KVÆLSTOFAFTALEN ER ENDNU ET SLAG MOD ØKOLOGIEN

   Den netop indgåede aftale om reduktion af udledning af kvælstof til vandmiljøet er blevet fremstillet af Landbrug & Fødevarer som en utilfredsstillende aftale. I realiteten er der dog tale om spil for galleriet i forhold til den i denne sammenhæng endnu mere yderliggående lobbyorganisation Bæredygtigt Landbrug. Resultatet var højst forudsigeligt med hensyn til det generelle niveau for udledningerne, der fortsat vil være alt for højt. Det virkelig bemærkelsesværdige er derimod indførelsen af handel med kvælstofkvoter, som reelt medfører, at økologiske landbrugere nu skal til også at leve af at sælge deres uudnyttede rettigheder til at forurene til det såkaldt konventionelle landbrug og således hjælpe dette til at forurene mere. Ud over at forringe vandmiljøets tilstand bidrager denne ordning til at sætte det økologiske landbrug i et afhængighedsforhold og fastlåse det i en position som en nicheproduktion. Dette er ganske vist L & F´s åbenbare intention - men er det også regeringen og den øvrige forligskreds´ hensigt?
   Salget af kvælstofkvoter vil for økonomisk trængte økologiske landmænd ikke blive frivilligt, da de vil blive mødt med krav herom fra deres kreditgivere. Økologerne bliver hermed sat i en ganske urimelig situation, hvor de enten må give op eller bidrage til den forurening, som det var meningen, deres landbrugspraksis skulle forhindre. Man ser tydeligt den underfundige plan bag ordningen, og svaret må blive, at her sætter vi grænsen for, hvad vi vil finde os i. Som sagerne står, er det rimeligt med en belønning for at afholde sig fra at forurene. Men den belønning skal bruges til at styrke økologien og gavne miljøet, og ikke det modsatte. Det kan et flertal af befolkningen godt forstå, og vi vil minde dem om det op til det nært forestående folketingsvalg.
   Aftalen rummer ganske vist afsnit med mange smukke ord og forhåbninger om økologi, men intet konkret, blot svævende formuleringer, som at en ”analyse” skal ” afdække mulighederne for at differentiere den økologiske arealstøtte i form af et områdespecifikt drikkevandstillæg med henblik på at fremme økologien i områder med særlige drikkevandsinteresser.” Hvorfor dog ikke erkende, at det var en fejl kun at benytte tinglysning ved permanent ekstensivering, og fra nu af også operere med tinglysning af arealer med økologisk drift? Dermed kunne drikkevandet sikres effektivt, hvilket der som bekendt er bred enighed om skal ske snarest.
   Desværre gentages og uddybes den fundamentale misforståelse i trepartsaftalen, at naturværdi er ensbetydende med næringsfattigdom, og at natur og landbrug således er hinandens absolutte modsætninger. I stedet for at anerkende og tilskynde til landbrugsformer med et højt naturindhold, har man frem for at reformere braklægningsordningen valgt helt at sløjfe den. Hertil kommer, at man fremmer udpining af græsningsarealer - uanset jordens beskaffenhed. Ved at nedsætte næringsindholdet i græs vil man desuden fremme dettes anvendelse i biogasanlæg, da det jo nu er mindre anvendeligt som foder. Således forestilles natur og industri at gå op i en højere enhed, og natur og landbrug holdes med vold og magt skarpt adskilt. 
   Trepartsaftalen er blevet til ved ikke at involvere, men tvært imod ekskludere en række af de mest vedkommende aktører i det åbne land. Frie Bønder - Levende Land anbefaler, at man frem over inddrager den længere række af økologiske landbrugsorganisationer, hvis råd man hidtil har ment at kunne undvære. Dette vil givet føre til mindre dogmatiske tilgange og mere fleksible tiltag. I længden kan hverken det danske landbrug eller det danske samfund undvære en større vægt på regenerative og økologiske metoder, som de indgår i alternative, biodiversitetsfremmende kvælstof- og kulstofbindende jordbrugsformer, det være sig skovlandbrug, permakultur, agerlandsnatur - eller med et overordnet begreb: Naturnært jordbrug. Det bør forligspartierne tage i betragtning, når trepartsaftalen genbesøges i 2026.