
Dem bør du holde øje med: De ti største GTM-talenter
En bruttoliste på 24 talenter er kogt ned til ti. Her får du 24Victorias bud på, hvem du skal holde et ekstra vågent øje med de kommende år.

Vi har tidligere peget på de ti største talenter inden for Tech & Startups samt Data & AI.
Nu er turen kommet til Go-to-Market (GTM, red) – altså dem, der er gode til at få et produkt eller en virksomhed ud over rampen.
Ligesom de forgangne talentlister er der tale om en subjektiv vurdering. 24Victoria har dog fået hjælp af et ekspertpanel bestående af otte personer, som enten er founders, venturekapitaliser, seniorkonsulenter, VL-medlemmer eller andre talenter på denne liste.
For at komme i betragtning til listen har talenterne skulle leve op til følgende kriterier: have dansk tilknytning, maksimalt være 30 år gammel, have en reel impact i spacet gennem aktivitet og indflydelse, være initiativrig samt være garant for kvalitetsarbejde.
Derudover har ekspertpanelet også lagt vægt på erhvervserfaring og akademiske præstationer. Det er desuden værd at påpege, at talenter fra tidligere lister ikke også kan indgå på denne liste.
De ti største talenter inden for GTM er:
Gustav Bang
Født 9. oktober 1996. Han er co-founder og CEO i Complir. Inden da har han været forbi Capacit, Legora, Karnov Group, Better Energy og Climaider. Han er desuden også bestyrelsesmedlem hos Copenhagen Legal Tech. Han besidder en bachelorgrad i Computer Science fra Københavns Erhvervsakademi, en bachelorgrad i Innovation and Entreprenurship fra Copenhagen Business Academy samt en kandidatgrad i Digital Innovation and Management fra IT-Universitetet.
"At blive udvalgt betyder meget, for vores tilgang til GTM er formet af mine erfaringer fra Legora og vores “enterprise first”-strategi i Complir. Vi bygger til virksomheder, der sælger globalt, og for os er GTM en funktion af produktet - ikke et lag ovenpå. Norden er en stærk sandkasse, men man skal ud over Skandinavien for at bevise global efterspørgsel, især i compliance hvor vi ofte bliver set som EU’s duks. Samtidig er det netop derfor, at Europa er det perfekte udgangspunkt, fordi resten af verden kigger mod vores lovgivningssystem. Som ingeniør handler GTM for mig om at reverse-engineere business, og det gør anerkendelsen her ekstra meningsfuld."
Jeppe Østergaard Hansen
Født 23. november 2002. Han er til daglig CEO i Returnflows, som han stiftede i sommeren 2024. Han har også tidligere stiftet EastWeb.dk, Shortfomsociety.com og Systemscalling.online. Hans længste fuldførte uddannelse er handelsskolen.
"Jeg er glad for at være udnævnt som et talent inden for GTM, da det er mit største fokus og ansvarsområde hos Returnflows. Det skal dog siges, at GTM afhænger meget af det produkt, man er så heldig at sælge - og der vil jeg takke mine to co-founders for at gøre livet som GTM-talent super nemt!"
Alexander Stefansson
Født 22. maj 1995. Til daglig er han VP of Sales hos Hello Retail, men han har også været forbi Codan Forsikring, Eloomi og Goodwings igennem sin karriere. Eget iværksættereventyr i form af North Viking er det også blevet til. Han har en bachelorgrad i HA Erhvervsøkonomi fra Copenhagen Business School.
”At blive nævnt på en GTM-talentliste ramte mig mere, end jeg havde forventet. Sikke en ære. Jeg startede som lagerdreng og anede ikke hvor rejsen ville føre hen. Jeg har brændt mig, kæmpet, lært og blevet ved med at tage et skridt af gangen. Der var meget modstand, men fundamentet for mig er altid det samme: Jeg kunne have den skarpeste GTM-plan i verden, men uden den rigtige kultur og tillid i teamet falder den fra hinanden. Strategi kan tegnes på slides. Kultur bygges i hverdagen - i modgang, i pres og i måden, vi behandler hinanden på.”
Oskar Bech Nebsager
Født 29. august 1999. Til daglig er han Sales & Revenue Operation Manager hos Juristic. Hans erhvervserfaring tæller også to år hos KPMG, lidt mere end et år hos Good Monday, og så har han været med til at stifte Byens Møbelrens og Modovis. Han har både en bachelor- og kandidatgrad i Business Administration and Philosophy fra Copenhagen Business School
”Tak, det sætter jeg virkelig pris på. GTM udvikler sig lynhurtigt med nye tech-muligheder og tools, men der ligger stadig enorm værdi i det menneskelige og de stærke relationer. Det er lige præcis den balance, vi prøver at ramme - og det er motiverende at blive anerkendt for arbejdet!”
Laurits Theisen
Født 23. august 2000. Er i dag Sr. Partner Manager hos Pleo, men han har også tidligere arbejdet hos RevGenius, Davforce og Zoios her i Danmark. Derudover har han arbejdet hos Arrive Logistics og San Miguel Management i Austin, Texas, USA. Han er udannet i Business and Communication fra Austin Community College.
”Det er en stor anerkendelse at blive udvalgt til denne liste – især som repræsentant for Partnerships, der ikke altid får den opmærksomhed i GTM, som disciplinen fortjener. Det bekræfter mig kun i, at interessen for partnerskaber i tech er stigende. Kæmpe tak til jer, der støtter op: det viser, at vi er mange, der ser værdien i stærke økosystemer.”
Alexander Kaae
Født 9. februar 1998. Han er co-founder af BattMan Energy, og så har han tre års erfaring fra Sparekassen Kronjylland – først som Administrative Banker og dernæst som Student Assistent. Han har en bachelorgrad i HA Erhvervsøkonomi fra Aarhus BSS.
"At blive udvalgt til talentlisten inden for GTM er en stor ære. Det betyder meget at blive anerkendt af et ekspertpanel bestående af erfarne founders, venturekapitalister og seniorrådgivere. Denne anerkendelse giver blod på tanden til fortsat at gøre det ypperste for at skinne positivt igennem og gøre en forskel med vores virksomhed. I den forbindelse skal der også lyde en stor tak til min co-founder Daniel Kappelgaard, der været en stor inspiration at arbejde sammen med, siden vi startede BattMan Energy i slut 2022."
Louise Kristine Linde
Født 1. februar 1998. Til daglig er hun Head of Marketing hos Capsule, som hun endda også er co-founder af. Inden sit iværksættereventyr har hun blandt andet arbejdet hos Ladies First Network, Patriksson Group, Enamel Copenhagen og Aagé. Hun har en bachelorgrad i Branding and Marketing fra VIA University College.
”At blive udvalgt til 24Victorias talentliste for GTM betyder virkelig meget for mig. Det er en anerkendelse af det arbejde, jeg og teamet har lagt i at bygge og skalere Capsule og i at forstå brugere, markeder og vækststrategier på tværs af kanaler. Jeg er virkelig taknemmelig for udpegningen og for det stærke ekspertpanel, der står bag. Tak!”
Jeppe Uhd
Født 4. februar 2000. I mere end fem år har han været Head of Sales hos Kanpla, hvor han ligeledes er Partner. Han har en HD i Business Administration fra Aarhus BSS.
”Det er selvfølgelig altid motiverende at være på en liste som denne, sammen med mange stærke GTM-talenter fra andre hurtigt voksende scale-ups. Vi arbejder målrettet for at gøre Kanpla til den førende løsning globalt og står over for en enormt spændende tid som virksomhed, hvor vi både skalerer i eksisterende markeder og for nylig er lanceret i USA.”
Oliver Nicolai McAloone
Født 2. april 2001. Til daglig er han Strategic Account Executive hos Neurons i USA, og inden da var han forbi Pleo og Good Monday. Han har en HD i Business Administration fra Copenhagen Business School.
”Fedt initiativ, at I sætter lys på danske talenter inden for tech, startups og GTM. Jeg ser det bestemt som et skulderklap at blive udvalgt blandt så mange talentfulde personer i branchen.”
Nicolai Harsbo Busk
Født 15. februar 1997. I mere end syv år har han været tilknyttet Dinero, hvor hans aktuelle stilling lyder Commercial Growth Lead. Hans erhvervserfaring omfatter desuden tid hos Aller Media samt Nordic Story Studio. Han har en bachelorgrad i Business Administration and Project Management samt en kandidatgrad i Management of Innovation & Business Development – begge fra Copenhagen Business School.
”Det er et skulderklap at blive udvalgt til listen, og ærligt talt også en fed motivation til at blive ved med at give den gas. Det er et flot felt at være en del af, og det er jeg stolt af. Når det er sagt, så er det også en smal sag at gøre sig bemærket, når man arbejder i en forretning som Dinero. Jeg er omgivet af dygtige ledere og kollegaer, der hver dag bygger et produkt, som fjerner kedelige administrative opgaver for danske iværksættere. Det giver mig og mit team de bedste forudsætninger for at tiltrække, monetize og fastholde brugere. Jeg glæder mig til at sætte endnu højere standarder for GTM i Danmark sammen med Dinero.”
Nøgleord
Kontakter
Jonathan SøllingAnsvarshavende chefredaktør24Victoria
Tlf:+45 31 36 83 95js@24victoria.dkBilleder

Om 24Victoria:
Vores vision er at være Skandinaviens førende nyhedsmedie om techvirksomheder, startups og scaleups. Vi leverer objektive og indsigtsfulde nyheder, der skærper vores læseres forståelse af forretning, teknologi og kultur gennem kritisk og uafhængig nyhedsjournalistik.
Vi dækker startup-økosystemet, udviklingen i scaleups og techvirksomheder samt de mennesker, der er med til at drive dem. Vi undersøger, hvordan national og EU-politik påvirker og sætter rammerne for innovation, iværksætteri og tech.
Følg pressemeddelelser fra 24Victoria
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.