Bred aftale fordeler over 550 millioner kroner til udsatte borgere
Der er enighed om fordelingen af reserven på social-, sundheds-og arbejdsmarkedsområdet. Midlerne går blandt andet til indsatser, der er målrettet voldsudsatte børn, unge og voksne, udsatte borgere med grønlandsk baggrund og personer med fysiske eller psykiske handicap.
Regeringen, Danmarksdemokraterne, Socialistisk Folkeparti, Liberal Alliance, Det Konservative Folkeparti, Enhedslisten, Radikale Venstre og Alternativet har indgået en aftale om fordelingen af SSA-reserven for 2026-2029.
Formålet med SSA-reserven er at tilgodese nogle af de grupper i velfærdssamfundet, som har de største udfordringer.
Der uddeles blandt andet midler til følgende initiativer:
- Omkring 68 mio. kr. til udsatte børn og unge – herunder indsatser, som skal forebygge og styrke opsporingen af vold mod børn.
- Omkring 54 mio. kr. til at hjælpe udsatte børn og voksne med grønlandsk baggrund.
- Omkring 145 mio. kr. til handicapområdet – blandt andet til forenkling af hjælpemiddelområdet, så borgere med funktionsnedsættelser får lettere ved at opretholde en selvstændig tilværelse og til at styrke retssikkerheden på handicapområdet.
- Omkring 35 mio. kr. til specialiseret rehabilitering på Sclerosehospitalerne.
- Omkring 62 mio. kr. til bekæmpelse af menneskehandel.
SSA-reserven er en pulje, som Folketingets partier årligt udmønter for de næste fire år. Midlerne gives til social-, sundheds- og arbejdsmarkedsområdet mv., og ordførere fra alle partier er med i forhandlinger om, hvordan midlerne skal bruges.
Årets reserve er lavere end tidligere år, da der er indgået en bred politisk aftale om en ny model for grundfinansiering af civilsamfundet, som har betydning for SSA-reserven fremover. Aftalen om grundfinansieringen af civilsamfundet skal sikre mere forudsigelige og gennemsigtige vilkår og ordentlighed i uddeling af midler. I aftalen om grundfinansiering indgår en mekanisk forlængelse af driftstilskuddet til en lang række civilsamfundsorganisationer, der får sikkerhed om bevilling til og med 2027.
Se mere om aftalen om ny model for grundfinansiering af civilsamfundet her.
Se mere om aftalen om fordeling af SSA-reserven her.
Social- og boligminister Sophie Hæstorp Andersen siger:
”Denne aftale gør en forskel for vores mest udsatte borgere. Børn, unge, voksne og ældre. I år har jeg haft fokus på de alt for mange børn, der bliver udsat for vold i hjemmet. Vi skal blive bedre til at forebygge og opspore volden. Jeg er også stolt over, at der i årets aftale er et særligt fokus på udsatte borgere med grønlandsk baggrund og på at skabe en mere selvstændig hverdag og tilværelse for borgere med funktionsnedsættelser. Tak til aftalepartierne for et godt forløb og for at bakke op om vigtige initiativer.”
Erik Veje Rasmussen, socialordfører for Venstre, siger:
”Vi har landet en rigtig god SSA-aftale og sikret midler til rigtig mange gode initiativer, som hver dag gør en kæmpe forskel for nogle af de sårbare i vores samfund. Vi har bl.a. fundet penge til Klar til Start, som hjælper unge og voksne med fx autisme i job og til Røde Kors’ hospitalscafeer for børn og unge indlagt i psykiatrien. Vi er også glade for, at der er afsat midler til indsatser mod negativ social kontrol.”
Rosa Eriksen, socialordfører for Moderaterne, siger:
”Med aftalen styrker vi både demensindsatsen og adgangen til receptpligtig medicin for udsatte borgere. Det betyder konkret bedre rådgivning til mennesker med demens og deres pårørende samt en mere tryg og overskuelig medicinøkonomi for dem, der i forvejen står i en vanskelig situation. For Moderaterne handler det om at sikre værdighed og tryghed.”
Susie Jessen, politisk ordfører for Danmarksdemokraterne, siger:
”Nogle af de allermest sårbare mennesker får en håndsrækning med aftalen i dag, og det er jeg rigtigt glad for. For mig har det været vigtigt, at vi sikrer hjælp til udsatte børn og voksne samt mennesker med handicap. Jeg er særligt glad for, at vi med denne aftale også har fokus på at give støtte til organisationer, der bekæmper negativ social kontrol. Jeg er også rigtigt glad for, at vi giver sklerosepatienter og mennesker med demens en hjælpende hånd, hvilket i den grad er tiltrængt. Danmarksdemokraterne har bragt andre vigtige tiltag og organisationer til forhandlingsbordet, som desværre ikke fandt vej til den endelige aftale. De skal vide, at de naturligvis ikke er glemt. Jeg kæmper videre.”
Astrid Carøe, socialordfører for Socialistisk Folkeparti, siger:
”Civilsamfundet løfter en enorm opgave for vores allermest sårbare borgere, og hver og en af initiativerne og organisationerne på den her liste laver et vigtigt og for nogle livsforandrende stykke arbejde. I SF er vi især glade for, at vi har fået sat flerårige midler af til Red Barnets SletDet-rådgivning, der hjælper børn og unge og deres pårørende med at håndtere digitale krænkelser og andre ubehagelige oplevelser på nettet. Vi ved desværre, at alt for mange børn alt for ofte udsættes for dette. Derudover har det været vigtigt for os at sikre penge til Reden Ung, der rådgiver unge, der er havnet i skyggeprostitution, og derudover udstyrer de unge med redskaber til at lære at kende og reflektere over egne og andres grænser i intime relationer. Vi har også fået finansieret foreningen ’Søstre mod Vold og Kontrol’, der arbejder på at bekæmpe negativ social kontrol og sikre kvinder et frit og selvstændigt liv uden negativ social kontrol og vold. Og så er det stort og vigtigt, at vi i 2028 får afsat en pulje til ambulant rådgivning for mænd, der har været udsat for partnervold. Partnervold – uanset kønnet – er traumatiserende og ødelæggende. Desværre har systemet alt for længe haltet, og det har for mænd været svært at få den rådgivning, der er nødvendig for at kunne komme og af og videre fra et voldeligt forhold. Med den her pulje tager vi det første vigtige skridt i den rigtige retning.”
Katrine Daugaard, socialordfører for Liberal Alliance, siger:
”LA synes forhandlingerne i år har været ekstra svære i år. Vi er dog glade for at se mange gode initiativer sikret en håndsrækning til fortsat drift. Det gælder i særdeleshed Foreningen Frafalden, Klar til Start, Center for Hovedpine, Søstre mod vold og kontrol samt Forsorgsmuseet.”
Tina Cartey Hansen, socialordfører for Det Konservative Folkeparti, siger:
”I Det Konservative Folkeparti er vi tilfredse med aftalen om SSA-reserven. Det er ved at løfte vores svageste borgere, at vi i Danmark viser vores styrke som samfund – og med en bred aftale om SSA styrker vi netop den indsats. I Konservative har vi de seneste år haft stor fokus på at hjælpe familier i sorg. Derfor er jeg godt tilfreds med, at vi nu afsætter midler til foreningen Skyggebørn, som tilbyder sorggrupper til børn der mister et familiemedlem eller en af deres nære. Tidligere i år modtog foreningen Det Konservative Folkepartis Samfundspris, og med denne aftale sikrer vi, at Skyggebørn også får den økonomiske anerkendelse, de fortjener. Samtidig afsættes der i aftalen midler til at fastholde tilknytningen til arbejdsmarkedet for forældre, der mister deres partner, hvilket er en naturlig forlængelse, at den ret til sorgorlov, vi fik igennem i finansloven for næste år.”
Victoria Velásquez, socialordfører for Enhedslisten, siger:
"Børn og unge har ret til at blive lyttet til og mødt med omsorg, værdighed og respekt. Når staten træder ind som forælder, følger der et enormt ansvar – og det ansvar bliver svigtet alt for ofte. For Enhedslisten er det hjerteblod, at anbragte børn og unge får reel indflydelse over deres eget liv og den tryghed, alle børn har krav på. Det handler om magt, rettigheder og om at sætte barnet først – ikke systemet. Derfor er det helt afgørende for os, at ‘Retten til egen historie’ kan fortsætte, så anbragte børn kan få adgang til deres egne oplysninger, også anbragte børn har ret til at blive set, hørt og forstået. Det samme gælder SletDet, som gør en uvurderlig indsats for børn og unge, der udsættes for digital chikane, krænkelser og seksuel vold. Men forhandlingerne har været svære, især fordi der har været mindre økonomisk råderum, end Enhedslisten havde ønsket.”
Lotte Rod, socialordfører for Radikale Venstre, siger:
”For Radikale Venstre er det en kæmpe sejr, at vi for et par uger siden endelig fik en ordentlig model for grundfinansiering. I denne forhandling er jeg kommet skridtet videre ved at sikre Red Barnets SletDet-hjælp til de børn og unge, der har fået delt billeder mod deres vilje og til den virkeligt fine integrationsindsats Venner Viser Vej. Jeg ville også gerne have givet et løft til Qnet, LOKK og Børnerådet og fortsætter den kamp til næste år”.
Karin Liltorp, socialordfører for Alternativet, siger:
”Vi bakker fuldt ud op om de mange gode initiativer på SSA-reserven. Jeg er særligt glad for, at der er afsat midler til Folkebevægelsen mod Ensomhed. Ensomhed er et massivt samfundsproblem, som både koster samfundet dyrt i kroner og ører, og har enorme menneskelige konsekvenser. Desværre er der afsat langt mindre, end behovet tilsiger – og det betyder desværre, at en række fantastiske frivillige foreninger, der i den grad fortjener støtte, nu må lede efter de penge et andet sted. Det gør mig ondt, for alle dem, der ikke kom med i denne omgang.”
Camilla Fabricius, socialordfører for Socialdemokratiet, siger:
”I Socialdemokratiet er vi dybt bekymrede over de mange børn, som ikke trives i deres hverdag, og som oplever vold og manglende nærvær fra voksne. Derfor har det også været en stor prioritet at SSA-midler støtter op om initiativer for børn, unge og den virkelighed de kæmper med. Derfor har det været vigtigt for mig at de organisationer som arbejder for børn og unge kan fortsætte deres arbejde. Det glæder mig også, at vi har kunnet bevilge midler til flere initiativer for og med mennesker med autisme bla et yderst væsentligt initiativ for at afprøve, hvordan mennesker med autisme kan bidrage til politiets arbejde.”
Beskrivelser af de enkelte initiativer offentliggøres snarest.
Nøgleord
Kontakter
Social- og Boligministeriets presseafdeling
Tlf:41 85 13 60presse@sm.dkLinks
Følg pressemeddelelser fra Social- og Boligministeriet
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Social- og Boligministeriet
EU-konference i København sætter fokus på selvstændig livsførelse for personer med handicap5.11.2025 13:19:47 CET | Pressemeddelelse
Personer med handicap har ret til at leve et selvstændigt liv og være en del af fællesskabet på tværs af EU. Det er omdrejningspunktet, når social- og boligminister Sophie Hæstorp Andersen er vært for en high-level konference, der samler ministre, eksperter og civilsamfundsorganisationer fra hele EU i København.
Nu begynder forhandlingerne om uddeling af midler til landets mest udsatte borgere5.11.2025 09:07:01 CET | Pressemeddelelse
Over 550 millioner kroner fra SSA-reserven skal fordeles, og regeringen fokuserer blandt andet på udsatte børn, unge og voksne, personer med fysiske eller psykiske handicap samt sårbare ældre.
Økonomisk løft og en ny finansieringsmodel til civilsam-fundet25.10.2025 09:02:54 CEST | Pressemeddelelse
Civilsamfundet er uvurderligt for Danmark. For den hjemløse, stofbrugeren eller det udsatte barn. Et bredt flertal i Folketinget er nu enige om et økonomisk løft til landets frivillige og en ny finansieringsmodel, som vil være forankret i civilsamfundet selv.
Ministre og eksperter fra hele EU samles i København for at finde løsninger på boligkrisen29.9.2025 07:11:39 CEST | Pressemeddelelse
Beslutningstagere og fagfolk fra hele EU samles i København om en af tidens store udfordringer: Hvordan sikrer vi flere bæredygtige boliger, der er til at betale?
Anonym rådgivning, Uge 12 uden vold og et nyt behandlingstilbud skal bidrage til bekæmpelse af vold mod børn22.9.2025 10:19:36 CEST | Pressemeddelelse
Nye indsatser skal bidrage til at stoppe vold mod børn og sikre, at landets børnehuse er rustet til at behandle de allermindste børn, som har været udsat for vold.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum