Nyt værktøj skal være med til at halvere CO₂-udledningen i Københavns Kommunes nybyggeri
9.12.2025 15:01:17 CET | Københavns Kommune Økonomiforvaltningen | Pressemeddelelse
For at halvere CO₂-udledningen i nybyggeri tager Københavns Kommune et nyt værktøj i brug fra starten af 2026. Der er allerede et samarbejde med Aarhus Kommune om værktøjet, og på sigt kan det også komme andre kommuner til gavn.

I foråret gav københavnske politikere hinanden håndslag på at reducere klimaaftrykket fra kommunale nybyggerier.
Det kommer til at ske ved at bygge efter bygningsreglementets såkaldte frivillige lavemissionsklasse. Det betyder, at CO₂-udledningen fra kommunens nybyggerier kan blive reduceret med omkring 50 pct. i 2035 i forhold til 2019. Det viser kommunens egne beregninger.
I kølvandet på denne beslutning udvikler Byggeri København et nyt værktøj, som skal gøre det både lettere og billigere at bygge mere klimavenligt.
Overborgmester Lars Weiss (S) siger:
”Det er vigtigt at være ambitiøs der, hvor man virkelig kan gøre en forskel for klimaet. Det kan vi i vores egne byggerier. Men hvis København skal halvere CO₂-udledningen fra nybyggeri, er vi nødt til at tænke nyt. Jeg håber, at andre kommuner vil tage databasen til sig, når den bliver tilgængelig, så vi sammen kan skubbe dansk byggeri i en mere bæredygtig retning.”
Værktøjet er en database, der skal fungere som et opslagsværk, hvor erfaringer og data fra tidligere byggeprojekter samles ét sted. På den måde bliver det lettere at vælge løsninger, der både skærer ned på CO₂-udledningen og holder budgettet.
Hvis der for eksempel skal bygges en ny skole, vil bygherren kunne slå op i databasen og straks se hvilke løsninger fra tidligere skolebyggerier, der har fungeret bedst – både for klimaet og økonomien. Det sparer tid, penge og CO₂.
Allerede nu deles byggedata med Aarhus Kommune. Idéen er, at databasens løsninger bliver mere præcise og mangfoldige jo mere data, den bliver fodret med. Derfor er det tanken, at København på sigt også vil dele databasen med andre kommuner – til gavn for alle involverede.
Udarbejdelsen af databasen er ét af mange skridt i Københavns Klimastrategi 2035, som også rummer en bred vifte af tiltag, der skal gøre byen både grønnere og mere bæredygtig.
Med afsæt i den helt nye klimastrategi og forårets beslutning om at bygge mere klimavenligt har København nu også tilsluttet sig klimanetværket C40’s Clean Construction Accelerator, der skal sætte fart på bæredygtigt byggeri internationalt.
Med tilslutningen har København tilsluttet sig 10 ud af 10 acceleratorer og er blandt de medlemsbyer, der har tilsluttet sig flest.
Teknik- og Miljøborgmester Line Barfod (EL) siger:
”Vi skal til at bygge på helt nye måder, vi skal genbruge og genanvende langt flere byggematerialer og bruge nye byggematerialer og byggemetoder. Det kan give byggeri med meget lavere CO₂-aftryk, men også byggeri, der er mere spændende. Når vi skal finde de bedste løsninger, er det vigtigt at vi lytter til hinanden og deler hinandens erfaringer. Denne database vil forhåbentlig på sigt blive så omfattende, at alle former for byggeri og bygherrer kan blive inspireret af den over hele landet. Og også inspirere andre storbyer i verden.”
Byggechef i Byggeri København Mette Kilde Cortfitzen siger:
”Vi skal hele tiden blive klogere på nye løsninger, materialer og prioriteringer, der kan nedbringe CO₂-aftryk i vores byggerier. Det kræver, at vi lærer mest muligt på tværs af projekterne både i Københavns Kommune og på tværs af alle landets kommuner. Derfor glæder jeg mig til, at vi kan tage det nye værktøj i brug.”
Henrik Rudfeld, Områdechef for Bygherreområdet, Teknik og Miljø, i Aarhus Kommune siger:
“Aarhus Kommune har, i samarbejde med Københavns Kommune, udviklet den databasestruktur, som LCA-værktøjet bygger på. Værktøjet gør det muligt at sammenligne materialer og løsninger ud fra CO₂-aftryk, økonomi og påvirkning af biodiversitet. Målet er at bruge værktøjet aktivt til at træffe mere bæredygtige beslutninger, når vi planlægger og opfører nye bygninger. Samarbejdet med Københavns Kommune er et stærkt eksempel på, hvordan vi, ved at dele viden og data på tværs, kan løfte kvaliteten af vores byggeri og reducere klimaaftrykket.”
Fakta om databasens fordele
- Mere klimavenligt byggeri: Det bliver i databasen muligt at se hvilke tidligere anvendte varianter, der udleder mindst CO₂ – fx at en bestemt type isolering både er billigere og reducerer udledningen med 15 procent sammenlignet med alternativer.
- Mere sikkert og billigere byggeri: Ved at genbruge viden fra tidligere projekter kan man undgå dyre fejl, planlægge mere realistisk og undgå unødige risikotillæg.
- Mere effektiv proces: Når data er samlet, går beslutningerne hurtigere, og det bliver nemmere at finde de rigtige løsninger fra start.
- Databasen er bygget op af såkaldte LCA-beregninger (Life Cycle Assessment). En livscyklusvurdering er en vurdering af et materiales eller et byggeris klimabelastning. Siden 2023 har det været et krav til bygherre at dokumentere nybyggeris klimapåvirkninger med en LCA.
Klimastrategien 2035
Tilgå dokumentet her.
Kontakt
For kontakt til Økonomiforvaltningen, skriv til presse.okf@kk.dk eller ring til pressetelefon på 21 25 15 24 (modtager ikke sms).
For kontakt til Teknik- og Miljøforvaltningen, skriv til presse@tmf.kk.dk eller ring til pressetelefon på 23 27 80 90 (modtager ikke sms).
For kontakt til Henrik Rudfeld, Områdechef for Bygherreområdet, Teknik og Miljø, i Aarhus Kommune, skriv til ejendomme@mtm.aarhus.dk eller ring til 89 40 44 00.
Nøgleord
Vedhæftede filer
Følg pressemeddelelser fra Københavns Kommune Økonomiforvaltningen
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Københavns Kommune Økonomiforvaltningen
Høje boligpriser dæmper tilflytningen til København: Så meget forventes hovedstaden at vokse frem mod 20606.3.2026 12:22:57 CET | Pressemeddelelse
København vokser fortsat – men ikke så hurtigt som tidligere. Det fremgår af Københavns Kommunes nye befolkningsprognose, der viser, at hovedstaden voksede med 4.550 borgere sidste år – omtrent 3.000 færre end i 2024. Den lavere befolkningsvækst hænger blandt andet sammen med, at mange unge ikke længere har råd til at flytte til byen.
Københavns Rådhus oplyses i Ukraines farver på fireårsdagen for Ruslands invasion af Ukraine23.2.2026 09:41:45 CET | Pressemeddelelse
Den 24. februar er det fire år siden, Rusland invaderede Ukraine. I den anledning vil København Rådhus blive lyst op i de ukrainske nationalfarver blåt og gult. Oplysningen sker for at markere solidaritet og sympati med Ukraine.
Københavns overborgmester og borgmester i Kommuneqarfik Sermersooq til møde i København: Afgørende med et stærkt bånd i urolige tider5.2.2026 14:06:47 CET | Pressemeddelelse
Københavns Kommune og Kommuneqarfik Sermersooq har siden 2024 haft et venskabsbysamarbejde. På et møde i dag blev borgmestrene i de to kommuner enige om vigtigheden i at fortsætte det gode samarbejde. Mødet var det første mellem de to borgmestre.
Flere end én million træer på vej: København rejser mere skov uden for byen2.2.2026 07:53:00 CET | Pressemeddelelse
Københavns Kommune rejser nu skov svarende til op mod 1,4 millioner nye træer uden for byens grænser. Træerne plantes som led i kommunens klimaindsats og skal bidrage til renere luft, beskytte grundvand og skabe mere natur de næste mange årtier.
Vær med, når de danske europamestre i håndbold fejres på Københavns Rådhus1.2.2026 19:38:49 CET | Pressemeddelelse
Så lykkedes det! Det danske herrelandshold har skrevet historie ved på imponerende vis at vinde EM-guld i håndbold for tredje gang. Med sejren kan Danmark nu kalde sig regerende mestre ved EM, VM og OL. En så enestående bedrift skal naturligvis fejres. Derfor inviteres alle til at være med, når de nykårede europamestre hyldes på Københavns Rådhusplads i morgen, mandag den 2. februar 2026.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum