DR optager næste års julekalender i Birkerød
Birkerød forvandles til Vester Kløjs og bliver arnested for DR’s julekalendersatsning 2026: ”Den store julefortælling”. Til januar indtager DR for alvor Birkerød bymidte, og de vil gerne have Birkerød-borgernes hjælp.

Selvom det er julen 2025, der står for døren, er DR allerede i fuld gang med optagelserne til næste års julekalender, ’Den Store Julefortælling’, som får premiere 1. december 2026. Birkerød by – og særligt området omkring Majpladsen – er nøje udvalgt som der, hvor julekalenderens hovedpersoner bor, og selve fortællingen foregår.
Optagelserne til julekalenderen begyndte i september og fortsætter hen over vinteren. I januar 2026 kan Birkerød-borgere og nysgerrige naboer altså nu opleve, hvordan det foregår, når DR Drama rykker ind med filmhold og skuespillere.
Det betyder, at den lokale julemagi i år breder sig til ind i januar måned – og at både lokale og forbipasserende kan få et glimt af nisser, sne og filmhold i fuld gang med at bringe næste års juleeventyr til live.
Den slags nyheder er svært ikke at blive i ekstra godt julehumør af. Borgmester Ann Sofie Orth siger:
- Jeg er meget glad for, at vi nu i samarbejde med DR endelig kan afsløre nyheden om, at vores alles Birkerød omdannes til Vester Kløjs. Det er jo kæmpestort også for nisser og juleglade sjæle i resten af kommunen.
Hun fortsætter:
- Jeg er meget stolt over, at fantastiske Birkerød er udvalgt til at danne ramme og kulisse for DR’s nye julekalender. Vi byder selvfølgelig DR, julefortællingen og alle nisserne varmt velkommen, og jeg ved, at DR er i dialog med mange forskellige aktører i bylivet, som alle tilbyder deres hjælp i stor stil.
DR til Birkerød-borgere: Hjælp os med at forlænge julen
Bor du i eller omkring Birkerød bymidte, vil DR gerne opfordre dig til at lade dine lysende julestjerner i vinduer hænge, og de små nisselandskaber i karme pynte januar måned ud.
Rudersdal Kommune sørger for, at både juletræ og julepynt i gader og stræder forbliver hængende til og med januar.
På den måde kan vi alle hjælpe til, at julestemningen varer ved, mens optagelserne foregår.
Optagelserne af ’Den store julefortælling’ kommer til at ske i og omkring Birkerød bymidte og særligt omkring Majpladsen.
Birkerød bliver til Vester Kløjs
’Den Store Julefortælling’, som er titlen på næste års julekalender fra DR, bliver en magisk rejse gennem julens historier.
Den nye julekalender tager seerne med til den lille by Vester Kløjs (Birkerød), hvor byens borgmester Britt har sat alt ind for at gøre byen til årets juleby. Her ankommer søskendeparret, Aksel og Ella, den 1. december for at bo hos deres mormor Dorthea, der også er byens bibliotekar. Den generte Aksel får hurtigt en ny ven i den lokale Vigga, og da de to finder den magiske bog ’Den store julefortælling’ kommer både byen og julen i fare. De får nemlig ved en fejl tryllet den unge, energiske nisse Rolfe ud af bogen, og så starter forviklingerne.
’Den Store Julefortælling’ er et juleeventyr, hvor selve julen er på spil. For mens grænsen mellem virkelighedens og fortællingernes verden smuldrer, må Aksel, Vigga og nissen Rolfe stå sammen for at redde Vester Kløjs og ikke mindst julen, som vi kender den.
Vigtige historier om nærvær – skrevet af erfarne kræfter
DRs fiktionschef Henriette Marienlund ser frem til at dele ’Den store julefortælling’ med seerne.
- Hovedtemaet i næste års julekalender hylder de historier, der binder os sammen som mennesker – fra hverdagsanekdoter til episke sagaer. Fortællinger er julens hjerte, og julekalenderen minder os om, at det er vigtigere end nogensinde at bevare og dele de fortællinger, der skaber nærvær, underholdning og identitet. DR står på en stolt julekalendertradition, og med ’Den Store Julefortælling’ bygger vi videre på den med et nyt magisk univers for hele familien.
’Den Store Julefortælling’ er skrevet af Lars T. Therkildsen og Uffe Rørbæk, som begge har stor erfaring med at skabe magiske juleuniverser. De har tidligere stået bag de populære ’Julemandens Datter’-film, og mange vil også huske Uffe Rørbæk fra klassikeren ’The Julekalender’. Instruktørstolen er overladt til Morten BH, der har stået bag TV 2’s ’Valdes Jul’ og er kendt for sin evne til at kombinere varme, humor og eventyr.
FAKTA:
- Optagelserne af ’Den store julefortælling’ kommer til at ske i og omkring Birkerød bymidte og Majpladsen.
- DR optager desuden i DR Byens studier på Amager, på Frilandsmuseet og i Den Gamle By i Aarhus.
- Når DR filmer på Majpladsen, vil det generelt være præget af høj aktivitet og mange mennesker. Pladsen vil i nogle tilfælde være lukket af.
- Der vil både blive filmet i dagtimerne og om aftenen i januar 2026. Derfor vil man enkelte aftener kunne møde lifte og store lamper omkring Majpladsen.
- Har du en statist i maven? Der vil være brug for statister på Majpladsen alle hverdage i perioden d. 6.-19. jan. Du kan melde dig som statist ved at kontakte Statistbooking på Instagram eller på mail: statistbooking@outlook.dk
Kontakter
Pressevagten
Tlf:+45 72 68 11 52presse@rudersdal.dkAnn Sofie OrthBorgmester
Tlf:+45 46 11 10 12annsofie@rudersdal.dkBilleder

Om Rudersdal Kommune
Rudersdal Kommune er tæt på og meget grønnere - med både bymiljø, arkitekturperler og naturskønne områder. Kommunen ligger med sine godt 57.000 indbyggere der, hvor Københavns forstæder hører op, og Nordsjællands skove, søer og åbne landskaber begynder. Her er grønt, så langt øjet rækker, med ranke kongebøge, gennem dale og bakker – og med malerisk flotte områder langs Furesøen, Sjælsø, Mølleåen og Øresund.
Følg pressemeddelelser fra Rudersdal Kommune
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Rudersdal Kommune
Stort forskningsprojekt om borgernes klimaadfærd15.1.2026 15:08:27 CET | Pressemeddelelse
Rudersdal Kommune samarbejder med Copenhagen Business School (CBS) for at undersøge muligheder og barrierer for handling på klimaområdet.
Modeltog i alle størrelser!5.1.2026 10:31:15 CET | Pressemeddelelse
Kulturcenter Mariehøj bliver til togcentral Den 24. og 25. januar 2026 forvandles Kulturcenter Mariehøj i Holte til et mekka for modeljernbaneentusiaster i alle aldre. Her kan du opleve alt fra klassiske danske sidebaner og amerikanske godstog til japanske højhastighedstog og LEGO®-modeller – og det hele er gratis!
Styrket beredskab i Nordsjælland: Vi rykker tættere sammen18.12.2025 10:41:52 CET | Pressemeddelelse
Udvidet samarbejde mellem Allerød, Fredensborg, Hørsholm og Rudersdal betyder, at de fire kommuner kan hjælpe hinanden, hvis krisen rammer.
Fuld fart på lokale bylivs-initiativer17.12.2025 09:00:31 CET | Pressemeddelelse
Driftsmidlerne til Bylivspuljen i 2025 er næsten uddelt og vidner om masser af gode initiativer, der understøtter det lokale byliv rundt om i kommunen.
Rudersdal Kommune opsætter mindeplade – og styrker fokus på forebyggelse af vold i nære relationer5.12.2025 07:00:00 CET | Pressemeddelelse
Rudersdal Kommune opsætter en mindeplade på Assistens- og Søholm Kirkegård for at mindes ofre for partnerdrab. Mindepladen skal samtidig være et stærkt symbol på, at vold kan og skal forebygges.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum