Netværk og praktik i lokale virksomheder hjælper udsatte unge til at trives og blive klar til job
3.12.2025 06:00:00 CET | ROCKWOOL Fonden | Pressemeddelelse
Unge uden job og uddannelse oplever at få positive arbejdserfaringer og føler sig mindre ensomme, når de deltager i netværk og kommer i praktik i lokale virksomheder. Det viser de første evalueringer af beskæftigelsesindsatsen NExTWORK. Selvom det indtil videre ikke ser ud til, at der er forskel på, om de unge kommer varigt i job, viser resultaterne til gengæld, at dem, der får arbejde, tjener mere, end de ellers ville have gjort.
I en årrække har ni kommuner fra hele landet samarbejdet med ROCKWOOL Fonden om beskæftigelsesindsatsen NExTWORK, hvor der er fokus på, at unge uden job og uddannelse får større medbestemmelse i deres forløb, end kommunerne normalt kan tilbyde.
Det er en gruppe unge, som i høj grad kæmper med psykisk mistrivsel, psykiatriske diagnoser, familieproblemer, manglende netværk, ensomhed og mangel på positive arbejdserfaringer.
Målgruppen er de 18-29-årige, som med NExTWORK inviteres til at deltage i lokale netværksgrupper med andre unge i samme situation. De kommer også ud i lokale virksomheder, som giver dem arbejdserfaring og hjælper dem til at finde deres egen vej til uddannelse og arbejde.
Ikke flere i job, men mere praktik og højere løn
For at sikre en uvildig evaluering af NExTWORK-indsatsen, har ROCKWOOL Fonden bedt forskere fra det uafhængige britiske Institute for Fiscal Studies gennemføre et lodtrækningsforsøg med 1847 unge fra de første seks ud af i alt ni kommuner, som gennem årene har arbejdet med indsatsen.
Halvdelen af de unge deltog i NExTWORK – den anden halvdel modtog den beskæftigelsesindsats, som kommunens jobcenter normalt tilbyder, og fungerer dermed som kontrolgruppe.
Evalueringen viser, at 2,5 år efter de unge er startet i NExTWORK, er ca. 33 % i job, mens omkring 15 % er tilmeldt en uddannelse. Omtrent samme tal som i kontrolgruppen.
Til gengæld er de unge i NExTWORK 5,5 uger længere i virksomhedspraktik. Praktikken er ulønnet, så de unges periode på offentlig forsørgelse er længere end i kontrolgruppen. Men når de kommer i job, tjener de til gengæld 12 % mere end de unge fra kontrolgruppen.
”Det tyder på, at matchet mellem arbejdsgiver og den unge medarbejder er bedre end i de jobs, som unge i målgruppen ellers ville have fået, og at de unges arbejdskraft dermed har større værdi for arbejdsgiverne,” siger Katrine Stenild Petersen, programchef i ROCKWOOL Fonden.
Både unge og medarbejdere i jobcentre mere tilfredse
Samtidig har forskere fra Aalborg Universitet og Rambøll gennem interview og observationer kortlagt en række positive erfaringer, som de unge selv og medarbejdere i kommuner og virksomheder har haft med NExTWORK:
De unge fortæller, at mødet med andre i ungenetværk, hjælper dem til at trives bedre og til, at de føler sig mindre ensomme, og at praktikforløbene i lokale virksomheder giver dem meningsfulde arbejdserfaringer.
“Jeg var både i praktik på et lager, i en butik, arbejdede som tjener og i et køkken, og er blevet meget mere bevidst om, hvad jeg kan, og hvad jeg ikke kan holde til. Det har hjulpet mig til, at jeg nu ved, at jeg skal gå efter at få et job i fx madservice eller et køkken,” siger Nikolaj Kofoed, deltager i NExTWORK, Roskilde Kommune.
De unge, som deltager i NExTWORK, oplever med andre ord en række sociale og personlige gevinster.
“Jeg var lige flyttet til byen og kendte ingen, så det var fedt at møde andre unge i netværket, for så fik jeg nye bekendtskaber. Jeg har også været i praktik flere steder og har fundet ud af, at hvis jeg ikke interesserer mig for det, jeg laver, så kommer jeg ikke ud ad døren," siger Emma Daugbjerg, deltager i NExTWORK, Roskilde Kommune.
På kommunernes jobcentre rapporterer medarbejdere og ledere, at NExTWORK er en meningsfuld måde at arbejde med unge på, selvom der også skal bruges ressourcer på at forankre de nye måder at arbejde på i kommunen.
”Kommunerne fremhæver NExTWORK, som en innovativ og driftssikker beskæftigelses-indsats for unge, som i den grad giver mening for de unge og medarbejderne. Det er også en tilgang, de kan anvende til andre grupper af borgere, der har problemer ud over ledighed”, siger Katrine Stenild Petersen.
Fem kommuner fortsætter NExTWORK
Med de gode erfaringer fra NExTWORK har fem af de deltagende kommuner besluttet at fortsætte med denne tilgang i arbejdet med ledige unge, og flere kommuner har udvidet målgruppen og inkluderer nu unge ned til 15 år.
”Det er supervigtigt for os i Roskilde Kommune at være med i projekter som NExTWORK. Især når det drejer sig om en gruppe som disse unge, der i høj grad har brug for individuelle indsatser. Med NExTWORK, har vi fået en række erfaringer og værktøjer, som vi kan bruge fremover, og det er kærkomment, for mange af de unge her har brug for en ekstra hånd og støtte til at finde vejen videre til uddannelse eller job, eller hvad der nu passer bedst lige til dem. Vi kan se at det kan noget særligt, at de unge mødes i ugentlige netværksmøder og bliver en del af et fællesskab. Derudover kan vi se at den tidlige virksomhedsindsats, hvor det er de unge selv der vælger virksomheden de skal ud på giver noget på arbejdsidentiteten”, siger Merete Dea Larsen, formand for Beskæftigelses- og Socialudvalget i Roskilde Kommune (DF).
Den første evaluering af NExTWORK er afsluttet i august 2025, og den næste vil blive gennemført 2,5 år efter, at alle unge er startet i indsatsen og data er klar.

Aktiviteter i NExTWORK
-
Ugentlige netværksmøder med 8-12 unge faciliteret af kommunale konsulenter.
-
Match events, hvor de unge - sammen med andre unge - møder flere forskellige lokale virksomheder.
-
Hurtig opstart i praktik eller lønnede timer, hvor de unge selv vælger praktiksted, antal timer og kan skifte mellem flere forskellige virksomheder.
Læs de første tre evalueringer af NExTWORK på ROCKWOOL Fondens hjemmeside
-
Lodtrækningsforsøg (RCT) gennemført af Institute for Fiscal Studies, London.
-
Kvalitativ evaluering af implementeringen af NExTWORK gennemført af Rambøll.
-
Kvalitativ analyse blandt brugere og organisationer gennemført af Center for Udvikling af Borgerinddragende Beskæftigelsesindsatser (CUBB) på Aalborg Universitet.
Kontakter
Katrine Stenild PetersenProgramchefROCKWOOL Fonden
Tlf:53641121ks@rfintervention.dkOm ROCKWOOL Fonden
ROCKWOOL Fonden er en upartisk og selvfinansieret fond. Vi leverer uafhængig forskning og viden om mulige løsninger på samfundets udfordringer.
ROCKWOOL Fonden blev etableret i december 1981, hvor seks medlemmer af Kähler-familien overdrog hvad der svarer til 25 % af aktierne i ROCKWOOL International. Fra starten var det et erklæret mål at bidrage med uafhængig, troværdig forskning til gavn for brede dele af befolkningen, og dette er siden blevet komplementeret med tilvejebringelse af viden om mulige løsninger på de udfordringer, samfundet står overfor.
For både forskning og interventioner er det overordnede mål at bidrage til en styrkelse af velfærdsstatens sociale og økonomiske bæredygtighed ved at skabe ny og uafhængig viden om og mulige løsninger på samfundsmæssige udfordringer.
Følg pressemeddelelser fra ROCKWOOL Fonden
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra ROCKWOOL Fonden
Flere kvote 2-pladser kan øge antallet af færdiguddannede13.3.2026 06:30:00 CET | Pressemeddelelse
Flere ansøgere ville sandsynligvis gennemføre en videregående uddannelse, hvis uddannelserne optog en større andel af deres studerende gennem kvote 2. Men det er ikke nødvendigvis i uddannelsernes interesse. Det viser et nyt forskningsprojekt fra ROCKWOOL Fonden.
Danskerne lever flere år med godt fysisk helbred – men ikke i Nordjylland11.3.2026 06:00:00 CET | Pressemeddelelse
Mænd og kvinder over 65 år har fået flere år, hvor de lever med et godt fysisk helbred, mens Region Nordjylland er den eneste af de fem regioner, der oplever et fald i, hvor stor en del af deres resterende liv borgerne lever med godt fysisk helbred. Det viser et nyt forskningsprojekt støttet af ROCKWOOL Fonden.
45 pct. af arbejdsløse har skæve lønforventninger: Det forlænger jobtørken og påvirker arbejdsmarkedet10.3.2026 06:30:00 CET | Pressemeddelelse
Arbejdsløse under- og overvurderer hvor meget de kan forvente i løn i et kommende job. Det har store konsekvenser for de jobsøgende. Mere viden om andres lønniveau får hurtigere ledige i job, viser ny analyse.
Danskerne knokler som aldrig før – enten på arbejdspladsen eller i uddannelse25.2.2026 06:00:00 CET | Pressemeddelelse
Siden 2008, hvor dansk økonomi var i en buldrende højkonjunktur, har danskerne i alderen 18-59 år aldrig brugt så meget tid på arbejdspladsen eller på en uddannelse, som de gør nu. Både når det gælder andelen, der er i job eller uddannelse, og når det gælder arbejdstid for de beskæftigede. Kun de 18-24-årige halter for alvor efter tidligere tiders niveau.
Ukrainere med krigstraumer har lavere sandsynlighed for at komme i arbejde24.2.2026 06:30:00 CET | Pressemeddelelse
Næsten hver tredje ukrainer, der er kommet til Danmark siden 2022, har tegn på PTSD og har en lavere sandsynlighed for at komme i arbejde end dem uden tegn på PTSD. Det viser et nyt studie støttet af ROCKWOOL Fonden.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum