Miljøministeren igangsætter indsats efter ekspertvurdering af grænseværdien for nitrat i drikkevandet
En international ekspertgruppe anbefaler, at grænseværdien for nitrat i drikkevand sænkes. Der er ingen akut sundhedsfare, og niveauerne af nitrat i drikkevandet er generelt lave, men den foreslåede grænseværdi skal styrke beskyttelsen. Miljøminister Magnus Heunicke igangsætter derfor nu en undersøgelse af, hvad der skal til for at sænke grænseværdien.
På baggrund af undersøgelser, der pegede på en mulig sammenhæng mellem nitrat i drikkevand og sygdomsforekomst, herunder særligt tarmkræft (tyk- og endetarmskræft) nedsatte miljøminister Magnus Heunicke i 2024 en international ekspertgruppe, der fik til opgave at evaluere den eksisterende grænseværdi for nitrat i drikkevand.
Ekspertgruppens rapport er nu færdig. Ekspertgruppen finder, at der er en lille øget risiko for tarmkræft ved nitratniveauer under den nuværende grænseværdi på 50 milligram per liter vand. Derfor anbefaler ekspertgruppen, at grænseværdien for nitrat i drikkevand sænkes til 6 milligram per liter vand som en beskyttende værdi mod potentielle effekter i form af tarmkræft. Anbefalingen beror således på en forsigtighedstilgang og for at undgå en sundhedsrisiko.
Langt de fleste danskere har drikkevand med nitrat under den nye anbefalede grænseværdi, og 90 pct. af drikkevandet indeholdt under 5 milligram per liter vand i 2024.
Miljøminister Magnus Heunicke siger:
”Befolkningens sundhed og miljøet er mine topprioriteter, og derfor nedsatte jeg ekspertgruppen. Nu går indsatsen i gang med at kortlægge de præcise lokaliteter og undersøge, hvad der skal til for at sænke grænseværdien for nitrat, så niveauet kan bringes ned, de steder, hvor der er overskridelser. Samtidig fortsætter vi arbejdet med at mindske den største kilde til nitrat i drikkevandet – kvælstofgødning i landbruget, hvor vi blandt andet har indgået den grønne trepartsaftale og fjernet kvægundtagelsen for brug af nitrat i landbruget.”
Fakta:
Ekspertgruppen blev nedsat i november 2024 og består af:
Formand: Þórhallur Ingi Halldórsson, professor, Islands Universitet,
Tina Kold Jensen, professor, Syddansk Universitet,
Tony Fletcher, lektor, London School of Hygiene & Tropical Medicine,
Antonio F. Hernandez Jerez, professor, Granadas Universitet,
Laurent Bodin, ph.d., Alternative Energies and Atomic Energy Commission (CEA),
Jan Wohlfahrt, ph.d., Kræftens Bekæmpelse,
Amalie Timmermann, lektor, Syddansk Universitet, samt
Observatører fra Sundhedsstyrelsen og Styrelsen for Patientsikkerhed
Ekspertgruppen anbefaler, at kravværdien for nitrat i drikkevand bør sænkes til 6 mg/L ud fra en forsigtighedstilgang. Ekspertgruppen vurderer, at den anbefalede værdi vil beskytte mod potentielle effekter i form af tarmkræft ved udsættelse for nitrat i drikkevand.
Sundhedsrisiko ved nitrat i drikkevandet
Der er ikke en akut sundhedsrisiko ved at drikke vandet i områder, hvor grænseværdien er højere end den nye anbefalede værdi.
Forskere fra Københavns Universitet, Aarhus Universitet og GEUS fastslår i en analyse fra 2023, at man som privatperson ikke skal være bekymret for at drikke vand fra hanen. Mange andre risikofaktorer er vigtigere end nitrat i drikkevandet, når det gælder tarmkræft – fx hvad man spiser, hvor meget man bevæger sig, og om man ryger.
For danskere, som er eksponeret for høje koncentrationer af nitrat i drikkevandet, er risikoen for tarmkræft stadig meget lille. Men ekspertgruppen skønner, at hvis nitratniveauet holdes under 6 milligram per liter vand, så kan tilfælde af tarmkræft reduceres med 57-90 tilfælde årligt.
Kilder til nitrat i drikkevandet
Den mest betydelige kilde til nitrat i drikkevandet er landbrugets brug af kvælstofgødning.
Regeringen fjernede i juli 2024 ’kvægundtagelsen’, der i 22 år har betydet, at en række danske kvægbrug har været undtaget en bestemmelse i EU’s nitratdirektiv, som betød, at en række danske kvægbrug kunne bruge mere gødning fra husdyr end ellers tilladt.
De geologiske forhold har stor betydning for, hvor meget af den udbragte gødning, der når grundvandet, og derfor ses en stor geografisk variation i nitratniveauerne i grundvandet i Danmark. Det er særligt en udfordring på sandede jorde som bl.a. ses i Midt- og Nordjylland.
Miljøstyrelsen har foreløbigt oplyst, at der er ca. 300 anlæg ud af ca. 2500 aktive almene vandforsyningsanlæg i Danmark, hvor der er målt nitrat i drikkevand over 6 milligram per liter. Miljøstyrelsen har bedt DTU om at vurdere rapporten og om at kvalificere antallet og kortlægge den præcise lokalisering af disse anlæg samt at levere et skøn over omkostninger ved at få nedbragt indholdet af nitrat i drikkevandet til 6 milligram per liter.
I Aalborg har man som første sted i landet i år besluttet at rense drikkevandet for nitrat. Det skyldes en vurdering af, at i 2032 vil byens vandforsyning ikke længere kunne overholde det nugældende krav på 50 milligram nitrat per liter drikkevand.
Miljø- og Ligestillingsministeriet har sendt rapporten til EU-Kommissionen og Verdenssundhedsorganisationen, WHO, da den nuværende grænseværdi for nitrat i drikkevand er fastsat af WHO.
Yderligere oplysninger:
Pressevagten: Tlf. +45 20 91 59 01 (kan ikke modtage SMS)
Mail: presse@mim.dk
Følg pressemeddelelser fra Miljø- og Ligestillingsministeriet
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Miljø- og Ligestillingsministeriet
Ny hjælp til ofre for menneskehandel23.1.2026 06:00:00 CET | Pressemeddelelse
I dag lancerer regeringen en ny strategi- og handlingsplan til bekæmpelse af menneskehandel. Sårbare kvinder udsat for menneskehandel får adgang til juridisk hjælp til at anmelde overgreb og vold, og indsatsen mod bagmændene styrkes.
Folketinget giver 175 millioner til beskyttelse af drikkevandet18.12.2025 12:25:18 CET | Pressemeddelelse
Regeringen og aftalepartierne bag de to planlagte tilskudspuljer løfter drikkevandsbeskyttelsen med 117,2 millioner kroner, så 15 projekter til samlet 175 mio.kr. nu kan få støtte til både at beskytte flere arealer og afværge, at PFAS havner i grund- og drikkevandet.
Danmark vil tage farten af fast fashion18.12.2025 08:59:20 CET | Pressemeddelelse
I 2027 indføres nye EU-krav til tøj, og Danmark arbejder for, at de bliver et markant skridt mod en mere cirkulær økonomi. I dag bliver store mængder tøj smidt ud, fordi meget nyt tøj er designet, så det ikke kan genbruges og genanvendes. Det skal ændres i fremtiden.
Dansk EU-formandskab: FN’s miljøforsamling lander aftaler mod alle odds12.12.2025 17:33:32 CET | Pressemeddelelse
Det lykkedes mod forventning EU med Danmark som formandskab at sikre nye globale aftaler om farlige kemikalier, mineraler og metaller, og kunstig intelligens på FN’s miljøforsamling UNEA-7.
EU strammer miljøkrav til bilindustrien: Køretøjer skal kunne skilles ad og genanvendes12.12.2025 12:38:58 CET | Pressemeddelelse
Det danske EU-formandskab har landet en markant aftale mellem Rådet og Europa-Parlamentet om bedre design og genbrug af udtjente køretøjer som biler, busser og lastbiler. Aftalen vil gøre det lettere at få bilen repareret og sikrer bedre udnyttelse af materialer og kritiske råstoffer.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum