Knap 9 ud af 10 ønsker lavere priser på sunde fødevarer
8.12.2025 06:00:00 CET | Kræftens Bekæmpelse | Pressemeddelelse
Ny rapport viser stor opbakning til tiltag, der fremmer sundhed

Et flertal af befolkningen ønsker, at sunde fødevarer bliver billigere. Hele 86 pct. mener, at lavere priser vil gøre det lettere at leve sundt. Det viser en ny national rapport om danskernes viden om og holdninger til overvægt og sundhed.
- Billige sunde fødevarer er afgørende for en balanceret kost, for prisen påvirker, hvad der i ender i indkøbskurven. Det er positivt, at mange danskere ønsker at gøre de sunde valg til de nemme valg, for på den måde kan vi styrke folkesundheden, siger Natasha Selberg, Ernæringsfaglig Chefkonsulent fra Hjerteforeningen.
Rapporten viser generel en høj opbakning til idéer til indsatser, der kan bidrage til øget sundhed i den danske befolkning.
Overvægt og svær overvægt øger risikoen for en række sygdomme som type-2-diabetes, hjertekarsygdomme, muskelskeletlidelser og visse former for kræft. Andelen af danskere, der lever med overvægt, er stigende, og derfor giver rapporten et vigtigt indblik i, hvordan befolkningen forholder sig til området.
Danskerne vil forebygge
Der er bred enighed om, at forebyggelse er vigtig. Hele 92 pct. af befolkningen er enige i, at det er vigtigt at forebygge overvægt. Samtidig mener 84 pct., at det er vigtigt at behandle overvægt.
Når det gælder ideer til konkrete tiltag, viser rapporten tydelig opbakning. Over halvdelen (58 pct.) støtter obligatorisk ernæringsmærkning på forsiden af mad- og drikkevarer, der viser produktets ernæringsmæssige indhold.
- Det er helt tydeligt, at befolkningen gerne vil forebygge. Vi kan se, at sundheden er under pres, og derfor ønsker vi konkrete løsninger, der kan gøre det nemmere at leve sundt i Danmark. Vi håber, at politikerne fanger signalet, ser alvoren i øjnene og finder modet til at gøre Danmark sundere, siger Tanja Thybo, Chef for Forskning og Viden i Diabetesforeningen.
Fokus på børn og unge
Danskerne bakker op om initiativer, der kan fremme sundere madvaner og mere bevægelse blandt børn og unge. Rapporten viser, at mange ser vigtigheden af, at børn får gode rammer for sunde vaner både i skolen og i fritiden.
Der er bred opbakning til strukturelle tiltag målrettet børn og unge. Over halvdelen (55 pct.) støtter begrænsning af reklamer for mad og drikke med højt indhold af fedt, sukker eller salt. 67 pct. bakker op om gratis sund mad i daginstitutioner og folkeskolen, mens 75 pct. støtter daglig fysisk aktivitet som en del af skoledagen.
– Tallene viser, at der er bred opbakning til strukturelle tiltag, som kan gøre det lettere for børn at leve sundere. Det bliver interessant at følge udviklingen i de kommende undersøgelser, siger Jens Meldgaard Bruun, lægefaglig leder af Nationalt Center for Overvægt.
Rapporten giver samlet et aktuelt billede af danskernes viden og holdninger til overvægt og sundhed. Den kan bruges til at følge udviklingen over tid og til at få indsigt i, hvordan danskerne ser på forebyggelse og sundhed i praksis.
BOKS Overvægt i Danmark
- I Danmark lever 53 pct. af alle voksne med overvægt, og heraf har 19 pct. svær overvægt.
- Overvægt hos voksne øger risikoen for type 2-diabetes, mindst tre former for hjerte-kar-sygdomme, mindst 15 former for kræft, søvnapnø, ledsmerter i vægtbærende led, psykosociale problemer og reproduktionsproblemer. De fysiske og psykosociale konsekvenser stiger i takt med stigende grad af overvægt.
- Blandt børn i skolealderen er forekomsten af overvægt, inkl. svær overvægt 17 pct. i indskolingen, 22 pct. på mellemtrinnet og 20 pct. i udskolingen.
- Overvægt og især svær overvægt hos børn og unge er kædet sammen med en lang række fysiske og psykosociale konsekvenser, heriblandt forhøjede niveauer af metaboliske risikofaktorer såsom forhøjet blodtryk og forhøjet kolesterol i blodet, lavere livskvalitet, negativt selvværd, herunder isolation, samt psykiske effekter af mobning, søvnforstyrrelser m.m.
Om rapporten
Rapporten er udarbejdet af Kræftens Bekæmpelse, Sundhedsstyrelsen, Diabetesforeningen, Hjerteforeningen og Nationalt Center for Overvægt.
Rapporten beskriver resultater fra undersøgelsen ”Danskernes viden om og holdninger til overvægt og sundhed 2025” som Kræftens Bekæmpelse, Sundhedsstyrelsen, Diabetesforeningen, Hjerteforeningen og Nationalt Center for Overvægt står bag. Analysebureauet Epinion foretog dataindsamlingen i perioden 24. februar til 20. marts 2025 via deres online borgerpanel.
Undersøgelsen bygger på besvarelser fra 5.059 voksne danskere (18 år eller derover) og er repræsentativ for Danmarks befolkning i forhold til køn, alder, region og uddannelseslængde. Undersøgelsen gentages hvert andet år for løbende at vurdere eventuelle ændringer i danskernes viden om og holdning til overvægt og sundhed. Denne undersøgelse er nummer fire i rækken.
Nøgleord
Kontakter
Gitte LaasbyPresserådgiverDiabeteforeningen
Tlf:30654906gla@diabetes.dkJens Meldgaard BruunLægefaglig LederNationalt Center for Overvægt
Tlf:50945547jensmeldgaardbruun@ncfo.dkKaroline LerchePresserådgiverHjerteforeningen
Tlf:26114000klerche@hjerteforeningen.dkStine RøhePresse- og kommunikationsmedarbejderKræftens Bekæmpelse
Tlf:+45 35 25 77 37stiroh@cancer.dkLinks
Om Kræftens Bekæmpelse
Kræftens Bekæmpelse er Danmarks største sygdomsbekæmpende forening. Vi arbejder med forskning i kræft, forebyggelse og støtte til patienter og pårørende. Vores mål er, at færre får kræft, at flere overlever kræft - og at flere får et bedre liv med og efter kræft.
Besøg os på Cancer.dk.
Følg pressemeddelelser fra Kræftens Bekæmpelse
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Kræftens Bekæmpelse
Knæk Cancer støtter nyt professorat i senfølger efter kræft29.10.2026 09:12:30 CET | Pressemeddelelse
Karin Brochstedt Dieperink er ny professor i senfølger efter kræft.
Kræftens Bekæmpelse: Alt for sårbar situation for kræftpatienter29.10.2026 08:41:45 CET | Pressemeddelelse
Rigshospitalet skal sikre både hjælp fra andre hospitaler og nyansættelser, så operationer kan sikres.
Kræftens Bekæmpelses formand får pris for mangeårig indsats for bedre palliation28.10.2026 09:39:45 CET | Pressemeddelelse
Helen Bernt Andersen er meget taknemmelig for at modtage Liv&Død Prisen 2026.
Kræftens Bekæmpelse om konflikt på Rigshospitalet: Det må ikke gå ud over patienterne26.10.2026 12:28:47 CET | Pressemeddelelse
For Kræftens Bekæmpelse er det helt afgørende, at patientsikkerheden bliver overholdt, sikkerheden er i top og at Rigshospitalet informerer tydeligt, hvilke skridt de tager i sagen.
Visse former for fertilitetsbehandling kobles til øget risiko for børnekræft22.10.2026 10:53:34 CEST | Pressemeddelelse
Ingen øget risiko ved IVF-behandling – to andre metoder skiller sig ud.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum