Dokumenteret effekt af idrætsindsats i skolen
Fit First-programmet forbedrer skoleelevers fysiske form, kropssammensætning og sundhedsprofil – også hos 10-15-årige piger og drenge.

Langt de fleste danske skolebørn bevæger sig mindre end anbefalet. Ifølge Sundhedsstyrelsen og Verdenssundhedsorganisationen (WHO) bør børn og unge være fysisk aktive i mindst 60 minutter om dagen med moderat til høj intensitet – men undersøgelser viser, at kun en tredjedel af de 11-15-årige lever op til det.
Det kan gå ud over både helbred, læring og trivsel. Men en række nye studier fra Syddansk Universitet (SDU) viser nu, at man gennem skolens rammer kan bidrage til bevægelsesglæde og en markant forbedring af elevernes fysiske form og sundhedsprofil.
Fit First virker – også på mellemtrin og i udskolingen
SDU’s forskere har tidligere vist, at det skolebaserede idrætsprogram, Fit First, med tre ugentlige lektioner à 40 minutter, virker for indskolingsbørn. Og efter at have testet mere end 4000 elever på mellemtrin og i udskoling kan forskerne nu dokumentere, at Fit First har stor effekt for 10-15-årige piger og drenge.
- Vores nye forskning viser, at Fit First forbedrer kondition, kropssammensætning og sundhedsprofil hos elever på mellemtrin og i udskolingen, og det betyder, at vi nu trygt kan sige: Fit First er et stærkt, evidensbaseret motionskoncept, der virker på alle klassetrin, siger professor Peter Krustrup, professor og forskningsleder ved Forskningsenheden Sport og Sundhed, Institut for Idræt og Biomekanik.
Programmet er udviklet af SDU, Danmarks Idrætsforbund (DIF) og Team Danmark, og indeholder 390 undervisningssessioner fra 26 idrætsgrene fordelt ligeligt på indskoling (Fit First 10), mellemtrin (Fit First 20) og udskoling (Fit First Teen). Fit First giver børn et motiverende møde med en idrætsmangfoldighed, som de ellers ikke ville få adgang til.
- Fit First skaber en bro mellem skole og foreningsliv. Børn bliver introduceret til mange forskellige idrætsgrene, og det øger chancen for, at flere også får lyst til at være aktive i fritiden, siger Karin Ingemann, udviklingschef i Danmarks Idrætsforbund.
Bevægelse i skolen, men trivsel kræver mere
Mens Fit First skaber bevægelsesglæde og giver en forbedret fysisk form og sundhedsprofil, viser studierne, at trivsel, særligt hos teenagepiger, i højere grad ser ud til at være knyttet til deltagelse i foreningsidræt i fritiden.
- Vi ser, at Fit First skaber gode rammer for bevægelse i skoletiden. Men vores data viser også, at piger, der er aktive i foreninger - især i holdidræt - scorer højere på fysisk og psykisk trivsel. Derfor er det vigtigt at tænke skole og fritid sammen, forklarer Peter Krustrup.
Undersøgelserne viser desuden, at piger i denne aldersgruppe i højere grad end drenge falder fra foreningslivet, og at de samtidig har lavere trivsel, hvis de ikke er aktive i foreningsidrætten.
- Fit First kan være med til at åbne døren ind til foreningslivet, og det er vigtigt, ikke mindst for piger, som vi ved risikerer at falde fra. Skolen kan give dem et første møde med idræt, der er motiverende og trygt, tilføjer Karin Ingemann.
Forskningsmetoden bag
Fit First-studierne er gennemført som kontrollerede interventionsstudier med målinger før og efter forløbene. Forskerne har blandt andet målt børns kondition, hvilepuls, fedtprocent, muskelmasse, muskelstyrke og motorisk funktion samt deres trivsel gennem validerede spørgeskemaer.
- Efter 13 års udvikling og forskning står vi med et veldokumenteret og praktisk anvendeligt Fit First koncept til alle klassetrin. Nu handler det om implementering og samarbejde med kommuner, skoler og foreninger, siger Peter Krustrup.
Klar til udrulning i hele landet
Forskningsprojektet Fit First For All kombinerer fysiologisk forskning, adfærdsforskning og implementeringsforskning på SDU og er støttet af Novo Nordisk Fonden. Resultaterne vurderes nu af Peter Krustrup som værende så stærke, at konceptet er klar til national udbredelse.
I denne uge har forskerne afholdt tre Fit First For All seminarer med lancering af forskningsresultater, praktik samt en paneldebat om implementering. Disse seminarer er støttet af Ole Kirk’s Fond.
Fakta: Sådan er studierne gennemført
Fit First-studierne er gennemført som kontrollerede cluster-randomiserede interventionsstudier og tværsnitsanalyser på tværs af over 100 skoler og med mere end 5.500 deltagende børn i alderen 7–15 år. I interventionsstudierne blev elever fordelt i Fit First-grupper og kontrolgrupper med almindelig idrætsundervisning.
Programmet bestod typisk af tre ugentlige lektioner à 40 minutters intens og varieret idræt i skoletiden, baseret på 26 forskellige idrætsgrene. Deltagernes fysiske form blev målt ved hjælp af standardiserede tests som Yo-Yo IR1C (intervalløb), stående længdespring, håndgrebsstyrke og hvilepuls. Kropssammensætning blev målt med bioimpedansanalyse af bl.a. fedtprocent, muskelmasse og BMI.
Trivsel og livskvalitet blev vurderet med spørgeskemaerne KIDSCREEN-27 og KIDSCREEN-52, som er internationalt validerede måleinstrumenter for børn og unge. Alle data blev indsamlet før og efter interventionerne, og i tværsnitsstudierne blev resultaterne sammenholdt med deltagernes aktivitetsniveau i fritiden.
Fakta: Sådan kan Fit First bruges i praksis
Fit First er designet til at kunne integreres direkte i skoledagen uden behov for specialudstyr eller faciliteter ud over dem, der normalt bruges i idrætsundervisningen. Programmet består af tre ugentlige lektioner à 40 minutter, der gennemføres som en del af den almindelige skoleundervisning, typisk i idrætstimer, bevægelsesbånd eller understøttende undervisning.
Undervisningen følger et didaktisk koncept med øvelser fra 26 forskellige idrætsgrene, herunder holdidrætter, individuelle discipliner og funktionel træning. Lektionerne er udviklet til at være intense, involverende og motiverende, med høj puls og aktiv deltagelse fra alle elever.
Forløbene gennemføres af skolens egne lærere eller pædagoger, der modtager introduktion og undervisningsmateriale udviklet af forskerteamet. Materialet indeholder detaljerede lektionsplaner, pædagogiske anbefalinger og forslag til differentiering, så aktiviteterne kan tilpasses forskellige aldersgrupper og niveauer.
Studierne viser, at implementeringen fungerer bedst, når skoleledelsen bakker op, og når lærerne får mulighed for at planlægge og afprøve aktiviteterne sammen. Erfaringer fra tidligere skoler tyder på, at programmet kan gennemføres med høj kvalitet uden ekstern støtte, hvis personalet har været på kursus og er godt indført i konceptets principper.
Kontakter
Peter KrustrupProfessor, forskningslederInstitut for Idræt og Biomekanik, Syddansk Universitet
Tlf:21 16 15 30pkrustrup@health.sdu.dkJonas HjortdalKommunikationsrådgiverDIF - Danmarks Idrætsforbund
Tlf:60 55 98 49johj@dif.dkMarianne Lie BeckerJournalistDet Sundhedsvidenskabelige Fakultet
Tlf:21 26 19 26mlbecker@health.sdu.dkLinks
Følg pressemeddelelser fra Syddansk Universitet
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Syddansk Universitet
Nyt forskningsprojekt skal bringe humanoide robotter til Danmark26.11.2025 08:48:20 CET | Pressemeddelelse
Forskere fra Syddansk Universitet (SDU) vil sammen med Novo Nordisk, Harting og flere andre partnere udvikle en menneskelignende robot, der kan overtage ensformige, slidsomme og sundhedsfarlige opgaver i industrien.
Flere nybagte mødre bruger vægttabsmedicin efter fødslen24.11.2025 20:13:33 CET | Pressemeddelelse
Nyt dansk studie fra Syddansk Universitet kortlægger udviklingen i brugen af GLP-1-medicin blandt kvinder i månederne efter fødslen.
Oprettede falsk profil som 13-årig på TikTok så masser af ulovlige reklamer20.11.2025 09:25:20 CET | Pressemeddelelse
Forskere oprettede en falsk profil som en 13-årig pige og blev præsenteret for videoer med tobaks- og nikotinprodukter, selvom det er i strid med både danske regler og TikToks egne guidelines.
Ny forskning kaster nyt lys over Danmarks bygningskultur19.11.2025 09:03:18 CET | Pressemeddelelse
Viden om murstensbyggeri kom ikke direkte fra Italien til Danmark. Det har et forskerhold opdaget efter at have analyseret mursten fra italienske og danske middelalderkirker.
Digitalt tilbud med psykologstøtte kan mindske frygt for tilbagefald17.11.2025 08:57:50 CET | Pressemeddelelse
Forskning fra Syddansk Universitet og Sygehus Lillebælt viser, at et digitalt behandlingstilbud kombineret med skriftlig psykologstøtte kan mindske frygten for tilbagefald og forbedre livskvaliteten for mennesker, der har haft tarmkræft.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum