

Mere jul, mere pakkeleg, mere genbrug
Det er ikke kun julegaver, som får folk i genbrugshumør. De små gaver til pakkeleg er også i høj kurs i genbrugsbutikkerne. Blandt dem, der overvejer at give brugt til jul, peger hele 53 procent på pakkelegsgaverne. 

Det har Marianne Radich i Folkekirkens Nødhjælps genbrugsbutik i Ballerup forberedt sig på:  

”De små gaver er en julefavorit, og vi har masser af dem. Vores lykkeposer med håndplukkede ting som tørklæder, bøger og hjemmestrik er også en eftertragtet løsning. Så behøver folk ikke selv at opfinde den dybe tallerken,” siger Marianne Radich. 

I december sælger alle Folkekirkens Nødhjælps genbrugsbutikker lykkeposer fyldt med unikke fund.  

De unge viser vejen
Det er især de yngre kunder, som vælter ind i genbrugsbutikkerne her i december. Det mærkes i Folkekirkens Nødhjælps genbrugsbutik i Faaborg: 

"De unge er virkelig gode til at omfavne genbrug – også i juletiden. Vi oplever, at mange finder vej til os, og det giver håb. Det er jo dem, der er fremtiden og kan være med til at bremse vores overforbrug," siger Bente Madsen, leder af Folkekirkens Nødhjælps genbrugsbutik i Faaborg.  

Undersøgelsen fra Epinion bekræfter Bente Madsens oplevelser: På landsplan overvejer 41 procent af unge mellem 18-34 år at give genbrugsgaver til jul i år, mens kun 27 procent af de 59+ årige overvejer det. 

“Der er sket en tydelig udvikling de seneste par år, hvor unge ikke bare køber mere genbrug, men også deler glæden og værdien til deres familier. De viser, at genbrugsgaver ikke bare er bæredygtige, men også giver mening og værdi” siger Karina Skovhauge, leder af Genbrug i Folkekirkens Nødhjælp.  

Folkekirkens Nødhjælp har over 100 butikker på landsplan, som er drevet af frivillige. Overskuddet går til nødhjælp i verdens brændpunkter - så når du køber genbrug, hjælper du også mennesker i nød.  

Find din nærmeste genbrugsbutik her

______________________________________________ 

 Det giver danskerne i julegave fra genbrug 

Af dem, der overvejer at give julegaver fra genbrug, er de mest populære gaver:   

  • Porcelæn, glas eller keramik – 60 % 

  • Bøger - 60 % 

  • Legetøj - 47 % 

  • Køkkenudstyr – 39 % 

  • Møbler – 37 % 

Kilde: Epinion for Folkekirkens Nødhjælp, november 2025, 2.072 deltagere. 

_______________________________________________ 

6 geniale genbrugsgaver 

TIL SPORTSTOSSERNE: Brugte fodboldtrøjer hitter, både til store og små. Du kan være heldig at finde gamle klassikere brugt. 

TIL BEDSTEFORÆLDRENE: Skolefotos eller børnebilleder er den perfekte gave til bedsteforældre, og en charmerende genbrugsramme fuldender fotogaven. 

TIL FORÆLDRE: Sjove brætspil, som kan samle hele familien. 

TIL DE MADGLADE: Madentusiaster elsker køkkenudstyr. Det kan være et sjovt salatbestik, kobbergryder og bordskånere eller måske en airfryer. 

TIL BØRN UNDER TI ÅR: En ny brugt cykel. De små vokser hurtigt, så cyklerne er ofte næsten som nye. Der er også tit legetøj som racerbaner, dukkehuse og bamser. 

TIL DE KREATIVE: Her er genbrugsmulighederne mange: strikkepinde, symaskine, porcelæn til maling, dug til upcycling eller en flot vase til pensler. 

Nøgleord

Kontakter

Billeder

Folkekirkens Nødhjælp
Download
Folkekirkens Nødhjælp
Download
Folkekirkens Nødhjælp
Download

Links

Om Folkekirkens Nødhjælp

Folkekirkens Nødhjælp er til stede, hvor nøden er størst. Vi er hjælper mennesker i verdens brændpunkter. Vi giver akut nødhjælp, når katastrofen rammer, og vi arbejder for at sikre langsigtet og bæredygtig udvikling i 19 lande verden over.

Følg pressemeddelelser fra Folkekirkens Nødhjælp

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Folkekirkens Nødhjælp

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
World GlobeA line styled icon from Orion Icon Library.HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye