
"Dansk erhvervsliv har sovet i timen": Fremadstormende cloudhosting-virksomhed vil være et dansk alternativ til de store techgiganter
Webdock.io har ført en stille tilværelse, men vil nu erobre en langt større del af cloudhosting-markedet i Danmark. Eget datacenter tæt på hovedkvarteret på Fyn er en af hovedingredienserne i et gearskifte, der skal gøre den fynske virksomhed til et europæisk alternativ til de store techgiganter.

Eget datacenter. 100 procent styr på data. Og en global arbejdsstyrke, der kan servicere kunderne på tværs af tidszoner.
Det er tre af hovedingredienserne i det gearskifte, som den fynske cloudhosting-leverandør Webdock.io har indledt i jagten på en større markedsandel på cloudhosting-markedet i Danmark.
Foreløbigt to succesrige fundingrunder har gjort det muligt for Webdock.io at bygge sit eget datacenter i Nørre Aaby på Fyn, og nu investerer man massivt i såvel produktudvikling som nye medarbejdere – helt konkret har virksomheden med sine pt. 13 medarbejdere næsten tredoblet antallet af medarbejdere i forhold til 2024.
Har sovet i timen
Slutmålet er at etablere sig som et dansk alternativ til de store techgiganter – med 100 procent styr på såvel data som ESG.
”Dansk – og for så vidt europæisk - erhvervsliv har alt for længe sovet i timen. Alt for længe har vi blindt lagt vores data i hænderne på nogle få store techgiganter, og det ser vi konsekvenserne af nu. Vi er et oplagt eksempel på, at der findes danske leverandører, som kan tilbyde europæiske virksomheder en transparent, sikker og grøn cloudløsning, hvor dataene ikke ender et sted i USA, men derimod i vores eget in-house datacenter midt i Danmark,” siger stifter og CEO Arni Johannesson.
”Sammenhængen mellem pris og produkt er selvfølgelig stadig det vigtigste konkurrenceparameter, men vi mærker samtidig, at bæredygtighed og dokumentation er væsentlige parametre for flere og flere af vores kunder,” uddyber han.
Microsoft-episode bør være et wakeup-call
Arni Johannesson stiftede webdock.io i 2019 med en ambition om at tilbyde en ’no nonsense-cloudløsning funderet på open source, en pair og transparent prismodel og en høj grad af brugervenlighed.
Indtil nu har kundesegmentet især været freelancere og VPN-kunder, men Webdock.io oplever pt. voksende efterspørgsel fra blandt andet webbureauer og større virksomheder. Et tredje kundesegment er offentlige og semi-offentlige organisationer med høje krav til GDPR og datasikkerhed generelt.
”Vi kan via open-source, fuld transparens i vores processer og et dansk datacenter tilbyde netop det, som både private og offentlige organisationer efterspørger lige nu: Tryghed. Vi kan garantere, at kundernes data forbliver på vores digitale matrikel, og det er jeg overbevist om, kun bliver vigtigere,” siger Arni Johannesson.
Han henviser som eksempel til den meget omtalte sag fra foråret, hvor Microsoft blev beskyldt for – efter dekret fra den amerikanske præsident Donald Trump – at lukke for adgangen til Den Internationale Straffedomstols chefanklagers mail.
”Det er stadig uvist, hvad der egentlig er op og ned i den sag, men det siger noget om, hvor sårbare vi europæere – og danskere for den sags skyld – er blevet ved ukritisk at placere kritisk infrastruktur i hænderne på nogle få techgiganter,” tilføjer han.
Global arbejdsstyrke
De otte af Webdocks aktuelt 13 medarbejdere arbejder ud fra Nørre Aaby, mens de resterende fem sidder lande som Colombia, Malaysia og Indien. Takket være medarbejdere i disse strategisk udvalgte tidszoner kan Webdock servicere sine kunder 24/7, fortæller Arni Johannesson.
På omsætningsfronten er det målsætningen som minimum at fordoble omsætningen her i 2025 i forhold til 2024-omsætningen på otte millioner kroner. En målsætning, som ser ud til at blive realiseret, ikke mindst takket være Webdocks abonnementsforretning, som forventes at blive tredoblet i forhold til sidste år.
”Vi er i dialog med flere interessante kunder om nogle ret omfattende aftaler, og vi mærker god efterspørgsel fra markedet, så vi er meget positive i forhold til at nå vores mål,” slutter Arni Johannesson.
Kontakter
Mads RokkedahlCommercial Lead, Webdock
Tlf:+45 40 92 96 44mads@webdock.ioBilleder
Følg pressemeddelelser fra Webdock
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

