Når ansigtet bliver en gåde: Nyt studie udfordrer forståelsen af ansigtsblindhed

For de fleste af os sker det automatisk: Vi genkender et ansigt på et splitsekund. Men for mennesker med udviklingsbetinget prosopagnosi – også kendt som ansigtsblindhed – er det en daglig udfordring at genkende folk.

“Vi ved, at ansigter er helt centrale for menneskelig interaktion – fra det øjeblik vi bliver født. Men for personer med prosopagnosi er ansigtet ikke en genvej til identitet. Det er en gåde, der skal løses,” fortæller Erling Nørkær, ph.d. ved Institut for Psykologi på Københavns Universitet.

Han står bag en ny afhandling om ansigtsblindhed – en tilstand som rammer op mod 3 % af befolkningen og betyder, at man har svært ved at genkende selv nære relationer ud fra ansigtet alene.

Når ansigtet mister sin helhed

Ansigtsblindhed kan ske uden synsproblemer eller hjerneskade – og ofte uden at personen selv forstår, hvorfor ansigtsgenkendelse er så vanskelig. Erling Nørkærs forskning viser, at feltet mangler enighed om definition og diagnose.

“Vi har fundet en enorm variation i, hvordan forskere klassificerer prosopagnosi. Det gør det uklart, om vi overhovedet taler om det samme fænomen på tværs af studier,” siger han.

En central del af hans projekt er en fænomenologisk undersøgelse af, hvordan personer med prosopagnosi oplever ansigter. Her afsløres et markant mønster: Ansigter ses ikke som en samlet helhed, men som fragmenter.

“Vores interviews viser, at ansigtsopfattelsen svinger mellem enkelte dele – som øjne eller mund – og et flygtigt helhedsindtryk. Det, som for de fleste er en umiddelbar oplevelse, bliver for dem en skrøbelig konstruktion, der ofte falder fra hinanden,” forklarer Erling Nørkær.

Genkendelse som problemløsning

Når det kommer til at genkende personer, beskriver deltagerne processen som langsom og anstrengende.

“Genkendelse sker ikke ved et glimt af ansigtet, men typisk først, når den anden giver et socialt signal – et smil eller en hilsen. Det er som at lægge et puslespil, hvor brikkerne er kontekst: stemme, hår, omgivelser,” forklarer Erling Nørkær.

Ud over de kvalitative studier har projektet udviklet og testet nye versioner af det mest brugte spørgeskema til selvrapportering (PI20). Kortere og mere præcise versioner kan gøre det lettere at screene for ansigtsblindhed i både forskning og klinik.

“Vi anbefaler et ultrakort spørgeskema med kun fem spørgsmål, som kan bruges til hurtig screening. Og så peger vi på, at fremtidige tests bør tage højde for de oplevelser, vi har afdækket – for eksempel at genkendelse ofte er en aktiv problemløsningsproces,” siger Erling Nørkær.

Ansigtsblindhed kan have store sociale konsekvenser, fra misforståelser til isolation. Erling Nørkær håber, at hans arbejde kan bane vej for bedre forståelse og støtte.

“Hvis vi kan definere, hvad prosopagnosi er – og ikke kun hvad det ikke er – kan vi udvikle mere målrettede strategier til at hjælpe dem, der lever med det,” slutter han.

Erling Nørkær forsvarer fredag den 21. november sin afhandling, som hedder ‘Beyond Face Value – The Phenomenology and Assessment of Developmental Prosopagnosia’. Den kan læses her.
Ph.d.-forsvaret er et offentligt arrangement, find flere informationer om det her.