Københavns Kommune Økonomiforvaltningen

Så meget mere skal førstegangskøbere nu have op af lommen for at købe bolig i København

Del

Førstegangskøbere skal nu mindst tjene 900.000 kr. om året for at låne til en bolig på 60 m² i København - hele 22 procent mere end i 2024. Det viser Københavns Kommunes årlige boligredegørelse. Den konkluderer blandt andet også, at der er behov for 77.000 nye boliger i byen frem mod 2060, og knap hver anden ung udenfor byen drømmer om at flytte til København.

Ejerlejligheder og ungdomsboliger i Nordhavn.
Ejerlejligheder og ungdomsboliger i Nordhavn. Foto: Gustav Riisager

Hvis man i dag for første gang skal købe en bolig på 60 m² til 3,6 mio. kr. i København, og man ikke har nogen opsparing, skal man have en årlig husstandsindkomst på mindst 900.000 kr. for at låne af banken.

Det er langt mere end de 740.000 kr., der var nødvendig i 2024 og svarer til en stigning på 22 procent. Det er dog kun cirka hver femte bolig i København, der er en ejerbolig.

Det fremgår af årets boligredegørelse, som er Københavns Kommunes årlige kortlægning af det københavnske boligmarked.

”København skal være en by, hvor alle har råd til at bo – uanset om man er ung, i gang med at stifte familie eller længere fremme i livet. Byen hænger kun sammen, hvis der er plads til folk med alle slags indkomster. Derfor skal vi have bygget flere boliger - både almene-, ejer- og andelsboliger, så der er plads til alle, og priserne ikke løber fra os”, siger overborgmester Lars Weiss (S).

Udviklingen i de høje boligpriser betyder blandt andet, at andelen af unge, der køber egen ejer- eller andelsbolig, er faldet med omkring 25 procent det seneste årti.

Og det er ikke manglende interesse, der holder dem tilbage.

I en spørgeskemaundersøgelse siger halvdelen af de 18-29-årige bosat på Sjælland uden for København og Frederiksberg, at de er interesserede i at flytte til hovedstaden – men at det generelt er for dyrt.

”Det er ødelæggende for byen, at huslejen hos mange private udlejere er så høj. Jeg er derfor glad for, at der nu er bred opbakning til at bygge langt flere almene boliger, andelsboliger og private ejerboliger, og stoppe med private udlejningsboliger. Det vil på længere sigt gøre det muligt for flere københavnere med almindelige indkomster at bo i byen, men det kommer desværre til at tage et stykke tid, fordi udviklingen er gået i den forkerte retning i så lang tid,” siger teknik- og miljøborgmester Line Barfod (EL).

Befolkningen vokser - og ændrer sig

Mens de unge og førstegangskøbere i stigende grad presses ud af byen på grund af høje priser, står København samtidig over for en befolkningsvækst, der vil forme boligbehovet i de kommende årtier.

Københavns befolkning forventes at stige med omkring 113.000 personer frem mod 2060, og det kræver cirka 77.000 nye boliger. Udviklingen drives især af flere enlige og par uden børn, herunder et stigende antal borgere over 65 år. Til gengæld forventes væksten blandt børnefamilier kun at være på omkring 9.000.

Fakta fra Boligredegørelsen 2025

  • Boligpriserne stiger. Siden 2010 er priserne på ejerlejligheder i København næsten tredoblet, og siden 2013 er stigningen dobbelt så høj i København som i Aarhus.

  • Gennemsnitsprisen for en bolig på hhv. 60 og 110 m² er 3,6 og 6,7 mio. kr. Tommelfingerreglen er, at en boligkøber maks. kan låne et beløb svarende til fire gange husstandens årsindkomst (Boligsiden, 2024). I vækstområder som København kan der under visse forudsætninger lånes mere end dette (Nordea, 2024).

  • Der er ca. 346.500 boliger i Københavns Kommune. 30,3 pct. af dem er private udlejningsboliger. Andelsboliger udgør 28,2 pct., mens ejerboliger udgør 22,2 pct., og almene boliger udgør 19,3 pct.

  • Ejerboliger er de største med i gennemsnit 102 m² pr. bolig. Almene boliger er de mindste og har en gennemsnitlig størrelse på 71 m².

  • Priserne på ejerlejligheder er tæt på dobbelt så høje i det centrale København i forhold til f.eks. Brønshøj-Husum.

  • I hver femte bolig på over 100 m² bor der en person over 60 år. De ældre flytter sjældent, bl.a. fordi de har en stærk tilknytning til deres bolig og lokalområde, og fordi det er svært at finde en økonomisk attraktiv bolig.

  • Flere europæiske storbyer har oplevet samme udvikling som København med høj befolkningsvækst og stigende ejerboligpriser – f.eks. i Wien, Amsterdam og Oslo.

Link til Boligredegørelsen 2025

Tilgå dokumentet her.

Kontakter

Overborgmester Lars Weiss via tlf. 24 91 51 58 eller Økonomiforvaltningens Presse for yderligere oplysninger på presse.okf@kk.dk

Teknik- og miljøborgmester Line Barfod via Teknik- og Miljøforvaltningens pressevagt på tlf. 33 66 26 26

Nøgleord

Billeder

Følg pressemeddelelser fra Københavns Kommune Økonomiforvaltningen

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Københavns Kommune Økonomiforvaltningen

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
World GlobeA line styled icon from Orion Icon Library.HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye