Rundetaarn markerer 350-året for opdagelsen af lysets hastighed med stort program
16.12.2025 09:46:28 CET | Rundetaarn | Pressemeddelelse
I 2026 fejrer Rundetaarn jubilæumsåret for Ole Rømers banebrydende opdagelse af lysets tøven med et særligt årsprogram fyldt med oplysende oplevelser – alt sammen med lyset som omdrejningspunkt. Blandt højdepunkterne er en lysinstallation på tårnets top, fire særudstillinger om lys, foredrag med fysikstjerner som Chamilla Terp og Anja C. Andersen samt alt fra lysshows til lanternevandringer for børn.

Næste år er det præcis 350 år siden, at den danske astronom Ole Rømer offentliggjorde en af videnskabshistoriens mest skelsættende opdagelser: at lyset har en endelig hastighed eller "tøver", som han formulerede det. En opdagelse, der grundlæggende ændrede videnskabens forståelse af Universet.
Ole Rømer havde tæt tilknytning til Rundetaarn både før og efter sin store opdagelse, og derfor hylder tårnet jubilæet med “Lysår 2026” – et stort årsprogram, der fra februar udfolder et bredt spektrum af oplevelser i lysets tegn.
Spektakulær lysinstallation på tårnets top
Jubilæumsåret åbner fra toppen af Rundetaarn med et storslået nyt kunstværk, der bryder februarmørket under Københavns årlige lysfestival og bliver en unik, tidsbegrænset oplevelse i Rundetaarn. En lysinstallation ville til daglig forstyrre udsynet fra tårnets observatorium, og derfor kan værket kun opleves midlertidigt som en markering af jubilæumsårets begyndelse. “Imens Lyset Tøver”, skabt af designstudiet Yoke, lader både gæster og forbipasserende udforske lysets natur gennem skala, rum og tid – inspireret af Rømers observationer.
Forskerkometer, festivalfilm og familieoplevelser
Programmet byder på både nye og velkendte formater i Rundetaarn. I Den Astronomiske Time sætter stærke stemmer fra videnskabens verden fokus på det store kosmos. Her kan gæster blandt andet møde forskerkometerne Chamilla Terp og Albert Sneppen samt astrofysikerne Sarah Pearson, Anja C. Andersen og Lars Occhionero i foredrag om alt fra Universets tidligste udviklingshistorie til hvordan astrofysikere afkoder både synligt og usynligt lys fra rummet.
Årets øvrige højdepunkter tæller en oplyst vinterbar med drinks på toppen af tårnet, grupperundvisninger om Ole Rømer og både lysshow og lanternevandring for børn i vinterferien. For en stund omdannes Bibliotekssalen i tårnet også til festivalbiograf, når filmfestivalen CPH:DOX viser dokumentarfilm fra deres science-program.
Fra stjerneeksplosioner til iskrystaller: Særudstillinger om lys
Ud over en historisk udstilling om Ole Rømer præsenterer Rundetaarn fire skiftende særudstillinger, hvor kunstnere og forskere udforsker lys fra forskellige vinkler – fra kunstneriske fortolkninger til lysets betydning i fotografi og forskning. Flere af udstillingerne bevæger sig i feltet 'artscience' og bygger på samarbejder mellem kunstnere og forskere fra Niels Bohr Institutet.
Året igennem kan gæsterne opleve alt fra installationskunst og lydlandskaber med fokus på lys og tid til blåtonede cyanotypier af himmellegemer og æstetisk forskning, hvor filmoptagelser af mikroskopiske krystaller fra årtusindgammel is vises i polariseret lys, der afslører spor af fortidens klima og glimt af de forandringer, der er på vej.
Udstillinger:
Ole Rømer og den store opdagelse
6. februar 2026 – 3. januar 2027
Skabt af Rundetaarn
Ad Lucem
6. februar – 6. april 2026
Udstillere: Cecilia Ömalm og Göran Östlin
Efterglød. Samtaler om lys
15. april – 17. juni 2026
Udstillere: Kirstine Roepstorff, Nicolai Howalt, Pernille With Madsen, Matilde Duus, Laila Svensgaard, Thorbjørn Lausten, Biba Fibiger og Veronica Rigét. Kurateret af Perelin, Nattens Skov ved Biba Fibiger og Veronica Rigét.
Isens brydninger
26. juni – 20. september 2026
Udstillere: Visual Science Studio
i samarbejde med Niels Bohr Institutets Center for Is og Klima.
Light Echoes
2. oktober 2026 – 3. januar 2027
Udstillere: Jo Verwohlt & Pieter Maria Steyaert, Ligia Bouton, Lea Porsager og Semiconductor samt astrofysikere fra DARK, forskningsenheden for kosmologi ved Niels Bohr Institutet i København: Jo Verwohlt, Jens Hjorth, Clara Ferreira Cores, Christa Gall, Marianne Vestergaard og Radoslaw Jan Wojtak, blandt andre. Kurateret af Irene Campolmi, Head of ArtScience Program ved Niels Bohr Institutet.
Fotokonkurrence: Fang lyset i arkitekturen og bliv udstillet i Rundetaarn
I løbet af året inviterer Rundetaarn amatørfotografer og andre fotoglade gæster til at deltage i en konkurrence med fokus på lyset i Rundetaarns og Trinitatiskompleksets særlige arkitektur. Konkurrencen skydes i gang samtidig med Lysår 2026 den 6. februar, og kulminerer på Arkitekturens Dag den 5. oktober, hvor vinderne udpeges af en professionel jury og kan se frem til flotte præmier. På Kulturnatten vil vinderne blive udstillet i tårnets ikoniske Sneglegang til glæde for de mange gæster, ligesom udvalgte billeder løbende vil blive vist på tårnets sociale medier, når der hver måned frem til oktober trækkes en vinder for månedens bedste billede.
Regler, præmier og flere detaljer offentliggøres på rundetaarn.dk i starten af 2026.
Rundetaarns observatorium restaureres i 2026
Fejringen af lyset kulminerer, når Rundetaarns historiske observatorium genåbner senere på året efter en omfattende restaureringsproces af det næsten 100 år gamle teleskop og den jævnaldrende ikoniske kuppelbygning.
"I 2026 tænder vi for et helt lysår af oplevelser og historiske øjeblikke. Når vi til efteråret igen kan rette teleskopet mod stjernerne fra tårnets top, får vores gæster mulighed for med egne øjne at fortsætte den observationstradition, som Rømer selv indgik i, og som har været en del af Rundetaarns historie siden 1642", udtaler direktør i Rundetaarn, Jeanette Bursche.
"Lysår 2026" åbner den 6. februar i Rundetaarn og varer resten af året.
Gå på opdagelse i programmets første arrangementer og udstillinger på rundetaarn.dk
Nøgleord
Kontakter
Jeanette BurscheDirektør, Rundetaarn
Tlf:41786611jb@rundetaarn.dkDitte Marie LundProgram- og udstillingschef, Rundetaarn
Tlf:28711408dml@rundetaarn.dkChristina ToldboAstronomisk konsulent, Rundetaarn
Tlf:28550468ct@rundetaarn.dkRasmus AgertoftHistorie og formidling, Rundetaarn
Tlf:40599095ra@rundetaarn.dkRosa LembckeKommunikation, Rundetaarn
Tlf:28518230rl@rundetaarn.dkBilleder












Links
Om Rundetaarn
Med sin karakteristiske Sneglegang er Rundetaarn et af Danmarks mest ikoniske bygningsværker. Tårnet blev opført af Christian IV til Københavns Universitets observatorium i 1642. Rundetaarn rummer i dag også skiftende udstillinger, koncerter og andre aktiviteter i Bibliotekssalen halvvejs oppe i tårnet på etagen over Trinitatis Kirke.

Følg pressemeddelelser fra Rundetaarn
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Rundetaarn
For børn: Gå til astronomi i Rundetaarns nyrestaurerede observatorium17.8.2026 10:02:49 CEST | Pressemeddelelse
Til efteråret starter Rundetaarn igen det populære formidlingsformat Astroklubben efter en større restaurering af observatoriets kuppel og stjernekikkert fra 1929. Astronomiklubben er for ruminteresserede børn mellem 10 og 12 år, og Rundetaarn modtager netop nu ansøgninger før næste hold starter i oktober.
H.M. Kongen genindviede Folkeobservatoriet på toppen af Rundetaarn12.8.2026 22:22:03 CEST | Pressemeddelelse
Efter en omfattende restaurering af Rundetaarns ikoniske observatoriekuppel og teleskop fra 1929, står observatoriebygningen nu færdig. Hans Majestæt Kongen forestod genindvielsen af Folkeobservatoriet på tårnets top onsdag den 12. august i forbindelse med en sjælden solformørkelse over Danmark.
Dybfrossen viden: Kunst og iskerneforskning smelter sammen i ny udstilling i Rundetaarn4.6.2026 10:05:13 CEST | Pressemeddelelse
Hvilke historier gemmer isen på? Bliv klogere på klodens klimahukommelse, når Rundetaarn fra den 26. juni til den 20. september danner ramme om en udstilling, der forener forskning og kunst.
Nu sker det: Ikonisk kuppel hejses tilbage på Rundetaarn i dag21.5.2026 07:12:15 CEST | Pressemeddelelse
Tidspunktet er fastlagt: Torsdag den 21. maj kl. 12 hejses Rundetaarns tre ton tunge observatoriekuppel tilbage på toppen med kran efter en omfattende restaurering. Fra Købmagergade kan publikum opleve det spektakulære løft – og i timerne op til få indblik i Observatoriets historie, skrive en hilsen til en tidskapsel og se film om restaureringsarbejdet.
Rundetaarns observatoriekuppel hejses på plads efter restaurering6.5.2026 06:59:21 CEST | Pressemeddelelse
Rundetaarns ikoniske kuppel genforenes med tårnet den 21. maj. Den spektakulære begivenhed markerer afslutningsfasen på et stort restaureringsprojekt af det historiske Folkeobservatorium på tårnets top, og byens borgere inviteres til at overvære synet og sende en hilsen til fremtiden, når en tidskapsel senere placeres i tårnets teleskop.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum