AURA

Lokale foreninger får tidlig julegave fra AURA

Del

37 østjyske foreninger, som hver dag stiller op på fodboldbaner, i gymnastikhaller og i spejderhytter, har traditionen tro modtaget en tidlig julegave fra den lokale energi- og fiberkoncern AURA i form af en donation fra selskabets Lokalværdipulje.

To gange om året uddeler AURA donationer fra AURAs Lokalværdipulje til lokale foreninger og klubber, som arbejder utrætteligt for at sikre fællesskaber og aktiviteter. Donationerne går til kulturelle, sociale og sportslige aktiviteter i området og kommer dermed AURAs ejere – andelshaverne – til gode.

”Igen i år er vi blevet overvældet over de mange gode ansøgninger og de mange gode kræfter, som er ude i foreningslivet. Som andelsselskab er det en del af vores DNA at give noget tilbage til det lokalsamfund, som vi er en del af, og som vi er ejet af, og derfor er vi meget stolte over, at vi har mulighed for at bakke op og anerkende det store frivillige arbejde i foreningerne,” siger Carsten Höegh Christiansen, adm. direktør i AURA.

Ny boksering løfter både træning og talentudvikling

Odder Bokseklub har siden 1974 været et naturligt samlingspunkt for bokseglade børn, unge og voksne i hele området. Her drives alt af frivillige kræfter, som hver uge skaber stærke fællesskaber og sportslige oplevelser for medlemmerne.

Klubben er jævnligt vært for stævner, som tiltrækker boksere fra hele landet, og således kommer de Jyske Mesterskaber til Odder i marts 2026. Bokseklubben søgte AURAs Lokalværdipulje om et tilskud til indkøb af en ny og tidssvarende boksering.

”Med en ny boksering vil vi få markant bedre faciliteter for træningen, i hverdagen, og når vi afholder stævner. Det giver vores boksere bedre muligheder, og det giver hele klubben et løft, så vi kan styrke talentudviklingen og få endnu bedre muligheder for at fastholde og tiltrække medlemmer,” siger formand Sannah Christensen fra Odder Bokseklub.

Odder Bokseklub modtog 10.000 kr. fra AURAs Lokalværdipulje.

Fodbold, fællesskab og store oplevelser for flere hundrede børn

Når FC Skanderborg til marts 2026 afholder FUGE Camp, bliver det med fællesskab, udvikling, glæde og engagement som omdrejningspunkt. I tre dage i foråret samles 300-400 børn fra klubbens U10–U16-hold til en kæmpe træningslejr fyldt med fodbold, grin, aktiviteter og nye venskaber på tværs af årgange.

Campen afsluttes med en stor kampdag på Skanderborg Fælled, hvor alle årgange spiller kampe og hepper på hinanden. En dag, der ikke kun markerer afslutningen på campen, men også er et højdepunkt for både klubben og deltagerne.

”For os handler campen om trivsel og sammenhold, og derfor ønsker vi, at alle skal have mulighed for at deltage uanset økonomisk baggrund. Med donationen fra AURA kan vi holde egenbetaling nede og styrke sammenholdet,” siger Martin Boch fra FC Skanderborg.

AURA har valgt at støtte projektet med 25.000 kr.

Ny udendørs fitnesspark skal styrke sundhed og fællesskab i hele byen

Låsby Boldklub af 1959 vil skabe endnu bedre rammer for bevægelse og fællesskab i lokalsamfundet. Med et ambitiøst projekt om en ny udendørs fitnesspark ønsker klubben at give både børn, unge og voksne mulighed for at træne frit, når det passer dem bedst.

Fitnessparken bliver et åbent område med redskaber til funktionel træning, hvor man kan komme alene, som familie, eller i små grupper. For klubben handler projektet om at gøre motion let tilgængelig og fleksibel, samtidig med at flere bliver inspireret til at være aktive udendørs. Det gavner både energiniveau, fokus, D-vitamin og det mentale overskud.

”Vi vil gerne skabe et samlingspunkt, hvor alle uanset alder og økonomi kan være aktive og få glæde af motion i hverdagen. En udendørs fitnesspark giver fri adgang og fleksibilitet, og den kan blive et nyt omdrejningspunkt for hele byen,” siger Christina Schmidt Hald fra Låsby Boldklub.

Klubben har fået en donation fra AURAs Lokalværdipulje på 25.000 kr.

Unge mødes på tværs: Fællesskab, aktiviteter og trygge rammer

Med projektet ForRygende Fredag vil foreningen Ry+ skabe nye, trygge møderum for unge i Ry og omegn. Målet er at give unge mellem 12 og 17 år lyst til at engagere sig i lokale fællesskaber – og samtidig give dem nogle sjove og aktive aftener sammen.

Hen over fire fredage står lokale idræts- og kulturforeninger for hver deres arrangement, hvor de unge kan prøve alt fra nat-badminton, fodbold og volleyball til dans, kampsport, eSport, diskotek og kreative workshops.

Formålet er ikke kun at skabe gode oplevelser her og nu, men også at give de unge indblik i foreningslivets muligheder, styrke deres demokratiske dannelse og udvide deres lokale tilhørsforhold. Idræt og kultur bliver indgangen til dialog, nye relationer og stærkere fællesskab.

For at kunne gennemføre arrangementerne – blandt andet ved at leje rekvisitter og materialer til aktiviteter som nat-badminton – har Ry+ søgt støtte fra AURAs Lokalværdipulje.

”Vi vil gerne give unge et trygt sted at mødes og en mulighed for at opleve fællesskab på tværs. ForRygende Fredag skal være et sted, hvor de både har det sjovt og får øjnene op for de mange muligheder, der findes i de lokale foreninger,” siger Simon Rønlev fra Ry+.

AURA har valgt at støtte projektet med 5.000 kr.

Frivilligt løbefællesskab får støtte til at skabe endnu stærkere sammenhold

Hver lørdag morgen klokken 9 samles 60-70 løbere ved Hasle bakker til Brabrand parkrun – et gratis, frivilligt drevet motionsløb, hvor alle kan være med uanset alder, tempo og erfaring. Parkrun er et globalt koncept, der begyndte i England i 2004 og kom til Danmark i 2009. I Brabrand har det udviklet sig til et varmt og inkluderende fællesskab, hvor både lokale og internationale gæster deltager uge efter uge.

Brabrand parkrun ønsker desuden at afholde et socialt arrangement for at styrke fællesskabet, samle deltagerne og skabe endnu stærkere relationer på tværs af nye og erfarne løbere.

”Vi vil gerne gøre lidt ekstra for fællesskabet. Det er vigtigt for os, at alle føler sig velkomne og får gode oplevelser – både før og efter løbet,” siger Doris Toft fra Brabrand parkrun.

AURA har støttet det sociale arrangement med 1.500 kr.

Nyt loft og bedre belysning giver børn og unge bedre rammer for fællesskab

Hos FDF Viby J er fællesskab, leg, kreativitet og friluftsliv kernen i alt, hvad de laver, og en stor del af foreningens aktiviteter foregår i Katthuset, som er foreningens lejrhytte. Her holdes weekendture, sommerlejre og overnatninger – og spisesalen er det centrale samlingsrum. Men loftet i salen er gammelt, støjende og dårligt belyst, hvilket gør det svært at opholde sig inden for, især når efteråret og vinteren kommer.

Derfor ønsker FDF Viby J at renovere loftet med lyddæmpende materialer og installere energivenlig LED-belysning, der både giver et bedre indeklima, lavere støjniveau og mere behageligt lys til aktiviteter og samvær.

Projektet tænker samtidig bæredygtighed ind på flere niveauer: LED-belysning reducerer strømforbruget, de nye loftmaterialer er danskproducerede og lavet af certificeret træ, og både gamle loftbrædder og lamper bliver afleveret til genanvendelse.

”For os handler det om at skabe gode rammer for børn og unge. Et mere behageligt og bæredygtigt samlingsrum betyder, at vi kan bruge Katthuset året rundt – og at endnu flere får glæde af stedet,” siger Mads Simonsen fra FDF Viby J.

AURA har valgt at støtte projektet med 10.000 kr. fra Lokalværdipuljen.

Om AURAs Lokalværdipulje 

AURAs Lokalværdipulje uddeles to gange årligt, og har ansøgningsfrister i maj og oktober. Puljen kan søges af foreninger, som ligger i AURAs forsyningsområde, og hvis medlemmer er andelshavere i AURA.

Puljen med ansøgningsfrist i maj 2026 er åben for ansøgninger nu. Læs mere på www.aura.dk/sponsorat

Kontakter

Billeder

Om AURA

AURA er en østjysk energi- og fiberkoncern med ca. 350 medarbejdere. Vi beskæftiger os med e-mobility, elinstallation, fibernet, el-handel, vedligehold og udbygning af el-nettet samt innovative aktiviteter inden for vedvarende energi, mobilitet og grøn omstilling.

Vi ønsker at være drivkraft for bæredygtighed og grøn omstilling i Østjylland, og vi investerer massivt i vedvarende energi.
Flere end 113.000 andelshavere ejer AURA, og vi har mere end 100 års erfaring med at opbygge og levere kritisk infrastruktur til vores kunder.

Koncernen omsætter for omkring 1,9 mia. kr. om året.

Følg pressemeddelelser fra AURA

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra AURA

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
World GlobeA line styled icon from Orion Icon Library.HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye