Tønder Kommune

TMT Red Support modtager Handicapprisen 2025

Del

Frivillige kræfter i TMT Red Support anerkendes for at styrke livskvalitet og fællesskab hos mennesker med handicap

TMT Red Support blev onsdag hædret med Tønder Kommunes Handicappris 2025 ved en ceremoni på rådhuset i Tønder. Prisen gives hvert år til en person, gruppe eller forening, der yder en særlig indsats for mennesker med handicap og særlige behov i kommunen.

Årets prismodtager er udpeget af Handicaprådet på baggrund af indstillinger, som fremhæver foreningens mangeårige arbejde for at skabe et inkluderende og meningsfuldt fællesskab. TMT Red Support, der fungerer som fanklub for TM Tønder Håndbold, har gennem årene formået at åbne dørene for borgere med særlige behov og give dem et trygt og ligeværdigt sted at høre til.

Foreningen tilbyder ikke alene deltagelse i håndboldkampe, men arrangerer også ture til sportsbegivenheder, koncerter og kulturelle oplevelser i hele landet. Indstillingerne peger på, at borgerne oplever at blive accepteret, set og inkluderet, og at fællesskabet for mange er blevet et vigtigt holdepunkt i hverdagen.

Arbejdet bygger på frivillighed og et stærkt fokus på, at alle skal kunne være med – uanset forudsætninger. TMT Red Support beskrives som et fællesskab, hvor ansvar, omsorg og rummelighed er i centrum, og hvor der aktivt tages hånd om, at alle har det godt.

I indstillingerne fremhæves det, at foreningen gør “en uvurderlig forskel” for borgere, der ellers kan have svært ved at finde ind i sociale fællesskaber uden for det kommunale regi. Netop dette stod også centralt i borgmester Jørgen Popp Petersens tale ved prisoverrækkelsen.

Med Handicapprisen følger 5.000 kroner, et diplom og en buket.

Uddelingen af Handicapprisen er en årlig tilbagevendende begivenhed, som i år foregik for 16. gang.

I de forgangne år har der været følgende modtagere af handicapprisen:

2024 - Jette Moshage

2023 – Bluefighters

2022 – Jens Petersen

2021 - Sind-huset Tønder

2020 - Rosenvængets venner

2019 - Laust Mensel

2018 - Randi Petersen

2017 - Støtteforeningen for Toftlund Biograf

2016 - Musik og Gøgl festivalen

2015 - Charlotte Larsen

2014 - Lundens Bondegårdsferie

2013 - Anne Hvidberg

2012 - Idrætsforeningen Rend og Hop

2011 - Tønder handicap idrætsdag

2009 - Prisen blev delt i to, den gik til Huset Venture og Pernille Raahauge

Kontakter

Følg pressemeddelelser fra Tønder Kommune

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Tønder Kommune

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
World GlobeA line styled icon from Orion Icon Library.HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye