DI: Vedtagelsen af forenklingspakke vigtigt skridt for EU
9.12.2025 07:48:07 CET | DI - Dansk Industri | Pressemeddelelse
Efter et langt forløb er EU’s store regelforenklingspakke for rapportering om bæredygtighed nu endeligt vedtaget. Det er et vigtigt skridt for EU og en sejr for det danske EU-formandskab. Regelforenkling er nødvendig, hvis Europa skal bevare sin globale konkurrencekraft. Derfor håber DI, at der i den kommende tid vil blive vedtaget en række yderligere regelforenklingspakker.

- Med vedtagelsen af den her forenklingspakke demonstrerer EU, at vi er i stand til at træffe nødvendige beslutninger. Det er helt afgørende i en tid, hvor vi hårdt presset på både konkurrenceevne og sikkerhed. Forløbet har taget længere tid, end man kunne ønske, men nu er der endelig en afklaring for danske virksomheder, siger adm. direktør i Dansk Industri, Lars Sandahl Sørensen.
Regelforenklingspakken Omnibus 1 skal bl.a. forenkle de regler, der stiller krav til virksomheders rapportering om bæredygtighed.
- EU har hårdt brug for et opgør med unødigt voldsomt bureaukrati for, at virksomhederne kan trives og blive ved med at sikre vores arbejdspladser og velstand. Det opgør starter her med rapporteringsområdet. Kravene til rapportering om bæredygtighed har nået et omfang og en kompleksitet, der er kommet helt ud af kontrol og ikke tjener formålet om at understøtte den grønne omstilling, siger Lars Sandahl Sørensen.
Omnibus 1 er den første i en række regelforenklingspakker, der skal forenkle reglerne i EU. EU-Kommissionen har fremlagt pakker målrettet mod fx forsvar, investeringer, mellemstore virksomheder og det digitale område - og der er flere på vej. Dansk Industri håber, at de kommende pakker vil være ambitiøse og blive forhandlet og vedtaget uden forsinkelser.
- Det udefrakommende pres på Europa er enormt, selv nu fra USA. Samtidig møder virksomhederne et pres indefra fra ny tung og bøvlet regulering og meget langsomme processer, som kræver mange ressourcer. Det er vanvid, for det gør det sværere for virksomhederne at skabe den velstand, der bl.a. skal finansiere vores sikkerhed i en usikker tid. Europas borgere har fortjent bedre. For det er deres arbejdspladser, velstand og tryghed, der er på spil, siger Lars Sandahl Sørensen.
Forhandlingerne om Omnibus 1 har været længe undervejs siden Kommissionen præsenterede sit forslag i februar, bl.a. fordi det har været svært at finde flertal i EU-Parlamentet. Den aftale, der nu er landet, betyder, at virksomheder med under 1000 ansatte og 450 mio. euro i omsætning ikke obligatorisk skal rapportere om bæredygtighed, mens det kun er virksomheder med over 5000 ansatte og 1,5 mia. euro i omsætning, der omfattes af direktivet om krav til due diligence. Der ud over fjernes og strømlines en række krav, ligesom der endeligt skabes klarhed for de virksomheder, der står til at falde uden for direktivets regler.
Danmark har lige nu EU-formandskabet, og derfor er det den danske regering, der har siddet for bordenden i de afsluttende forhandlinger om Omnibus 1.
- At Omnibus 1 nu er vedtaget er en milepæl for Europa og et stort flueben ud for et af de vigtigste resultater, det danske formandskab skulle levere. Regeringen har arbejdet benhårdt på det her, og vi har bakket op hele vejen. Nu har regeringen taget stikket hjem til gavn for alle europæere, siger Lars Sandahl Sørensen.
Den aftale, der nu er faldet på plads, skal endeligt vedtages i parlamentet og i Rådet. Dette forventes blot at være en formalitet.
Følg pressemeddelelser fra DI - Dansk Industri
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra DI - Dansk Industri
Ny chef for DI Teknik & Installation27.3.2026 10:15:00 CET | Pressemeddelelse
Ida Ruge-Andersen er ny chef for brancheplatformen DI Teknik & Installation, som samler virksomhederne i en branche, der spiller en central rolle i den grønne omstilling, forsyningssikkerheden og udviklingen af et moderne og modstandsdygtigt Danmark. Ida tiltræder stillingen 1. maj 2026.
DI: Danmark har brug for samarbejde i en stærk og ansvarlig regering25.3.2026 09:20:07 CET | Pressemeddelelse
Efter folketingsvalget opfordrer Dansk Industri (DI) til et bredt politisk samarbejde, der i en tid med global uro kan sikre, at Danmarks konkurrencekraft bliver styrket, så der også i fremtiden er råd og kræfter til de nødvendige investeringer i vores samfund. Det bliver dog en svær opgave at få 12 forskellige partier til at samarbejde, siger DI’s adm. direktør.
DI Life Science styrker bestyrelsen og det globale fokus24.3.2026 13:01:34 CET | Pressemeddelelse
Ny bestyrelse præsenterer klare mål midt i geopolitisk uro med fokus på konkurrenceevne og bedre handelsvilkår.
DI: Kongeligt erhvervsfremstød styrker danske virksomheder i Australien16.3.2026 06:33:18 CET | Pressemeddelelse
Rekordmange danske virksomheder er i de kommende dage med kongeparret på erhvervsfremstød i Melbourne, hvor DI i forvejen har kontor. Det er primært vedvarende energi og grønt byggeri, der er i fokus, men også virksomheder inden for life science, forsvar og fødevarer er med på fremstødet.
DI: Årets kvote 2-ansøgninger er en rigtig god nyhed for erhvervslivet15.3.2026 19:27:55 CET | Pressemeddelelse
Antallet af unge, der søger ind på de tekniske og naturvidenskabelige bacheloruddannelser via kvote 2, er gået frem med 10 procent og 8 procent sammenlignet med sidste år. Det viser tal fra Udannelses- og forskningsministeriet, efter at ansøgningsfristen udløb i dag kl. 12. Fremgangen vækker begejstring i Dansk Industri, hvis medlemmer beskæftiger mange med en teknisk og naturvidenskabelig baggrund.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum