Danmark sætter kurs mod grøn indenrigssøfart
25.11.2025 13:59:37 CET | Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet | Pressemeddelelse
Danmark får en af de største og hurtigste fuldt elektrificerede færgeruter i verden. Det er konklusionen fra Investeringstøtteordningen 2025, hvor CO2-tunge virksomheder får støtte til grøn omstilling.
Når danskerne om nogle år skal tværs over landet til søs, vil sejlturen ske med en elfærge. Det står klart, efter der er tildelt midler fra Investeringsstøtteordningen 2025.
Tilskudsordningen har til formål at støtte de virksomheder i Danmark, som har sværest ved at omstille sig. I alt er der over fem år afsat ca. 1 mia. kroner til grøn omstilling via Investeringsstøtteordningen.
Molslinjen er med sin Kattegatforbindelse en betydelig punktudleder i Danmark og blandt de CO2-intensive virksomheder, der har fået støttetilsagn fra investeringsstøtteordningen. De 180 mio. støttekroner skal bruges til indkøb af tre elfærger, som Molslinjen forventer at kunne søsætte i årene efter 2027, og som Molslinjen også forventer vil kunne fjerne 132.000 ton CO2 om året fra Danmarks udledninger.
"Nu baner vi vejen for, at elfærger i fremtiden bliver et helt almindeligt syn i vores indre farvande, ligesom vi for længst har vænnet os til, at der kører elbiler på vejene. Med de nye færger får vi en af verdens længste og hurtigste fuldt elektrificerede færgeruter. Endnu engang går Danmark forrest og viser, hvordan vi forvandler ny teknologi til grøn omstilling – og endda samtidig med, at vi tager hånd om den danske konkurrenceevne og danske arbejdspladser. Det er stærkt – og det er grøn handling, der virker," siger klima-, energi- og forsyningsminister Lars Aagaard.
Erhvervsminister Morten Bødskov siger:
"Danmark er en søfartsnation i særklasse. Vi har gentagne gange vist vejen for den grønne omstilling til søs. Nu sætter vi fuld kraft mod grøn indenrigssejlads. Med støtte gennem Investeringsstøtteordningen får vi tre elektriske hurtigfærger i drift på danske ruter. Regeringen skubber endnu en gang på den grønne omstilling i hele erhvervslivet, og viser udlandet, at grønne initiativer sætter vind i sejlene på vækst og udvikling."
Udover Molslinjen har Daka fået et tilsagn om støtte på ca. 58 mio. kr. til at erstatte et naturgasforbrug med en biomassekedel, og AU Vindmøller har fået tilsagn på ca. 13 mio. kr. til elektrificering af deres biogasproduktion, som lige nu opvarmes med olie- og naturgas.
Fakta om Investeringsstøtteordningen
- Investeringsstøtteordningen kan give omstillingsstøtte til de virksomheder, som udleder mest CO2, og som rammes særligt hårdt af CO2-afgiften, der blev indfaset fra januar 2025.
- Igennem puljen kan virksomheder søge støtte til CO2-reducerende projekter.
- Puljen følger først-til-mølle-princippet og lukkede d. 30. september.
- Der er afsat ca. 1 mia. kr. i alt i perioden 2025 til 2029. Puljen åbner igen næste år og hvert år frem til og med 2029.
- Virksomheder kan få tilskud til de fleste projekter, der sparer CO2. Det kan f.eks. være: Udskiftning af gaskedler til varmepumper eller fjernvarme, optimering af procesanlæg, der sænker virksomhedens forbrug af fossile brændsler eller intern udnyttelse af overskudsvarme.
- Investeringsstøtte til CO2-intensive virksomheder administreres af Energistyrelsen.
Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet
I Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet arbejder vi for målet om at reducere udledningen af drivhusgasser med 70 procent i Danmark i 2030 og for et visionært, grønt lederskab både i Danmark og ude i verden.
Følg pressemeddelelser fra Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet
3,2 mia. kr. til elektrificering af Danmark9.10.2026 09:02:32 CEST | Nyhed
Regeringen vil med finanslovsforslaget for 2027 afsætte 3,2 mia. kr. over de kommende 4 år for at bane vej for elektrificering i de danske hjem, hos virksomhederne og på vejene.
Nyt udspil: Regeringen vil styrke elnettet og de lokale hensyn5.10.2026 08:30:50 CEST | Pressemeddelelse
Der er ikke plads nok i elnettet, og det tager for lang tid at bygge mere. Derfor vil regeringen rulle den grønne løber ud i nærmest hele Danmark. På den måde kan der bygges elnet hurtigere, smidigere og med et større hensyn til naboer og natur.
Nye tiltag skal sætte skub i udbygningen af fjernvarmen3.10.2026 13:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Den grønne omstilling skal helt ud i de danske hjem. Derfor foreslår regeringen med finansloven at afsætte yderligere 200 millioner kroner til Fjernvarmepuljen i 2027. Samtidig forbedres fjernvarmeselskabernes muligheder for at finansiere nye fjernvarmerør.
I tråd med tiden: National handlingsplan for tekstiler er på plads2.10.2026 12:09:04 CEST | Pressemeddelelse
En af de helt store belastninger på både klima og miljø er tekstiler. Branchen har i dag lanceret en national tekstilhandlingsplan. Den skal være spadestikket til en sektor, hvor bæredygtighed og cirkularitet fylder mere.
Bredt flertal har stemt for akutplanen for elnettet1.10.2026 10:30:12 CEST | Pressemeddelelse
Et bredt flertal af Folketingets partier har i dag vedtaget akutplanen for elnettet. Samtidig er den politiske forståelse bag blevet til en aftale, hvor alle partierne er enige om, at Danmark står i en akut situation, der kalder på handling nu.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum